Koncerter

Roskilde Festival 2019: Selma Judith, Countdown

Foto: Daniel Nielsen

Den skrøbelige stemme tog den indadvendte koncert i mange forskellige retninger. I de mange retninger var stemmen det eneste referencepunkt, men den nåede ikke rigtigt helt ind.

Stortalentet Selma Judith har allerede vist en stor adspredelse i sit talent. På sine fire udgivne sange kræver hendes intense stemme, at man lytter efter. Stilen på sangene har primært ligget i det elektroniske r’n’b-univers, og på YouTube kan man finde gåsehudsfremkaldende akustiske optagelser, hvor hun eminent fremviser både sin dygtighed i stemmen og hendes harpespil. Men på Roskilde Festival dykkede hun også ned i kammermusikken og en Bob Dylan-fortolkning i en koncert, der næsten var for inderlig og adspredt.

Hun viste os alsidigheden i hendes talent, og hun arbejdede for at give os et nøgent indblik i et skrøbeligt, stædigt sind. Helt bogstavligt blev det også nøgent, da Selma Judith og størstedelen af hendes band til sidst i koncerten fremførte ”Kind of Lonely” topløse i protest mod »sociale medier, der synes, kvindelige brystvorter er for meget«. Netop denne single blev censureret på flere medier, da hun optræder topløs på coveret.

Selma Judith startede alene på scenen med sin harpe og et glimrende cover af Bob Dylans ”One More Cup of Coffee”. Det velvillige publikum jublede, når hun foldede sin stemme ud over den orkestrering, der var særlig velvalgt omkvædet, hvor fingrene strøg over harpen i smukke arpeggio-forløb. Så skulle vi hurtigt videre, for »vi skal i forskellige retninger i den her koncert«, lovede hun.

Hendes band kom på scenen, mens Selma Judith fortsatte på harpen i en intro til ”Inner Thigh”, der blev en øm favorit blandt det talstærke publikum. Akkompagneret af guitar, keys, bas og trommer stod Selma Judith nu forrest på scenen. Det lignede dog ikke, at hun endnu er helt tilpas i denne rolle. Hun gik fra side til side på scenen og kiggede enten ned i gulvet eller ud på siden af scenen – sjældent i øjnene på det store publikum.

Det var sådan set en forholdvis ren fremvisning af hendes skrøbelige talent foran de tusindvis af publikummer, der kan stå foran Countdown-scenen, men det blev også så inderligt, at netop inderligheden dårligt kom ud over scenekanten. Hendes generthed var også med på Roskilde, og den blokerede for, at jeg kunne leve mig helt ind i hendes univers. Hurtigt forstummede jubelråbene, og publikum stod blot og nikkede i takt til musikken.

Og vi var ikke færdige med de forskellige steder. De fire backingmusikere forlod scenen, og Selma Judith blev nu akkompagneret af en klassisk guitarist, en cellist og med sig selv på harpe og spansk guitar. Nu var vi virkelig inde i det subtile drama, men det var også så underspillet, at man dårligt kunne høre, hvad der foregik i de akustiske instrumenters sarte arrangementer. Roskilde Festival er trods alt et sted, hvor der er mange høje lyde, der skal overdøves, og som publikum skulle man virkelig koncentrere sig for at fornemme dramaet. Af det jeg kunne fornemme, manglede jeg en lidt skarpere musikalsk fokusering og kompositioner, der lever op til talentet i de vokale fraseringer. Det blev egentlig lidt navlepillende.

Da bandet kom tilbage, røg vi med det samme tilbage i det elektroniske univers, og hurtigt virkede de slæbende beats og den relativt velkendte bas/trommer/keys/guitar-instrumentering som en hæmsko for at lade inderligheden træde helt frem. Nu var der pludseligt langt til navlen, og kammer- og r’n’b-musikken stod som to stærke modsætninger, der kun havde Selma Judiths stemme som fælles referencepunkt. Og egentlig ville jeg gerne have set de to modsætninger bedre kombineret.

Inspirationerne kunne både lyde som r’n’b-stjernen Solange og klassisk kammermusik, for Selma Judith har endnu ikke har taget ét endeligt valg om, hvilken retning hendes musik skal søge hen mod.

★★★★☆☆

Skriv et svar