Plader

Go Go Berlin: The Ocean

Skrevet af Kristian Jensby

Go Go Berlin har på The Ocean, efterfølgeren til Electric Lives fra 2015, taget et definitivt skridt væk fra den rock’n’roll-inspirerede indie-rock, der definerede den Silkeborgensiske kvartets fremkomst i danske rockbevidsthed for år tilbage.

I tiden mellem debuten New Gold (2013) og seneste udgivelse, The Ocean, har Go Go Berlin også udgiveet fuldlængdepladen Electric Lives i 2015, hvis lydbillede sammenlignet med The Ocean vidner om et markant stilskifte i Go Go Berlin, der kasserer deres tidligere rock-orienterede lyd til fordel for en gennemgående afhængighed af synthesizere under det såkaldte »Go Go Berlin 2.0«-projekt.

The Ocean, der er en manifestation af bandets ønske om og søgen efter dets egne kunstneriske grænser, afspejler på mange måder kvartettens kreative proces op til udgivelsen: »Vi gav os selv lov til at eksperimentere med nye lyde og idéer. Alt var lige pludselig tilladt. Men i processen står man også som en forvirret Columbus, der ikke aner, hvor man kommer til at gå i land«. Denne fremherskende problematik på pladen viser sig ved Go Go Berlins nyerhvervede hang til synth-frembårne melodier, hvilket selvfølgelig ikke nødvendigvis er et inferiørt stilskifte (som ”Go On (Forever)” er udtryk for), hvis det ikke var for Go Go Berlins tendens til at holde halvhjertet fast i den ærlige rocklyd, de ellers har mestret på tidligere udgivelser.

Det kunstneriske skifte akkompagneres ikke af en stilistisk kompromisløshed, da der hersker en insisteren på at beholde elementer af den rocklyd, der har været karakteristisk for bandets tidligere plader. Den instrumentale tvetydighed viser sig på skæringen ”Desert”, hvor udtrykket konstant skifter mellem brugen af Electric Lives-agtige riffs og momentvise synthesizere; denne dualitet forhindrer numrenes pop-energiske potentiale i for alvor at blive udløst. Dette bidrager til, at kvartettens forudgående kreative desorientering forinden udgivelsen af The Ocean konsekvent har sat sit præg på pladens endelige udtryk.

Dog er idéen om at producere dansabel pop-orienteret rockmusik i 2019 en momentvis succes, hvilket især kommer til udtryk på singleforløberen ”Here Comes the Darkness”, der også blev sat i rotation ved dets udgivelse på P6 Beat. Nummeret forløbes desuden af udmærkede synthflader på en stemningsskabende interlude-skæring. Her vidnes der også om et nationalt udsyn fra Go Go Berlin, hvor synthesizersoloerne på ”Here Comes the Darkness” vækker associationer til MØs livetrommeslager Rasmus Littauers synthpop-udgivelse Faded. Dream under aliasset  School of X. Dog formår denne association ikke at holde ved på alle The Oceans 13 skæringer, hvor især en konstant tilbagevenden til rocken bryder med den nye synthpop-orientering. Til tider er denne rock-“afveksling” alligevel en smule forløsende oven på de langsommelige synthlandskaber, der også i høj grad er til stede på pladen, særligt på titelnummeret ”The Ocean”.

Alt til trods er gevinsten ved Go Go Berlins fortid med rocken som genremæssig kurs at finde på singleforløberen ”Love Me”, hvis dance-rock, centreret omkring Christian Viums vokal, giver et flyvefærdigt bud på Go Go Berlins udtryk anno 2019. Men denne momentvise følelse af The Ocean som et samlet og afklaret kunstnerisk værk er kun til stede på få skæringer, hvor den genrespaltende uorden i stedet er mere konsekvent på The Ocean.

Det samlede udtryk af The Ocean kan klassificere Go Go Berlin som et band, der på trods af ønsket om en kunstnerisk renæssance, aldrig formår at levere et klart bud på, hvordan deres pop-rock skal manifestere sig som præget af en moderne synthesizerbaseret rock, eller en mere retrospektiv pop-rock. Selvom kvartetten følger i fodsporet på bl.a. The Minds of 99 ved at inkorporere et gavmildt brug af synthesizers i deres lydunivers, har det i stedet fået bandet til at gå på kompromis med den ærlighed, der ellers har været et kendetegn ved tidligere Go Go Berlin-udgivelser.

★★½☆☆☆

Skriv et svar