Koncerter

Roskilde Festival 2019: Girlcrush, Rising

Foto: Daniel Nielsen
Skrevet af Jens Trapp

Girlcrush formåede på trods af, eller måske netop i kraft af, deres forholdsvist begrænsede tekniske kunnen igen og igen at skabe rislende øjeblikke af ren fryd. Poppunk med noget på hjerte. En genopdagelse af skaberglæden, der virkelig kunne mærkes.

Af et band at være som for bare to år siden fandt hinanden gennem Facebookgruppen ’Ugidelige Feminister’ og som sådan, aldrig rigtig for alvor har spillet før, ja så er det sgu meget godt gået at stå på Roskildes Rising. Denne lille festival i festivalen; Roskilde Festivals vækstlagsprogram, som det så smukt hedder. Tidligere har både MØ og Silvana Imam blandt mange andre, stået her og begge er som bekendt programsat på Orange scene i år.

Girlcrush har fundet sammen om en fælles vision: »At ændre på folks opfattelse af køn, kropsidealer og seksualitet gennem charme, stærke holdninger og pisse gode sange.« I Roskilde programmet hedder det også, at de er: »en modreaktion mod heteronormativitet, patriarkatet og forsimplede binære kønsvurderinger«, og der var da også en del fra LGBTQ-miljøet blandt publikum.

De to sange der, indtil nu, ligger på Spotify leverede de i hvert fald ’pisse godt’, og de klingede med deres umiddelbart charmerende og catchy pop med lidt kant af noget punket we-don’t-give-a-shit-attitude i baghovedet.  Girlcrush gik på scenen, tydeligvis både benovede og nervøse. Dét skulle vise sig at være en af deres største trumfer; netop denne uprætentiøse tilgang til hele affæren. Det var super charmerende! Nat Stallbaum på sin sorte Gretsch guitar, Marie Anna Svendsen på en hvid Fender bas og Andrea Ida Pronk Jacobsen bag trommerne, sorte og uden de små tammer, hvad fanden skal man også med det overvurderede pis. Nej en tung gulvtam og stor- og lilletromme kan gøre det. »Vi er faktisk vildt bange« bekendtgjorde bandet hurtigt, og om det var denne følelse af nervøsitet og dét, at der var så meget på spil og at de, som de fortalte, for to år siden ikke kunne spille på deres instrumenter, eller hvad det så end var, formodentlig et clash af det hele, ja så fremkaldte allerede det første nummer gåsehud med sin intensitet og sin helt umiddelbare og, i ordets allerfineste betydning, primitive lyd med doowop-kor. »I’m a little horny/ And I like to come home with you// I’ll take my clothes off for you … If you want me to«, sang de alle tre på “Take My Clothes Off”

At numrene så også havde kant og vid og virkelig ville noget, var helt klart en medvirkende faktor til de mange øjeblikke af gåsehud. Når de fortalte, at sangen “Animal Instinct” handlede om ikke at bruge sine dyriske drifter til at opføre sig som et fjols og at en anden sang var skrevet til de mænd, der altid kom op til bandet efter en koncert for at give dem noget ‘konstruktiv kritik’, en sang der meget passende hed: “Start Your Own Fucking Band”, eller når de sang en intenst rørende sang om at overkomme psykisk sygdom sammen. »I don’t hate myself anymore«,  ja så var det alt sammen med til at løfte koncerten op. 

Der er ingen frontfigur i Girlcrush (endnu et befriende og opløftende træk), alle tre sang på skift og i kor, som næsten hver gang sad som de skulle og indimellem lød formidabelt smukt. Der var også Andrea Ida Pronk Jacobsens sang om at kysse med Nat Stallbaum, der, som hun så poetisk udtrykte det, kyssede ligeså blødt som vandet i Nordjylland. Og så var der det nummer, som de i sin tid mødtes om at spille på et kollegie på Amager, The Cures “Boys Don’t Cry”, som de nu gav et fantastisk cover af, efterfulgt af en sang om bl.a. at lytte til The Cure, hvor det lød: »I wanted to fit in, but I didn’t// I was an evil kid.« Koncertens sidste nummer var nummeret “Girlcrush”, Nat Stallbaums sang til sin kæreste, som hun fremførte indfølt og medrivende. 

Det var på mange måder som at være vidne til musikkens genfødsel at høre Girlcrush spille. På en måde mindede det mig om den lyd og feeling der var på de oprindelige The Modern Lovers. En helt umiddelbar og næsten barnlig glæde ved at skabe noget fedt uden at være ekvilibrist på sit instrument. Men OK The Modern Lovers fostrede også et medlem af både The Cars og af Talking Heads; de gjorde en forskel. På samme måde var det enormt befriende at høre Girlcrush. Der er så fandens mange andre bands, der bare er teknisk dygtige. Jeg håber virkelig Girlcrush bevarer gnisten og lysten til at blive ved. De kan komme rigtig langt med deres alternative poppunkede take på rocken.

Efter koncerten var der i øvrigt rift om de otte T-shirts bandet havde medbragt, med deres hjemmebroderede logo girlcrush på. Alle de rigtig mange interesserede blev dog skrevet op ;-).

★★★★½☆

Leave a Reply