Koncerter

Roskilde Festival 2019: Parquet Courts, Avalon

Foto: Daniel Nielsen
Skrevet af Simon Freiesleben

De amerikanske punk-slackere fra Parquet Courts tog os på en rejse fra bandets oprindelse i bølleagtig cowboypunk og ud mod nye horisonter.

Det var på mange måder et forandret Parquet Courts, der mødte publikum på Avalon for at tage hul på deres europæiske festivalturné – og så endda lige på den amerikanske nationaldag fjerde juli. På et punkt har de dog ikke ændret sig, for selvfølgelig kunne de ikke dy sig for at udnytte denne chance for at åbne ballet med en hipsterironisk instrumental udgave af nationalsangen “The Star Spangled Banner”. De er sgu stadig nogle gavtyve med humoren i behold, selvom musikken har bevæget sig væk fra de tidlige års cowboypunkede balladerock.

Pudsigt nok valgte Parquet Courts netop at åbne med 1-2.3 kombinationen af “Master of My Craft”, “Borrowed Time” og “Donut Only”, der ligeledes åbner Light Up Gold – og nærmest præcis i samme rækkefølge de også spillede dem sidst de var i Danmark i 2015, hvor de spillede i Pumpehuset. Men efter denne indledende hymne til deres tidligere værker, der blev fyret af på knap ni minutter, så gik bandet for alvor i gang med at tage hul på deres nye værker, der stritter i helt andre retninger. Og hvor bandet dengang orkestrerede en musikalsk blitzkrieg med knap 20 sange på under en time, så blev tempoet helt anderledes stenet denne gang.

Overgangen startede dog blødt med “Total Football”, der trods alt stadig har noget af den tidlige punkede energi. Parquet Courts er på tværs af deres fem plader gået fra føromtalte punk på debutpladen og Sunbathing Animals over til et mere melodisk og post-punket udtryk på Human Performance. Men ligesom postpunken med tiden udviklede sig til noget mere dansevenligt, så var det næste naturlige evolutionsskridt for Parquet Courts sidste års Wide AwakeEn plade, der efter min mening blev groft undervurderet af vor egen anmelder dengang – det er i hvert fald en plade, der er vokset gevaldigt på mig, selvom den stikker ud fra deres tidligere materiale.

Rengøringssangen “Dust” ramte ikke helt den der mekaniske monotoni, der gør pladeindspilningen så fantastisk, men til gengæld gik de mange flænsende guitarsalver fra Andrew Savage og Austin Brown lige i hjernen. Savage så næsten nydelig ud og lignede knap så meget en hulemand, som han gjorde i 2015, men Austin Brown havde til gengæld groet et så vildt grydehår, at han næsten lignede en krydsning mellem den femte Beatle og en karakter fra The Muppet Show. Makkerparret deltes om vokalen, selvom det primært var Savages rå og volumiøse røst på de fleste sange. Det var ikke ligefrem skønsang, men det passede bare skide godt til bandets lyd. Som lytter føler man nærmest, at man da også kunne rejse sig fra baren og stille sig derop og skråle med.

Til gengæld kunne ingen være i tvivl om bandets musiktekniske kunnen. Hold nu kæft, hvor var det imponerende tight! Overgangene fra sang til sang sad lige i skabet hver gang, og bandet faldt ind i hinandens rytmer med milimeterpræcision hver gang. Der var nærmest ikke behov for lige at slå takten an først. Og det fungerede både på de kortere sange og de længere og mere downtempo sange såsom “Before The Water Gets Too High” og “She’s Rolling”, der kom som et pusterum omtrent i midten af koncerten.

Efter pusterummet kom den ultra charmerende discopunk-sjæler “Tenderness” med sit catchy pianobeat og noget, der nærmest er et omkvæd, som man kan skråle med på – selvom teksten er forskellig fra første til andet omkvæd. Discopunkfesten nåede nye højder med “Wide Awake!”, hvor Austin Brown sågar gav den gas på en fløjte. Var det dumt? Ja, men det var også skide sjovt.

Således ankom vi til koncertens klimaks. Det eneste problem var, at det indtraf femten minutter før bandet skulle gå af scenen igen. Derfor blev jeg lidt skuffet over, at bandet ikke udnyttede tiden til at spille flere af deres sange for os – guderne skal vide, at de har materiale nok. Istedet blev vi trakteret med et 10-15 minutter langt jam. Det er ikke fordi, at det var dårligt. Slet ikke! Jeg nåede i de sidste par minutter ind i en herlig tranceagtig tilstand, hvor jeg tabte fornemmelsen for tid og sted, men blot stod og stenede ud til tonerne af Parquet Courts rabalder. Jeg kunne dog ikke lade være med at tænke, at tiden kunne være udnyttet bedre. Eksempelvis blev det kun til én sang fra Sunbathing Animals på sætlisten.

Nuvel. Andrew Savage og resten af Parquet Courts veje er nu engang uransagelige. Og når man tror, at de gør ét, så har de en tendens til at gøre noget helt andet. Det er jo også derfor, at de er så nemme at holde af. Men denne gang afholdt det altså koncerten fra helt at ramme topkarakter.

★★★★★☆

2 kommentarer

Skriv et svar