Koncerter

Roskilde Festival 2019: Jon Hopkins, Avalon

Foto: Daniel Nielsen
Skrevet af Joakim Dalmar

Publikum havde allerede sat sig ned på gulvet 20 minutter før koncerten på Avalon, som allerede virkede fyldt op. Jon Hopkins var den energi-bombe, som Roskilde Festival havde brug for efter en kold og regnfyldt dag.

Jonathan Julian Hopkins, aka. Jon Hopkins, er oprindeligt klassisk pianist. Jon Hopkins er oprindeligt også en mere stille og rolig fyr. Det er han ikke længere. I 2013 udgav han dog et album med navn Immunity. Lyden af Hopkins tog et markant højresving og udviklede sig til at blive mere hårdtslående, men generelt også bare mere organisk. Fem år senere udgav han så Singularity, der for mig er det vigtigste elektroniske albums i 2018 med dets narrative og fængende musik-univers, der fører en til rummet.

Der gik ikke længe før intensiteten steg helt til vejrs denne aften, da han holdte sit seneste album tro og spillede den selvtitlede intro “Singularity”. Det gav selvfølgelig god mening – specielt da man først blev introduceret til, hvilken bas der var på menuen. Den sparkede helt og aldeles igennem. Udover lydniveauet, var tempoet også generelt sat op på de forskellige lydspor, hvilket man specielt mærkede på “Open Eye Signal”.

Jon Hopkins ellers meget selektive og organiske lyde blev der skiftet lidt rundt på, hvilket gjorde koncerten meget uforudsigelig. På f.eks. “Emerald Rush” var det karakteristiske, panorerede vokal-sample blevet fjernet, men gemt til en senere opbygning. “Luminous Beings” havde også et helt andet udtryk. Det er normalt ellers det længste nummer på Singularity-pladen, men blev til koncerten sparket hurtigt i gang med sin fængende og simple melodi.

Gladest er jeg nok for, at Hopkins valgte at rive “Light Through The Veins” på settet. Det er i forvejen et smukt nummer, men på mange måder også et glemt nummer med hans nye bølge af kreativitet. Han vakte liv til nummeret ved at forny det med sine uforståelige superkræfter, han har fået på mystisk vis efter Immunity og gjorde det til endnu en energifyldt humørbombe – som han nu gør. Dette føler jeg er vigtigst for koncerten og siger også generelt rigtig meget om Jon Hopkins udvikling.

Det ville være en løgn, hvis jeg sagde, at koncerten kunne have været meget bedre. De lange opbygninger i Jon Hopkins musik er måske noget, der ikke er for alle, men hele koncerten havde en god balance og virkede ikke langtrukken. Settet var velovervejet. Det visuelle spillede optimalt og det føltes generelt som, at mennesker blev betaget af koncerten, som man ikke rigtig har prøvet det før. Selv for den gængse fan var koncerten spækket med overraskelser, der gjorde udspillet ekstra uforudsigeligt og fænomenalt.

★★★★★½

Skriv et svar