Plader

Røde Kinder: s.t

Med projektet Røde Kinder har Nelson Cans Selina Gin og musikeren Jonas Emanuel fundet et frirum fra hverdagens forventningspres. Det har mundet ud i en lovende EP, der dog endnu ikke helt kan indfri alle løfterne.

Røde Kinder er et nyt navn på den danske musikscene – og så alligevel ikke. Projektet består nemlig af musikeren Jonas Emanuel og Selina Gin, der til dagligt er sanger hos Nelson Can. Duoen startede ifølge dem selv med bare at jamme sammen en gang imellem, som et pusterum fra hverdagens pres. En slags frirum, hvor forventningerne kunne smides ud af vinduet, og hvor der var plads til leg og plads til at fejle. Det udviklede sig langsomt til en håndfuld sange, og tidligere på sommeren udkom fire af dem i form af en selvbetitlet EP.

På trods af den frie arbejdsform og musikalske legesyge er Røde Kinder en ganske homogen og sammenhængende lytteoplevelse. Alle fire sange har en klar og veldefineret lyd, der med afsæt i ildevarslende synthmelodier, guitar og små rockede kulminationer skaber et stemningsfuldt og stilsikkert udtryk. Dertil skal lægges Selina Gins stemme, der i mine ører er blandt Danmarks stærkeste rockvokaler netop nu. Hun kan simpelthen det meste. Uanset hvad hun gør, så lyder det fuldstændig naturligt og ubesværet, og allerede fra EP’ens første sang “Hverken eller, hvad?” viser hun stemmens spændevidde frem. Fra en dyb ildevarslende hæshed til høje udtryksfulde, kontrollerede eksplosioner. Albummets højdepunkt er dog “Byen er så fremmed”, der med sit indledende fløjtetema vækker minder om og trækker tråde tilbage til Nelson Cans spæde begyndelse og sangen “Apple Pie”. Herefter følger en medrivende sang, der næsten umærkeligt eskalerer mere og mere, indtil den ender i et fremragende klimaks, hvor Selina Gins stemme for alvor får lov at skinne.

»Vi kan ikke genkende stemmerne / Vi kan ikke kende hinanden / Vi kan ikke genkende stemmerne mere / Forsvandt i en rus«, synger hun så det på én gang føles klaustrofobisk og fremmedgørende.

Herefter træder Selina Gin så i baggrunden og overlader mikrofonen til Jonas Emanuel på den afdæmpede “Væk fra mine øjne”, der ganske fint afrunder EP’en. Det giver et lidt anderledes udtryk til duoens lyd, men selvom Emanuels stemme ikke spænder så bredt som Selina Gins, er den ganske effektiv og udtryksfuld i sin egen ret. På omkvædet bakkes han desuden op af Selina Gin på kor, og jeg kan ikke lade være med at tænke, at jeg gerne havde set duoen arbejde endnu mere med samspillet mellem deres stemmer, end det er tilfældet på EP’ens fire numre.

Hvad er så dommen? Det er svært at skulle give en karakter baseret på blot fire numre. For det jeg hører er en løfterigt, stemningsfuld debut-EP fra et spændende samarbejde, men også fire sange, der for de flestes vedkommende minder meget om hinanden. Når den er bedst, er Røde Kinder et ganske medrivende bekendtskab, men ud af udgivelsens fire sange er det kun “Byen er så fremmed”, der virkelig formår at holde mig fuldstændig fanget gennem alle sangens fire minutter. Indtil videre er Røde Kinder kun et frirum for de to musikeres andre projekter, men hvis de en dag beslutter sig for at lave et helt album, vil jeg lytte spændt med. For deres første udgivelse lover virkelig godt, selvom den ikke helt kan indfri alle løfterne endnu.

★★★½☆☆

Leave a Reply