Koncerter

Badesøen 2019: When Saints Go Machine, Bendik Giske, Mary Lattimore, Collider og Clarissa Connelly m.fl.

Foto: Mathias Kristensen

Pop-up-koncerterne var det store højdepunkt, da friluftsbadet i Albertslund blev omdannet til småutopisk sammensurium af parisertoast, avantgardemusik, legende børn og vermouth.

Det er en særlig tilstand, der bliver skabt ude på friluftsbadet i Albertslund, når radiostationen The Lake og spillestedet Forbrændingen én gang om året arrangerer endagsfestivalen Badesøen.

Det er en tilstand af charterferie-afslapning kombineret med excentricitet, kreativt overflod, legeplads, fadøl, klorvand og vermouth. Sådan et sted, hvor det er umuligt at regne med, hvad man skal forvente. For denne ene dag bliver tingene vendt på hovedet ude i Albertslund. Genreudtryk og modsætninger blandes sammen i et eklektisk miks af parisertoast, ansigtsmaling, saxofonoptog, rytmisk, klassisk og tyrkisk musik, klub- og avantgardemusik.

Med poolen, et kæmpe børneområde og den generelt gode plads på området er festivalen meget børnevenlig, og der er mange børn, som springer ned i poolen fra vipperne og løber rundt i græsset, mens der er en ekstremt opmærksomhedskrævende koncert igang. Det lyder som opskriften på en umulig, kaotisk og forvirrende dag. Men i arrangørernes kyndige hænder bliver man ført igennem en dag, der i små momenter kan virke nærmest utopisk.

Festivalens mest geniale opfindelse er de pop-up-koncerter, der med et hemmeligt program bliver spredt ud over hele badelandet i pauserne mellem koncerterne på hovedscenen. Her havde festivalen i år blandt andet inviteret den klassiske blokfløjtespiller Michala Petri, den i øjeblikket allestedsnærværende genrepotpourriske multimusiker M. Rexen, et saz-orkester fra den lokale musikskole, og landets nye folkdarling Hjalte Ross.

På hovedscenen var det navne som When Saint Go Machine, Jada, Collider, Clarissa Connelly og Mark Ernestus’ Ndagga Rhythm Force, der skulle leverer lydkulissen til en dag ved poolens kant.

Michala Petri

Allerede da jeg bevægede mig gennem herrernes omklædningsfaciliteter, kunne jeg høre dagens første toner. Med en lille velkomstkoncert for dagens første gæster, stod Michala Petri genert i skyggen fra en parasol og spillede på hendes blokfløjte for en lille gruppe mennesker. Hurtigt havde de samlet sig for at høre de muntre toner, der én efter én blev sendt ud af hendes fløjte.

Michala Petri er en af de mest anerkendte danske klassiske musikere i moderne tid, og her stod hun og spillede en lille intimkoncert for os, der var så heldige, at vi tilfældigt gik forbi parasollen på det rigtige tidspunkt. Dagen startede bestemt lovende, inden den første koncert på hovedscenen.

Collider og Clarissa Connelly

Den skulle den energiske shoegaze-kvartet Collider og den dansk/skotske sangerinde og komponist Clarissa Connelly stå for, da de smeltede sammen til en times fælleskoncert.

Siden jeg for fire år siden første gang så Collider, har jeg set adskillige af bandets koncerter og op til udgivelsen af deres debutalbum -><- (2019) mødtes jeg med bandet flere gange, da jeg skrev en portrætartikel om dem. Alligevel havde jeg aldrig før set den side af Collider, som de viste på Badesøen.

Normalt har jeg set dem på små, mørke spillesteder sent om aftenen, hvor trommer, guitar, bas og Marie Nyhus Janssens indfald på tværfløjte, saxofon og midifløjte skaber en energisk eksplosion af lyd. I en særdeles positiv tone har folk ofte beskrevet det som både kaotisk og fragmenteret.

Men her i eftermiddagssolen klokken 14.30 startede Collider alene på scenen i en forfriskende blød udgave. »Jeg tror, det er det tidligste show, vi har spillet. Det føles anderledes«, sagde sanger og guitarist, Troels Damgaard-Christensen.

Men det gjorde bestemt ikke noget, da de lagde ud med en version af ”Bruno”, der lød som om, den var komponeret til at være lydkulissen til en tur i poolen. Trommerne bragede ikke, guitaren lød overraskende kælen, og alle lyde stod klart frem i lydbilledet.

Det var som om, de svævede videre på energien fra den glimrende aftenkoncert på Roskilde Festival for lidt over en måned siden, men nu blot tilpasset den noget aparte kulisse.

Halvvejs i koncerten trådte Clarissa Connelly ind på scenen med to musikere fra hendes band. De nu syv musikere spillede både fælleskompositioner og materiale fra Clarissa Connellys glimrende EP Tech Duinn (2018).

Selvom der nu skulle findes plads til eksempelvis tre el-guitarer og en spansk guitar i lydbilledet, fortsatte koncerten i det fine, afbalancerede spor. Særligt med afsæt i numrene fra Tech Duinn skabte de to artister flotte lydlandskaber, der havde en undertone af Enyas keltiske pop-lyd, som de tilføjede et svævende tvist.

Der var ganske vist ikke mange publikummer ved hovedscenen til den fine åbningskoncert, og koncentrationen blandt publikum kunne også havde været stærkere. Men netop på denne festival gjorde det egentlig ikke noget. Det er et sammensmeltede univers, hvor normale konventioner bliver sat på standby. Derfor er det ligeså fint at opleve koncerterne, mens man har hovedet under vandet i poolen.

★★★★☆☆

Bendik Giske, Mary Lattimore og M. Rexen

Den afslappede stemning blev yderligere understreget til den næste koncert på hovedscenen. Den amerikanske harpespiller Mary Lattimore sad helt alene på scenen med en effektpedal i sit skød. Mere skulle hun ikke bruge for at opbygge en længselsfuld lille harpesymfoni, der med sin transcenderende klang inviterede publikum til at tage en lur i græsset foran scenen eller i en af liggestolene rundt om poolen.

Det var som om, at ambitionen med festivalen blev forløst i de 20 minutter, hvor Mary Lattimore masserede vores sind med de skønne toner fra harpen, mens man kunne nyde skyernes bevægelser og lyden af børn, som leger.

Så trådte den norske saxofonist Bendik Giske ind på scenen og lagde et tungsindet, monotont underlæg for harpetonerne, der nu var blevet lidt mere optimistiske. De spillede kort tid sammen, inden Bendik Giske afsluttede alene på scenen med en bjergtagende koncert.

Selvom han kun betjente sig af saxofonen,  lød han som et helt orkester. Den blev forstærket af flere mikrofoner, der muliggjorde, at han både kunne tilføje musikken rytmer fra knapperne, lægge en dronet grundtone, bygge repeterende melodier ovenpå, og lægge nogle kaotiske brøl ind i mikset. Kompositionerne mindede om Steve Reichs repeterende minimalisme, og det var imponerende, hvad han kunne masse ud af instrumentet.

Senere på aftenen fangede vi igen Bendik Giske til en pop-up-koncert, hvor man kunne komme helt tæt på denne bjergtagende musiker. Man kunne se hans ansigt blive rødt, mens han hev efter vejret. Og man kunne mærke den enorme, nærmest seksuelle kræft, der blev kanaliseret gennem saxofonen.

Hurtigt samlede der sig et større publikum omkring Bendik Giske, og han bad os alle sammen om at komme tættere på. Nu ville han nemlig spille så lavt, at man dårligt kunne høre andet end hans tryk på saxofonens knapper. Så sad vi allesammen på den regnvåde jord og lyttede til de sagte toner.

★★★★★☆

Og just som denne koncert var afsluttet, var en gruppe mennesker samlet ovre ved poolkanten. Her stod M. Rexen med en guitar i hånden og en strygerkvartet bag sig. I løbet af den korte pop-up koncert nåede han at få både sved på panden og blive helt rød i hovedet, når han med sin stemme skulle presse tonerne ud af sin krop og overdøve lyden af maveplaskere fra 3-meter-vippen.

Det klædte bestemt M. Rexen at bruge festivalen som en lejlighed til at skabe en helt ny ramme for sin musik. Strygerkvartetten bestod af tre børn og en voksen, og det kunne ligne en kvartet fra den lokale musikskole i Albertslund. Upåklageligt spillede de sammen med dagens dirigent, M. Rexen.

When Saints Go Machine

Der er gået seks år, siden When Saints Go Machine udgav sit seneste album, Infinity Pool, og på Badesøen kunne de fortælle, at de netop er blevet færdige med at indspille deres nye album.

Koncerten blev derfor en god anledning til at få en forsmag på, hvad man kan forvente sig af et af Danmarks bedste elektropop band. Fire medlemmer er nu blevet til tre, og det skaber en arbejdsfordeling på scenen, hvor Silas Moldenhawer og Jonas Kenton styrer laptops, mens forsanger Nikolaj Manuel Vonsild bevæger sig rundt på scenen som en utæmmet tiger og synger med et intenst blik i øjet.

Musikken har fået et yderligere elektronisk twist. ”Konkylie” åbnede koncerten i en afkortet version, men med en tungere baslyd. Herefter fulgte ”Parix” og ”Mannequin” i en åbning på koncerten, der virkede som en greatest hits-udgave af When Saints Go Machine. Det var et okay genhør med numrene fra mesterværket Konkylie (2011) og den glimrende opfølger Infinity Pool.

De nye numre, som fulgte efter, gjorde desværre ikke et stort indtryk på mig. When Saints Go Machine har altid været et band, som laver numre, det tager tid at tage til sig. Men de nye sange virkede meget kryptiske og svært tilgængelige. Der lå en masse nuancer i sangenes små detaljer, men de var ikke ligefrem iørefaldende. Og det er ellers kombinationen af det kryptiske og iørefaldende, der hidtil har været succesopskriften for When Saints Go Machine.

Sent i sættet fik vi den herligt smukke ”Slave To the Take in Your Heaven”, men desværre uden sangens forløsende eufori. I stedet blev sangen afsluttet med et tørt dubstep-beat, der afrundede en lidt skuffende koncert med et af festivalens hovednavne.

★★★☆☆☆

Mark Ernestus’ Ndagga Rhythm Force

Festivalen rundes desværre af med en yderst ukoncentreret og skuffende koncert. Mark Ernestus’ Ndagga Rhythm Force skulle ellers have været den store afslutningsfest, og på festivalens hjemmeside fik vi lovet en intens koncert, det ville være umuligt at stå stille til.

Den tyske techno-producer Mark Ernestus har samlet et band af musikere fra hovedsageligt Senegal. Resultatet er et ligeværdigt møde med Berlins klubscene og den senegalesiske dansemusik mabalax. Og på papiret lyder det sådan set glimrende at blande to så rytme-fokuserede genrer og opføre det live på scenen.

Men i stedet for at skabe en berghainsk stemning i den sidste times time af Badesøen 2019, spillede de seks musikere (uden Mark Ernestus selv) en ukoncentreret og enerverende langstrækker af ligegyldigheder.

Sangerinden Mbene Diatta Seck havde fra starten af koncerten et dødt blik, og hun virkede så ligeglad med koncerten, at selv en dårlig Amy Winehouse-koncert havde føltes mere nærværende. De fire mænd, der betjente rytmeinstrumenterne formåede sjældent at forløse, hvad de var i gang med at bygge op rytmisk. Og tonalt var Ibou Mbaye ene mand om at tilføje nogle synthbas-toner på hans keyboard.

Resultatet var yderst enerverende.

Centralt på scenen stod Modou Mabye, der konstant fabulerede på hans talking drum. Det er en lille tromme med en bemærkelsesværdig lyd, som man kan have under armen. Han fik det til at lyde som, en bold der hopper rundt inde i et pvc-rør, og meningen er vidst nok, at trommen skal efterligne en stemme. Jeg forstod aldrig rigtigt, hvad han prøvede at sige med sin tromme, og i længden lød pvc-lyden ret irriterende.

Til sidst skulle vi have en alenlang perkussionsolo, der ikke rigtigt havde nogen retning. Mbene Diatta Seck stod og holdt sin mikrofon over perkussionisten, mens hendes ansigtsudtryk ikke lagde skjul på, at hun kedede sig bravt, mens perkussionisten skulle gøre sig færdig. Det var også bragende kedeligt, og store dele af publikum var allerede sivet væk fra festivalpladsen og op på cyklen for at vende hjemad.

★½☆☆☆☆

Det betød, at festivalen endte uforløst. De bedste øjeblikke opstod spontant ude til alle pop-up-koncerterne, og jeg fik lyst til at bruge hovedkoncerterne som en anledning til at holde en pause, inden jeg skulle storme rundt på jagt efter nye pop-up-oplevelser, når der var pause i programmet på hovedscenen.

Højdepunktet var især mødet med Benedik Giske og Mary Lattimore. Men jeg savnede de store oplevelser sidst på aftenen, som vi fik sidste år med artister som indieveteranerne Yo La Tengo, ørkenrock-bandet Imarhan eller dragende Anna von Hausswolff. Samme klasse havde hverken Ndagga Rhythm Force eller When Saints Go Machine.

Skriv et svar