Koncerter

Roskilde Festival 2019: Fontaines D.C., Pavilion

Skrevet af Jens Trapp

Irske Fontaines D.C. var vrede, og de fungerede bedst, når de eksploderede i pludselige heftige udbrud af ren, rå energi og tung rocklyd.

»For What Died the Sons of Róisín, was it greed?/ Was it greed that drove Wolfe Tone to a paupers death in a cell of cold wet stone?/ Will German, French or Dutch inscribe the epitaph of Emmet?/ When we have sold enough of Ireland to be but strangers in it./ For What Died the Sons of Róisín, was it greed?«

Med Luke Kellys klagesang over Irlands uopfyldte drømme om at blive en samlet republik, slog Fontaines D.C. stemningen an, allerede før de kom på scenen. Bandet (og Luke Kelly) er fra Dublin og de virker vrede. Efter den lange recitation af det fulde digt, (som jeg kun har gengivet et enkelt vers af) gik de på med en rastløs og sært indestængt energi. Frontmand Grian Chatten som et sultent rovdyr, med sine hektiske bevægelser og hvileløse stampen rundt. Han lignede en mand der, som en anden Ian Curtis, var manisk plaget af indre dæmoner, med sine næsten epileptiske bevægelser. Gal var han i hvert fald. Knyttede og åbnede hånden igen og igen. Svingede armen frem og tilbage, frem og tilbage.  Trommer, bas og den ene guitar satte i med “Hurricane Laughter” og den anden guitar faldt ind med riffet i en effektiv og dejligt rocket lyd. Nummeret blev skarpt fulgt af ”Chequeless Reckless”. To stærke, hurtige og aggressive åbningsnumre fra 2019-albummet Dogrel. Publikum var med helt fra start med knyttede næver og taktfast råb: Hey, Hey, Hey.

De irske postpunkere i Fontaines D.C. excellerer i samme slags hårdtslående, punkede og vigorøse udladninger som også Londonbandet Shame og amerikanske La Dispute leverer her på festivalen i år. Også IDLES er leveringsdygtig indenfor genren. Over Fontaines D.C. er der yderligere et lag af harme og et anstrøg af noget traditionelt irsk, som dog er tydeligere på pladen end live. De er tydeligvis også litterært funderede og mødtes da også på universitetet i Dublin omkring netop interessen for lyrik. Tag bare recitationen af digtet “For what died the sons of roísin” i starten af koncerten, eller sætninger som: »The winter evening settles down/ The bruised and beat up open sky, six o’clock/ The city in its final dress/ And now a gusty shower wraps the grimy scraps/ Of withered leaves all about your feet/ And then the wringing of a twitching hand/ Six o’clock, six o’clock« fra sangen “Too Real”, hvor første linie referer til digtet “Preludes” af T.S. Eliot.

Bandet benytter sig af en vis form for monotoni, som under koncerten indimellem kom til at virke noget enerverende. Når de f.eks. kørte den samme akkord om og om igen, så var det selvfølgelig en understregning af den føromtalte rastløse og vrede energi, men det var også svært at lade sig rive fuldstændig med. Helt slemt blev det under balladerne, som både svingede i tempo og ikke blev sunget så overbevisende som numrene med knald på. Chatten var overbevisende, når han foredrog sine ordrige sange i en slags talt sang og når bandet faldt ind i voldsomme udbrud, der sprang op som pitbulls og hægtede sig fast i fjæset på os. Visse steder med mindelser om et band som PIL.

Koncerten fungerede suverænt i de aggressive udladninger, som f.eks. de to åbningsnumre. Men også numre som “Boys In The Better Land” og “Sha Sha Sha” var strålende. Under disse numre blev der crowdsurfet og kastet kækt med både øl og kander, og sangene antog næsten karakter af kampsange eller kampråb. Stemningen blev pisket op, og det fyldte telt skrålede med og kastede de knyttede næver op i luften. Men der var altså også en del monotoni og marcheren på stedet og med undtagelse af Chatten var bandet indadvendt og tillukket, uden reel kontakt til publikum. Det var en koncert uden morskab og selvironi. Det fungerede som sagt OK, når det var de hurtige, agressive numre, men kunne ikke bære hele koncerten i hus.

★★★★☆☆

Skriv et svar