Koncerter

Roskilde Festival 2019: Robert Plant and the Sensational Space Shifters, Arena

Foto: Mads Perch
Skrevet af Jens Trapp

Det var et virilt og suverænt show gode gamle Robert Plant leverede torsdag aften sammen med bandet The Sensational Space Shifters på et propfyldt Arena. At Plant er 70 år gammel virker næsten absurd at tænke på, når vi kunne høre hvilken saft og kraft, der stadig er i mandens stemme. Det blev til en rundtur gennem både nyt, gammelt og ældgammelt materiale.

70-årige Robert Plant er en af de helt store dinosaurer i vestlig rockmusik og har på mange måder været en af hovedpersonerne i skabelsen af den. Han er smuk og karismatisk og stadig med en snert af den farlighed, der ellers er ungdommens trumfkort, selvom den med tiden er blevet meget mere harmonisk og rund og har fået et alfaderligt skær. Hvilken rock’n’roll aficionado ville ikke nævne Led Zeppelin som et af de allerstørste band ever. Om ikke dét største?! Et band, der spillede deres første koncert sammen for 51 år siden i Gladsaxe Teen Club af alle steder.

Denne aften på  Arena var det selvfølgelig ikke Led Zep, Jimmy Page, Bonham eller Jones. I stedet havde Plant bandet The Sensational Space Shifters med. De har sammen udgivet de to fremragende albums Lullaby and the Ceaseless Roar i 2014 og Carry Fire i 2017. To albums, hvor man tydeligt hører en genopfundet musikalsk nerve, der nok til dels skyldes at musikerne kender hinanden rigtig godt, da flere af bandmedlemmerne var med i bandet Strange Sensation fra starten af årtusindet. Dels skyldes det, at Plant på disse albums griber tilbage til den musikalske arv fra Led Zeppelin, bluesen, om end i en mere åndelig end kødelig indpakning. Og med et blik, der vender udad og inkorporerer mellemøstlig, såvel som amerikansk og engelsk tradition. Han lader til ‘at være kommet hjem’, efter nogle år med musikalsk søgen, f.eks. i form af americana med daværende kæreste Patty Griffin i bandet Band of Joy og et coveralbum med Alison Krauss. Og han lader til at befinde sig rigtig godt, hvor han er nu.

Til tonerne af Link Wrays “Rumble”, kom det syv mand store band på scenen. Allerede første nummer var “When the Levee Breaks” fra Led Zeppelin IV, omend det naturligvis er et cover af en gammel Kansas Joe McCoy og Memphis Minnie country blues fra ’29, og antydede, at vi ville få et genhør med dele af bagkataloget. Fra første tone af stod det klart, at bandet spillede eminent. To guitarister, bassist, trommeslager, violinist og pianist, som hen gennem koncerten yderligere spillede på banjo, mandolin, bodhran, marchtromme, gulvbas, akustiske 6- og 12-strengede guitarer og en lille etnisk udseende guitar; en tehardant. Robert Plant var uhyggeligt stærk i stemmen Man mærkede hans power og styrken i hans stemme, med hele vægten af et langt liv i rockbranchen bag. At stemmen lyder så potent kan også skyldes det faktum, at Plant passer på sig selv. Som han udtrykker det i et interview, der også peger på hans interesse for en musikalsk arv, der rækker helt tilbage til slavetiden og den musik, der er rundet deraf: »I never inhaled a chemical after 1977, but I’m still inhaling America.« At bandet så også havde den erfaring og det overskud, der gjorde at de var i stand til at improvisere sig igennem lange passager og levere den ene stærke solo efter den anden på alle instrumenter, gjorde det til en fryd at opleve.

“Turn It Up” fra Lullaby… fulgte og Plant mente at de havde været her før: »… just three hundred years earlier.« Så var vi tilbage ved Led Zeppelin-klassikerne; “Black Dog” og “Going to California”. Begge numre som bekendt også fra IV‘eren. Og igen for at understrege hele bandets integritet, forsøgte de ikke at få det til at lyde som et Led Zeppelin cover. De var tro mod originalen, men spillede det med hele deres egen ballast og styrke. Violin- og keyboardsoloer i stedet for, eller sammen med guitarsoloer f.eks. Det handler ikke om fortiden eller fremtiden, men nutiden understregede Plant mellem de to numre. Så spillede de lidt fra det seneste album “Carry Fire”, hvorefter vi kravlede baglæns tilbage gennem tidstunellen med stop i ’69 og Led Zeppelins debut, med Joan Baez coveret “Babe, I’m Gonna Leave You” og endnu længere tilbage til Plant og bandets version af traditionalen “Little Maggie”, der levede og rejste sig som et fint statement på hele den tradition, Robert Plant synes at personificere og legemliggøre.

“Funny In My Mind (I Believe I’m Fixin’ to Die)” fra Dreamland, et album fra 2002, dengang flere fra det nuværende band spillede med Plant under navnet Strange Sensation, fulgte, og til sidst “Ramble On”. Den blev leveret potent og modent, med nummerets særkende, de overrumplende voldsomme omkvæd, som naturligvis ikke er overrumplende mere, men snarere afventes med en kildren hele vejen op gennem kadaveret og forløsningen, når de så indtræffer. Bandet blev kaldt frem til et ekstranummer, “Gallows Pole” endnu en traditional, som Led Zeppelin indspillede på Led Zeppelin III i 1970.

Folk blev stående længe i det store telt og fordøjede denne fremragende koncert, der ikke leflede for publikum, men insisterede på at eksistere i sit eget momentum, med respekt for nutid såvel som den fortid nutiden er konstrueret ovenpå. Meget stærk præstation.

Når man nogen gange kan komme til at fundere over, hvad det egentlig er ved musik, der er så livsnødvendigt, hvad det er, der gør, at man igen og igen opsøger musikken i form af albums, koncerter, instrumenter, anmeldelser, you name it? Ja så er en mand som Robert Plant en del af svaret. Der er en urkraft til stede hos ham, som gør det til noget nær en rituel oplevelse, som en shaman der leder stammedansen ud i ekstasen. Vægten af at kunne og ville og at stole på hinanden i et samspil, der bare vokser og vokser og rækker langt langt ud over både tid og sted.

★★★★★★

1 kommentar

Skriv et svar