Koncerter

Roskilde Festival 2019: Flohio, Apollo

Foto: Daniel Nielsen
Skrevet af Simon Freiesleben

Flohio kom ærgerligt fra start, men det lykkedes hende gennem hårdt arbejde at redde koncerten og sende publikum videre med et smil på læben.

Først og fremmest vil jeg gerne rose Roskilde Festivals bookere for at sammensætte et program med stort fokus på stærke kvindelige artister. Blandt andet viste Christine and the Queens, hvordan en popkoncert på Arena skulle skæres, Janelle Monae holdt fornemt funk-hof på Orange og amerikanske Lizzo blæste publikum bagover med sin power og charme. Også inden for hiphop der jo traditionelt har været en mandedomineret genre – kunne Roskilde præsentere et stærkt lineup.

På papiret i hvert fald. Cardi B er måske et af verdens største navne indenfor hiphop lige nu, men hun leverede ikke et show i verdensklasse, hvis man skal stole på dagbladenes anmeldelser. Hun spillede en for Orange-standarder uhørt kort koncert og virkede forpustet og ufokuseret. Bedre gik det ikke, da rapperen Saweetie fredag aften skulle holde hiphopfest på Apollo. Hun kom 45 minutter for sent, og nåede derfor kun lige at vise sig frem i et kvarter. Derfor tilfaldt det 26-årige Flohio med det borgerlige navn Funmi Ohiosumah at genrejse de kvindelige rapperes ære på dette års festival. En hård opgave for det unge grime-rap talent, der endnu kun har udgivet en håndfuld sange, men som allerede har skabt sig et ry på den tætpakkede britiske rapscene.

Lykkedes det så? Både og. Desværre måtte en ansat ved Roskilde Festival endnu en gang træde frem på scenen ved koncertstart og meddele, at Flohio ikke var ankommet endnu men hun var altså lige på trapperne, blev vi forsikret om! Det fik dog alligevel det beskedne publikum til langsomt at sive væk. Hvis jeg skulle bedømme ud fra menneskehavet på vej mod Apollo, så var det de danske navne som Bikstok og Scarlett Pleasure, der virkelig trak publikum over mod henholdsvis Orange og Arena.

Efter et kvarters tid kom Flohios DJ nærmest løbende ind på scenen, hvor han begyndte at trække kabler og tilslytte sin Mac. Her fik publikum virkelig at se, hvor hurtigt et hiphop-show egentlig kan sættes op. Efterfølgende kom Flohio også selv ind på scenen og beyndte at lave lydprøver for åben mikrofon. Første sang blev reelt blot brugt som en test, hvorefter lydmanden hurtigt fik lidt instrukser, og så kunne showet ellers komme igang.

Dermed fik koncerten virkelig en ærgerlig start, hvor Flohio var totalt på hælene. Hun virkede åbenlyst irriterret, og publikum følte ikke rigtig hendes energi. Energi er ellers virkelig blevet synonym for en god grime-koncert, der også gerne indebærer en form for moshpit. Det var der dog ikke noget af til Flohio, men det var egentlig meget rart. Det gav nemlig lidt mere overskud til at lytte efter hendes imponerende rapevner. Hun har ikke nødvendigvis de store sange endnu, men hendes tekniske evner med mikrofonen i hånden, kan der ikke sættes en finger på. Og så var hun i vildt god form, så man knap hørte et forpustet åndedræt eller så en svedperle på hende, selvom hun konstant løb frem og tilbage på scenen og lavede små gadedrengehop.

Langsomt begyndte publikum også at varme op til Flohios musik, ligesom hun selv begyndte at blive mere komfortabel på scenen. Med sin ukuelige fuck-dig attitude, sin tykke London-accent og med sin knivskarpe staccato-rap kunne man ikke lade være med at overgive sig trods den sløve start. Det virkede ikke som om, at folk rigtig kendte hendes materiale. Men da hun til sidst spillede “Wild Yout” med sine karakteristiske, dystopiske og nærmest industrille beats var der alligevel fyret grundigt op for det beskedne publikum. Også det nye nummer “Hell Bent” blev taget godt imod. Efter knap 40 minutter måtte hun og DJ’en smutte af scenen igen, men både hun og publikum virkede til at forlade scenen i markant bedre humør.

»I wanna be iconic!,« skreg hun under “Toxic”. Der er hun slet ikke endnu, men hun har som sagt også kun en lille håndfuld sange på samvittigheden. Og på trods af den ærgerlige start, så hev hun en gedigen arbejdssejr hjem med sin optræden på Roskilde Festival. Hun har karismaen, evnerne og sulten, der skal til for at føre hende langt frem imod toppen af musikkens verden. Nu mangler hun bare nogle mere ikoniske sange, hvis projektet skal lykkes.

★★★½☆☆

Leave a Reply