Plader

Bad Religion: Age Of Unreason

Bad Religion er ikke nogen vårhare, når det kommer til punk. Bandet har eksisteret siden 1980, udgav deres første lp i 1981 og har efterfølgende udgivet ikke mindre end 16 studiealbums. Eller rettere sagt, 17, med den spritnye Age Of Unreason. Ikke siden 2103 har Bad Religion smidt en studieplade på gaden, så det har været interessant at se, om bandet stadig har den heftige energi, vitalitet og samfundskritiske brod, som de er blevet kendt for.


Warning: A non-numeric value encountered in /var/www/undertoner.dk/public_html/wp-content/plugins/star-rating-for-reviews/star-rating.php on line 521

Dannet i Californien af Greg Graffin, Brett Gurewitz, Jay Ziskrout og Jay Bentley, hvoraf førstnævnte er eneste medlem af trioen, som har været med kontinuerligt. Andre af medlemmerne har været med inde og ude af bandet gennem dets efterhånden mangeårige historie. Bad Religion har altid, hvilket også er ret så tydeligt med bandets navn, stået på et humanistisk og religionskritisk standpunkt. På den måde har deres tekster ofte kredset om den institutionaliserede religiøse undertrykkelse. Med energisk og melodisk tæft har bandet altså været en mangeårig del af den samfundskritiske punkscene.

Det er da heller ikke fordi, at Bad Religion på Age Of Unreason revolutionerer noget som helst. Dette er meget melodisk, både hvad angår musikken, men også vokalen. Det er som om gruppen sidder fast i midt-halvfemsernes meget poppede og luftige high school punk a la Blink 182 og Sum 41. Der er ikke meget energi i lydbilledet. Selvom tempoet er rigtigt, historisk set, så er det som om lytteren bliver suget ind i slutsangen i en af de utallige American Pie-film verden er blevet udsat for. Det kan godt være, at nogle synes at det er muntert, men det er ikke godt.

Med enslydende numre henfalder denne udgivelse til glemslens mødding. Pladens 14 numre er i store træk fuldstændig identiske. Med et par få undtagelser, såsom ”Lose Your Head”, ”Candidate” og ”Big Black Dog”, er det samme høje tempo som tidligere tider. Det, der gør den store forskel fra da gruppen startede, er blot den, at guitarens lyd er fuldstændig fraværende, bassen ikke eksisterende og trommerne er tynde som piberensere. Derudover er hele herligheden mikset sammen i en endnu mere enslydende og kedelig masse. Det reddes ikke af nogle få melodiske guitarsoloer, eller guitaristens evige tilbøjelighed til at køre sit plekter ned af gribebrættet.

Vokalen kradser heller ikke, som i bandets velmagtsdage, og det er kun på de førnævnte tre numre, hvor tempoet er sat ned, at den bløde stemmeføring passer ind i helheden. Heller ikke numre som ”Downfall” og ”Faces Of Grief”, hvor guitaren snerrer lidt mere distortet, trækker stikkende hjem. Det hele fremstår som en hurtigt overstået fest, hvor deltagerne kun er solbrune prettyboys. Nej, det matcher simpelthen ikke det samfundskritiske tekstindhold, samt det meget høje lyriske niveau. Jeg er udmærket klar over, at punk ikke nødvendigvis skal kradse, men det skal heller ikke være røvballe og uden brod. For mens jeg, beklageligvis, lyder som en sur gammel mand, så er det bare så forbandet synd, når gruppen simpelthen kan levere den ene pragttekst efter den anden.

Med en lige højre til Amerikas hvide historie, der allerede serveres i første vers af ”Chaos From Within”:

» Cowering like settlers on someone else’s land
Mistaking advances of the natives
Who have come to lend a hand
It’s a sad and pathetic badge of shame, my friends
Terror always seems to win
In the drama of human motivation
Where is restraint and reason? «

Dette er blot ét eksempel på det fremragende lyriske niveau, som gruppen stadig lægger for dagen. Historisk er Bad Religion netop en af de punkgrupper, der på fineste vis, har formået at forene en fed energisk kant, samtidig med at lyrikken ikke har været simpel bashing af de ting, man ikke kunne lide. Men selvom teksterne stadig er i top, så er musikken middelmådig. Beklager, hvis jeg træder en masse loyale fans af dette legendariske band over tæerne. Men jeg er blot nødsaget til at konstatere, at nostalgi ikke klare det alene. Karakteren er ikke i bund, netop på grund af det høje tekstmæssige niveau, men den er som man nok kan regne ud, heller ikke i top.

★★☆☆☆☆

Leave a Reply