Koncerter

Roskilde Festival 2019: Sophie, Apollo

Foto: Daniel Nielsen
Skrevet af Joakim Dalmar

Sophie levede mest af alt i sin egen verden på Apollo. Det er nødvendigvis ikke en dårlig ting, men musikken trak ofte ud i spændingsmomenter, der varede for længe og spolerede oplevelsen. Men musikken ramte hårdt, når den ramte!

Sophie er godt nok noget af en karakter i musikverdenen. Hendes fans er glade for hendes væremåde og vilde, kreative attitude, man kan mærke i hendes musik. Den er excentrisk og smuk med hendes legende vokal, men hun gør altid et forsøg på at skabe kontraster til det smukke ved at lave tunge, unikke beats, der ikke er for sarte sjæle.

Da Oil of Every Pearls Un-Insides udkom gav jeg det på daværende tidspunkt en middel karakter. Mest på grund af albummets mange momenter, hvor Sophie går i selvsving med auto-tune på vokalen og ødelægger hendes ellers meget smukke vokal, eller på “Immaterial”, som jeg ærlig talt bare ikke kan snuppe på grund af dets cheerleading-omkvæd, der er en anelse for angstrengende. Albummet har ellers så mange ting at byde på – specielt første halvdel, hvor “Ponyboy” eller “Faceshopping” dukker op og leverer et brag af en lyd.

Derfor var jeg spændt på at se, hvad Sophie ville levere på Roskilde. Koncerten startede ud med et langtrukkent ambient-stykke, som tildels var virkelig fedt for koncerten, da det skabte en spænding. Tilgengæld var det her et gennemgående tema, der tit forekom under koncerten. Nogle gange var det lidt for længe, men nogle gange fungerede det fremragende. “Is It Cold In The Water?” tog nemlig en helt anden retning. Hun brugte vokalen fra dette lydspor og satte vokalen ind i de her lydlandskaber, som rumsterede i luften. Meget stort og smukt.

Det skulle dog ikke være stille for længe – da “Faceshopping” kom på, var der vilde, glitchy elementer, som snød publikum. Droppet blev udskudt af den her omgang glitch, der fik nummeret til at være vildere end det var i forvejen. Til slut, som ekstra nummer, spillede hun “Reason Why”, der havde et helt andet mood, end hvad koncerten ellers havde haft at byde på. Det virkede en anelse malplaceret og fik mig ærlig talt til at tænkte, jeg skulle finde den nærmeste passage gennem publikum.

Jeg har det ambivalent med Sophie fordi, at hun kan lave den mest sprøde, hårdtslående musik. Så laver hun også musik, der får min hjerne til at eksplodere. Det er hendes stil og hendes statement omkring musikken. Det bliver lidt som at lytte til smølferne – men det er også bare mig. Siger bare gudskelov for, at hun ikke spillede “Immateriel”.

★★★½☆☆

Skriv et svar