Koncerter

Roskilde Festival 2019: Linn Koch-Emmery, Rising

Foto: Daniel Nielsen
Skrevet af Simon Freiesleben

Linn Koch-Emmery flashede potentialet i glimt på Rising-scenen, men den dårlige lyd stod i vejen for den vellykkede koncertoplevelse.

De bliver udsat for lidt af hvert, de Rising-artister. Hvor festivalpladsen for få døgn siden var præget af bare maver, duften af solcreme og tis og en bagende hede, der kunne tage pusten fra de fleste, var vejret tirsdag slået totalt om. Et gedigent blæsevejr sendte lydbilledet ud på noget af en tumletur, som desværre sendte Linn Koch-Emmery rigtig skidt fra start.

Det startede ellers lovende, da den unge svensker slog tonerne an til “Bby Nevermind” som første sang. Det to-og-et-halvt minut lange nummer er velsagtens hendes største hit, hvis man kan tale om et sådanne endnu. Og det rykker virkelig på pladeudgaven – det er nemlig et nummer, der effektfuldt vækker associationer til ungdommelig eufori, melankoli og sommerfugle i maven. Og så spiller Linn Koch-Emmery altså gedigen spade a la The Strokes’ Albert Hammond Jr.

Men fremfor en triumferende start på koncerten, blev nummeret lidt af en maveplasker. Vokalen lå utroligt lavt i mixet, lyden overstyrede og bandet virkede synligt frustrerede, mens de prøvede gennem fagter at sende S.O.S-signaler til lydmanden. Inde under det hele kunne man høre, at der foregik noget, som egentlig var ret catchy. Men det kom aldrig rigtig udover scenekanten.

Løbende blev lyden delvist bedre, men helt vellykket blev det aldrig. Især volumen på vokalen svingede helt vildt. Først blev Koch-Emmery decideret overdøvet af koret, og så pludselig var der for alvor hul igennem, så vokalen blev alt for høj. Det var synd. Ikke fordi Koch-Emmery er nogen gudsbenådet sangerinde, men fordi hendes levering af det ungdommelige og drømmende tekstunivers minder om en mere poppet og mindre litterær Courtney Barnett, når det er bedst.

Det, der til gengæld kørte for Linn Koch-Emmery, var hendes eminente guitarspil. Sammen med den veloplagte rytmeguitarist blev der skabt vellyd, da de to guitarers luftige melodier adræt vævede sig ind og ud af hinanden. Samtidig var der tilpas med kant til, at det gav noget ekstra live, som ikke rigtig findes på pladen. Håret flagrede vildt på Koch-Emmery, når hun svingede sin guitar, som var den et våben og publikum en fjende, der skulle kløves.

“Forever Sounds” kom sent i sættet og var en af de få sange, der bed sig fast. Måske på grund af dens simple tekst? Det samme gjorde “Little Feels”, der blev indledt med en herlig akavet introduktion af Koch-Emmery, som spurgte publikum, om der var nogen, der skateboardede. Efter et hujende »Ja!« fra publikum afslørede Koch-Emmery, at sangen handlede om, at hun engang brækkede håndleddet på et skateboard, da hun forsøgte at imponere en skaterkæreste, som efterfølgende dumpede hende. Ouch!

Selvom koncerten ikke kan kaldes decideret vellykket, så var det ikke en oplevelse, der skræmte mig væk fra Linn Koch-Emmery. Potentialet er solidt til stede, og jeg kunne sagtens finde på at tage til endnu en koncert med hende.

★★★☆☆☆

Skriv et svar