Koncerter

OM, 31.07.19, Pumpehuset

Foto: Presse
Skrevet af Daniel Niebuhr

OM omdannede Pumpehuset til en overvældende lydkulisse for deres hypnotiserende drone-kompositioner om østlig mystik og spiritualisme.

Der er på en eller anden måde allerede gået næsten seks år, siden stonerrockbandet OM slæbte sig gennem en fænomenal forestilling på et tætpakket Loppen. Siden da har de sædvanen tro ikke haft nævneværdigt travlt, selvom perioden mellem trioens første og seneste udgivelse efterhånden er lige så stor som perioden mellem seneste udgivelse og dags dato – godt og vel syv år.

I mellemtiden har frontmand Al Cisneros genoplivet og revitaliseret doombandet Sleep med stor bravour, og derfor løberne rygterne om snarligt OM-materiale selvfølgelig også, hvilket fik ekstra brændstof tidligere på ugen i Holland, hvor et nyt nummer blev luftet – dog uden at komme på sætlisten her ved deres danske visit.

Pumpehuset var ligeledes proppet denne regnvåde onsdag aften, hvor størstedelen af publikum havde varmet op først udenfor med en udsyret, psykedelisk og dansk totrinsraket i form af Papir og Mythic Sunship og sidenhen indenfor med et sløvende dubsæt fremført af engelske The Bug.

Og så var vi ligesom i den rigtig sindsstemning. For netop sindsstemningen, atmosfæren og alt det omkringliggende er for OMs vedkommende vel sagtens endnu vigtigere end selve musikken, der som altid befinder sig rumlende allerlængst nede i basregistret og samtidig svævende allerfjernest i ens mentale bevidsthed.

Således også på den langsomme åbner, “Gethsemane” fra Advaitic Songs, der kun sporadisk løftede sløret for, præcis hvor vanvittig en lydkulisse, som senere skulle udfolde sig. Og på trioens mest letfordøjelige skæring, “State of Non-Return” – ligeledes fra Advaitic Songs – udviklede rumlen sig så til et tordenvejr af bastoner og tribale trommefills, der strømmede ud gennem lokalet, mens hoveder synkront rokkede frem og tilbage under Cisneros’ nærmest demagogiske opsyn.

For når Al spiller, så lytter man efter og lader sig hengive til hans overlegne færdigheder, der i OMs tilfælde som altid mundede ud i en konstant vekslen mellem de flydende, shamanistiske passager og så de distortede udbrud, der kortvarigt trak folk ud af trancetilstanden.
Det var da også, når OM spillede mest med musklerne, at det blev mest interessant. Når tanpuraen på den afsluttende “Thebes” og de islamiske bønnekald på “Sinai” emmede mest af Fjernøsten, når Emil Amos’ lilletromme klank’ede mest som chantende ekkoer, når Tyler Trotters keyboardakkorder summede mest af okkult spiritualisme, og når Cisneros’ dybe røst stod allermest i forgrunden.

Det kryptiske og lixtaltunge tekstunivers – med beretninger om liv, død, astrale rejser og præster, der opstiger til himmels i Libanon – underneden hans basvokal er dog immervæk trioens svageste element og ville hurtigt blive trættende, hvis det ikke var for Cisneros’ leverance, hvor al lyrik nærmest messes og ofte ender med at blive mudret ind i resten af lydbilledet.

Flottest stod den todelte “Cremation Ghat”, der i første akt trak tråde til sufismen med al dens vildksba, mystik og transcendentale søgen, og hvor percussionsektionen var ekstra meget i fokus, mens anden del befandt sig omgrænsende den mere traditionelle hinduistiske musiktradition, som gav Cisneros mulighed for at levere aftenens mest helstøbte og virtuose bassolo.

Med førnævnte “Thebes” som 20 minutter langt punktum fyldt med flere falske afslutninger indskudt hen ad vejen stod man imidlertid tilbage med en noget uforløst fornemmelse, hvor eksempelvis “Bhima’s Theme”, som førhen flittigt har været brugt som afslutningsnumer, ville have følt med kulminerende og afrundende. Det skal dog ikke tage noget fra hverken Pumpehusets overvældende lydkulisse eller OMs ultrapræcise leverance af deres hypnotiserende kompositioner i løbet af koncertens fem kvarters varighed.

Næste stop må unægteligt være en ny plade – Namaste indtil da.

★★★★★☆

Leave a Reply