Artikler

Roskilde Festival 2019: Opsamling

Fotos af: Daniel Nielsen.
Skrevet af Simon Freiesleben

Undertoner gør status over Roskilde Festival 2019 og samler op på alle årets anmeldelser.

Endnu en Roskilde Festival er passeret, og dermed er det nu tid til at se tilbage og gøre status over den 49. af slagsen. Ser man på Undertoners dækning, så har vi i år uddelt 183 U’er til 43 koncerter – der genremæssigt fordeler sig på alt lige fra fallerede hiphopstjerner på Orange Scene til knap så fallerede rockstjerner på Arena, samt mere eksperimentelle indslag i form af tysk kompositionsmusik, nigersk desert blues og elektronisk ravefest.

Genremixet er sigende for Roskilde Festival, der har en enorm musikalsk bredde. En koncert med føromtalte Zeitkratzer, der spillede en koncert i krydsfeltet mellem klassisk musik og noise, er et sjældent syn på en festival. Den udfordrer sit publikum, og det gør Roskilde også. Især når man gør sig lidt umage og dykker ned i programmets mange kringelkroge. Det betyder også, at man ofte ender med at bevæge sig væk fra festivalens store scener og ud på de lidt mindre.

På Gloria falder man altid over de mest fantastiske og intense oplevelser, og i år var ingen undtagelse. Sydafrikanske Nakhane gav en livsbekræftende koncertopvisning, og enigmatiske Yves Tumor omdannede scenen til sin helt egen rockhule som taget ud af 70’ernes tåger. Og på Pavilion viste Black Midi, at rockmusikken lever i bedste velgående og stadig bider fra sig. Også La Dispute leverede en forrygende koncert på den elskede teltscene med sin hårde post-hardcore, der var overraskende følelsesmæssigt overvældende.

Ser man på de store scener, så vil 2019 formentlig blive husket som det år, hvor popmusikkens kvinder i alle deres mange afskygninger gjorde deres indtog på Roskilde – især Janelle Monae og Christine and the Queens viste, at de kunne levere de samlende og fællesskabskabende koncertoplevelser, som festivalen ofte har måtte få ved at gribe ud til den samme lille gruppe af aldrende rockikoner. Og med Lizzos festfyrvækeri af en koncert på Apollo – der i øvrigt brillerede ved ikke længere blot at være et sted, som man tilfældigt gik igennem på vej ind på pladsen – tyder noget på, at endnu en kvindelig superstjerne blev født på Roskilde Festival i år.

Det er en af de koncerter, som vil blive omtalt mange år frem. Sådan en leverede Robert Plant også. Den legendariske forsanger fra Led Zeppelin indkasserede topkarakter for sin optræden på Arena, og viste at det måske ikke er en hel dumt ide at smide de gamle rockikoner ned fra Orange og over på festivalens største teltscene.

Og endelig fortjener festivalen ros for at have booket et opvarmningsprogram med et generelt højt niveau. Især Countdown har fået endnu et løft i år, og det nye område fungerer fortrinligt. Nu håber vi dog, at festivalen går i tænkeboksen og finder ud af, hvad de vil med Rising. Programmet i tipien var glimrende i år, men området har aldrig rigtig fungeret optimalt. Hvis det kan blive et lige så rart koncertområde som ved Countdown, så får opvarmningsprogrammet lige det sidste nyk opad, som det fortjener.

I morgen bringer Undertoner en gennemgang af alle de mange gode koncerter, som vi også så og som fortjener et ord med på vejen – men som vi ikke nåede at skrive om. Indtil da kan du gå på opdagelse i de 43 koncerter fra festivalen, som vi anmelde her på siden.

God læselyst!

Opvarmningsdagene

Søndag
Arre Arre!: 3 U’er
Zaar: 3,5 U’er
Hjalte Ross: 5 U’er
Søn: 4 U’e
Girlcrush: 4,5 U’er

Mandag
Selma Judith: 4 U’er
Kogekunst: 4 U’er
Josiah Konder: 4 U’er
Discoshaman: 3 U’er
Hôy La: 4,5 U’er
Julia Holter: 3 U’er

Tirsdag
Ipek Yolu: 5 U’er
Linn Koch-Emmery: 3 U’er
Alkymist: 4 U’er
Mall Girl: 4,5 U’er

Onsdag

Baby In Vain X Corpus, Gloria: 5 U’er
Jpegmafia, Apollo: 3 U’er
Tears For Fears, Arena: 4 U’er
Bob Dylan, Orange: 4 U’er
Fontaines D.C., Pavilion: 4 U’er
Christine and the Queens, Arena: 5 U’er

Torsdag

Jorge Ben Jor, Orange: 4,5 U’er
Sharon Van Etten, Avalon: 3,5 U’er
Parquet Courts, Avalon: 5 U’er
Robert Plant & The Sensational Space Shifters, Arena: 6 U’er
La Dispute, Pavilion: 5 U’er
Bombino, Arena: 5 U’er
Jon Hopkins, Avalon: 5,5 U’er

Fredag

Sidney Gish, Gloria: 3 U’er
Dawda Jobarteh feat. CTM, Gloria: 4 U’er
Black Midi, Pavilion: 5,5 U’er
Spiritualized, Avalon: 4 U’er
Rival Consoles, Gloria: 4,5 U’er
Yves Tumor, Gloria: 5 U’er
Wu-Tang Clan, Orange: 2 U’er
Sophie, Apollo: 3,5 U’er

Lørdag

Nakhane, Gloria: 5 U’er
Lizzo, Apollo: 6 U’er
Khruangbin, Avalon: 4 U’er
Zeitkratzer, Avalon: 5,5 U’er
Janelle Monae, Orange: 5 U’er
Flohio, Apollo: 3 U’er
The Comet Is Coming: 5 U’er

Skriv et svar