Koncerter

Roskilde Festival 2019: Søn, Rising

Foto: Daniel Nielsen
Skrevet af Jens Trapp

Det var en triumf for Søn at spille foran et tætpakket publikum på Rising søndag aften. Fællessang og et godt tag i den store mængde foran scenen sikrede succesen. Det var dog også en koncert, der blev næsten for perfekt og samtidig sært udflydende i lyden.

Søn kom, så og sejrede søndag aften på Rising foran et meget stort og dedikeret publikum, der syntes at kende alle sangene og som kunne synge med og feste, så ikke et øje var tørt. Ingen tvivl om at bandet vil kandidere til at komme på hovedprogrammet til næste år. Alligevel var der noget uforløst over koncerten. Det var næsten for dygtigt. Så dygtigt at havde det ikke været for deres unikke forsanger Kristoffer Jessen, der stod næsten som en Thin White Duke og var intenst nærværende, en anelse krukket og teatralsk og vældigt velsyngende, så havde det ikke gået så godt, som det gik. Indimellem druknede hans stemme dog i det meget symfoniske lydbillede, hvor guitar og keyboard lidt for ofte flød sammen i én stor uregerlig dej af lyd, som det ikke var muligt at skille ad i sine enkeltdele. Rytmegruppen var stærk og leverede et solidt, afvekslende og meget steady beat koncerten igennem, men det var først og fremmest Jessen, der kom ud over scenekanten. Også guitaristen leverede et stærkt sceneshow, men ham kunne man til gengæld sjældent høre i lydbilledet. Jeg savnede sgu’ den gåsehud, som Girlcrush tidligere på aftenen var så leveringsdygtig i.

De lagde ud med nummeret “Fem fingre” fra Det Skandinaviske Design og fik med det samme publikum med. Det var lækkert og smooth og rent teknisk var der ikke en finger at sætte på noget. Endnu et nummer fra albummet fulgte og så deres dekonstruktion af den store forgyldte kærlighed på sangen “Ægte kærlighed”, der voksede og voksede og voksede i intensitet, rev publikum med og så pludseligt faldt væk i et snit, ætsende skarpt som syre, hvorefter nummeret sluttede i en heftigt udknaldet outro. »Du tænker ikke på mig/ Jeg tænker på dig« sang Jessen i næste nummer. Han havde grebet sin guitar, selvfølgelig en sunburst stratocaster, havde jeg nær sagt, og dedikeret nummeret til Johnny Simms, hvem det så end er. Igen blev det hele afviklet næsten alt for sømløst. Alt for korrekt og rigtigt. Publikum elskede det. Et nyt nummer blev det også til. “I Wanna Be Seen”, som, tro mod Søns univers, legede med det hverdagspoetiske sprog og de helt nære ting som Spotify og Instagram, kebab, blødkogte æg og bippende brødristere. »Og jeg savner et godt billede af mig selv/ og jeg savner, at du spørger hvordan jeg har det«. Han kom helt ned at ligge på ryggen på scenen og fik smidt skjorten og senere sang han om at drikke saftevand i et voldsomt sfærisk brus, der næsten druknede ham, før endnu et totalt effektivt cut i musikken fik alle til at tro at strømmen var gået. Vi fik selvfølgelig sangen “Malmö” som sidste nummer. Effektivt og smukt.

Så selv om Søn sejrede og virkelig havde taget i det meget talstærke, unge publikum, ja så blev det også på én gang både lidt for teknisk perfekt og lidt for udflydende i lyden for mig. Jeg savnede at komme helt op at ringe. Jeg savnede gåsehud og feberhed ukalkulerethed. Jeg savnede sgu lidt nerve, og at der var mere på spil end tilfældet var. Det var en sikker opvisning i catchy smadderpop, som nok skal bringe bandet vidt, hvis de formår at holde sammen.

★★★★☆☆

Skriv et svar