Koncerter

Roskilde Festival 2019: Jorge Ben Jor, Orange

Foto: Daniel Nielsen

Den brasilianske sangskat blev fornemt spillet af dens grundlægger, men i for lange perioder ignorerede han publikum, og lod musikken gøre arbejdet.

Det var noget af et scoop, Roskilde Festival kunne præsentere torsdag eftermiddag. Den 77-årige, brasilianske samba-definerende musiker Jorge Ben Jor var fløjet ind på Dyreskuepladsen til en af hans yderst sjældne koncerter udenfor hjemlandet.

I 1960’erne var han sammen med pionere som Os Mutantes, Gilberto Gil og Caetano Veloso med til at fornye de brasilianske musiktraditioner ved at sammenblande den med den vestlige beatmusik. Svaret blev væsentligt mere funky end, hvad de britiske og amerikanske rockmusikere kunne få ud af deres instrumenter, så der opstod flere nye musikalske strømninger i landet.

På Orange var det naturligvis også et velspillende band, Jorge Ben Jor havde taget med, der skulle få publikum til at danse regnen væk fra regnfrakkerne.

Let og elegant legede bandet sig gennem den halvanden time lange koncert, der desværre kun bevægede sig ind i sambaeuforien momentvis.

Herligt selvfedt mødte hovedpersonen op i et rødt/hvidt halstørklæde med Dannebrog og Danmark skrevet med stort. Han bar en trøje, hvor der på venstre ærme stod Jorge, på brystet stod der Ben, og på højre ærme stod der Jor. Hans eneste alderstegn var den hæse stemme, og de lidt statiske bevægelser. Men når han spillede på sin guitar og smårappede eller sang sine sange kraftfuldt på portugisk, var det tydeligt at mærke den dansende aura, han har opbygget over 56 års musikalsk virke.

Materialet blev de store moderne klassikere fra den brasilianske sangskat: “Mas Que Nada”, “A Minha Menina”, “Magnolia” og “Taj Mahal”. Titler, der måske var ukendte for mange blandt publikum, men som fik folk til at danse.

Vi skulle dog en halv time ind i koncerten, før vi kom ordentligt igang. Selvom bandet spillede glimrende, var det som om, at hovedpersonen havde så rigeligt at gøre med at være orkesterleder, guitarist, sanger og se cool ud bag sine mørke solbriller. De opgaver klarede Jor også ganske fint, men det gik udover publikum, der ikke rigtig blev inviteret ind i sambafesten. Veteranen virkede ret distanceret her på fremmed, europæisk jord, og han kunne sagtens have arbejdet hårdere for at få alle inkluderet i festen.

Men da vi godt 35 minutter inde i koncerten kunne genkende det verdensberømte omkvæd til “Mas Que Nada”, dansede alle og sang med på den vidunderlige sang. Publikum sang omkvædet over de instrumentale breaks, og koncerten fik den nødvendige energiindsprøjtning.

Efterfølgende stoppede dansen hist og her, men ikke fuldstændig. Det var eksempelvis umuligt at stå stille til et nummer som “Take it Easy my Brother Charles”.

I det første ekstranummer, “Ponta De Lança Africano”, kunne Jor slet ikke vente på at komme igang igen, og startede det i dagens anledning ekstra tunge guitarriff ude fra scenekanten. Nu struttede spilleglæden i hele det syv mand store band.

Det hele fandt sit klimaks i en skaversion af “Taj Mahal”, hvor publikum fik rig lejlighed til synge den herlige »de-de-de-de-de-de«-melodi, som Rod Stewart stjal til “Do Ya Think I’m Sexy”. Her blev der serveret breaks på breaks, som blev fyldt ud med både tromme-, klaver-, bas-, perkussion-, og guitarsoloer, så musikken fik en jam agtig stemning.

Inden koncerten var jeg i tvivl om, jeg kunne forvente, at 77-årige Jor ville levere sådanne momenter. Det gjorde han, men ikke igennem hele den halvanden time, han stod på Orange. I hjemlandet havde publikummet sikkert være gennemblødte af sved, og sunget med på samtlige sange, som hvis en dansker var til Kim Larsen-koncert. Men på den danske festival kunne Jor ikke bare lade musikken gøre arbejdet. Og det ekstra arbejde, var han ikke villig til at lave.

★★★★½☆

Skriv et svar