Koncerter

Roskilde Festival 2019: Hjalte Ross, Rising

Foto: Daniel Nielsen
Skrevet af Simon Freiesleben

Mod alle odds og midt i en bagende hedebølge lykkedes det Hjalte Ross og hans talentfulde band at give publikum en formidabel start på Roskilde Festivals opvarmningsprogram.

På vejen op til åbningskoncerten på Rising var jeg bekymret på Hjalte Ross’ vegne – og den er altså lang fra Silent & Clean, så der var god tid til at tænke over hvad, der kunne gå galt. Ville han og bandet lide under den bagende sol? Ville folk overhovedet møde op til en folk-koncert klokken 14, hvor halvdelen af publikum stadig forsøger at sove tømmermændene væk i skyggen, mens den anden halvdel er godt igang med at opbygge sig en ny brandert? Og ville musikken fra campingfesterne mon skylle ind over og overdøve nordjydens sarte folk-kompositioner?

Da jeg forlod koncerten efter de små 50 minutter, den varede, var jeg blevet klogere. Sjældent har jeg oplevet et Rising-band, der tog sig mindre af de ugunstige vejr- og spilletidsforhold. Faktisk virkede de nærmest til at trives, da de leverede en af de hyggeligste og mest velspillede Rising-koncerter, jeg har været vidne til.

Hjalte Ross brød igennem mere eller mindre ud af ingenting, da han som blot 21-årig udgav debutpladen Embody, der trak sammenligninger til Nick Drake og sørme også indkasserede seks sjældne U’er her på Undertoner. Sammenligningen med en af historiens helt store folk-sangere kom ikke helt ud af det blå – debuten blev nemlig hjulpet til verdenen af den 78-årige musikproducer John Wood, der har produceret for førnævnte Nick Drake samt navne som Pink Floyd, Cat Stevens og Nico. Hele historien kan du læse hos Vice, der lavede et rigtig fint interview med Hjalte Ross sidste år.

På scenen var Hjalte Ross flankeret af det, man med en vis ret kunne kalde for et Aalborg All Stars band, der blandt andet rummer Kogekunsts Oskar Krusell og Simon Mariegard samt Andreas Westmark fra Get Your Gun. Derudover var strygerkvartetten Who Killed Bambi med på scenen, hvilket virkelig gav gruppen en fordel. Hvor pladen er et meget tyst bekendtskab, så får Hjalte Ross’ backingband lov til at spille mere med musklerne, når sangene fremføres live. Og det klæder dem virkelig. Det betød, at stort set ingen sange sluttede samme sted, som de startede. Istedet udviklede de sig organisk frem mod crescendoer, der næsten kunne kalde kuldegysningerne frem i den stegende hede.

I det hele taget var det imponerende at være vidne til det musikalske spænd, som Hjalte Ross og hans band ubesværet bevægede sig gennem. Fra den hjemsøgte og fortabte country-stemning på “All Week Long” over den smukke og inderligt folkede “Hunger for the Taste of Time That I Didn’t Waste” og igen videre til den nærmest psychagtige afrunding på “Cabobay”, hvor sirligt fingerspil fra den akustiske guitar spillede perfekt op imod dens vrælende elektriske pendant.

“Embody” gik tydeligvis rent ind hos publikum, der standhaftigt trodsede hedebølgen og jævnligt kom med opmuntrende tilråb til den unge nordjyde, der dog stoisk lod det hele passere, mens han forsvandt ind i sin egen verden.

Alt i alt må jeg bare sige, at mine bekymringer var helt ubegrundede. Hjalte Ross og hans band bestod Rising-testen med bravur, og jeg glæder mig oprigtigt til at se ham igen inde på den “rigtige” festivalplads. Måske endda med nyt materiale i baghånden? Man kan vel have lov at håbe.

★★★★★☆

Leave a Reply