Koncerter

Roskilde Festival 2019: Yves Tumor, Gloria

Foto: PR
Skrevet af Simon Freiesleben

Yves Tumor sendte publikum ud på en rejse til et helt, helt andet sted, da han indtog Gloria med sin mærkværdige og grænsesøgende musik.

Lyset på Gloria var helt dæmpet, da det tunge trommebeat til “Honesty” begyndte at brage ud over publikum og Sean Bowie, der gemmer sig bag alter egoet Yves Tumor, luskede ind på scenen. Den ranglede og langlemmede amerikaner kunne kun ses i glimt, når det diskrete scenelys tilfældigvis faldt på ham. Men man fornemmede konstant hans tilstedeværelse på scenen, som han konstant skrævede, krængede og væltede sig rundt på som en garvet rockøgle fra en hensvunden tid.

Faktisk kunne jeg flere gange under koncerten ikke lade være med at tænke på navnebroderen David Bowie og hans periode som glamrocker i 1970’erne. Sean Bowie har noget meget androgynt over sig, og hans lange pjuskede hår lignede noget, der var løftet direkte ud af førnævnte årti. Det samme gjorde sig gældende for det band, som han havde medbragt til Roskilde Festival – de gav sangene et langt mere rocket og hårdt udtryk.

Det gav sangene et helt anderledes udtryk end på sidste års fantastiske Safe In The Hands of Love, men på en eller anden måde fungerede det bare skide godt. Det var som om, at vi slet ikke befandt os på en pløjemark i Roskilde, men istedet var blevet inviteret ind i en tidslomme på en skjult rockbar i 1970’ernes East Village. På den måde er Gloria altså en gave for festivalen, når den kan levere sådanne oplevelser.

Efter min mening var Safe in the Hands of Love sidste års bedste album, og det indkasserede også seks fortjente U’er her på siden. Derfor var det en fryd at høre sangene med fuld bandopsætning og på en intim scene, hvor de virkelig kunne fylde rummet ud. Det var det, der desværre spændte ben for Yves Tumor på Journey.fest i Den Grå Hal. Dengang var scenen alt for stor til én mand, lydmaskinen drillede flere gange, og Sean Bowie virkede decideret irritabel og skuffet over hele arrangementet. »This stage is boring,« sagde han flere gange fra scenen dengang.

Denne gang var der intet brok fra Bowie, og bandet hjalp gevaldigt med at fylde scenen og lydbilledet ud. Hvor man flere gange på pladeudgaverne bliver helt i tvivl om hvorvidt instrumenterne faktisk er indspillede, eller om de er samplet og klippet sammen, så var der virkelig hul igennem. Eksempelvis gav den herligt støjende støjguitar mod slutningen af “Licking An Orchid” næsten kuldegysninger. Også “Lifetime” blev taget under kærlig behandling og spyttet ud igen i en mere løssluppen og rocket udgave, som gav noget nyt til den mere renpolerede studieudgave.

Nogle af de finere detaljer fra pladen røg så til gengæld i svinget. Men hvis man vil nørde de eklektiske samples af alt fra gamle B-horrorfilm, 80’er synthpop, kultbandet Woo og lignende elementer, så må man istedet væbne sig med et sæt gode høretelefoner og sætte pladen på. Selvom de finere nuancer forsvandt, så havde livefremførslen en kant af noget farligt over sig – som om det på ethvert tidspunkt kunne eksplodere i en omgang smadderpunk.

Det skete aldrig, og efter kun 45 minutter luskede Sean Bowie ud af scenen igen. Det var en kort, men intens og rørende oplevelse at blive inviteret indenfor i hans klaustrofobiske, grænsesøgende og særegne univers. Undervejs blev et nyt nummer introduceret, men jeg fik ikke lige fat i, hvad titlen var. Hvis det overhovedet blev nævnt. Uanset hvad, så lød det godt. Jeg ved ikke, om den rockede bandkonstellation bliver en fast del af Yves Tumors repertoire fremover, og det ville ikke undre mig, hvis han går i en helt anden retning. Men hvis det gør, så lover det også godt. Jeg har fuld tiltro til, at Sean Bowie vil blive ved med at skubbe til og afsøge popmusikkens ydergrænser.

★★★★★☆

Skriv et svar