Koncerter

Uhørt Festival 2019: De fem bedste koncerter

Sarah Wichmann sang med den ærligste stemme danske stemme, vores anmelder har hørt i lang tid, da hun stod i front for Rigmor på Uhørt Festival. Foto: Mathias Kristensen.

Smuk Strunge-poesi, et postpunk-brag, en aparte ansigtmimik, melankolsk synth-folk og et veloplagt metalband gjorde sig positivt bemærkede på vækstlagsfestivalen Uhørt.

1. Rigmor

Sarah Wichmann synger både sine egne og Michael Strunges ord i front for Rigmor. Foto: Mathias Kristensen

Det føles ærligt, når Sarah Wichmann lader ordene glide ud af hendes mund. Ordene lyder afslappede, rare og beroligende. Nærmest kælende. Men alligevel også frygtsomme. For hun synger med afsæt i et levet liv, der har været undervejs i lidt over 20 år, og som rummer lige så meget sorg som lykke. For verden er smuk og forfærdelig på samme tid, når kvartetten Rigmor spiller, og det er som om, at man kigger direkte ind i alt, hvad hun har oplevet, når hun synger.

Det er også selvom, hun tager 80’er-digteren Michael Strunges ord i munden. Flere af sangteksterne stammer fra hans digtsamlinger, og digterens drømmende og oprørske ord virker som en ventil, der lader hende give afløb for livets mest fundamentale frustrationer. Og da hun tog ordene i munden lørdag eftermiddag på Uhørt Festival i København, føltes det som de ærligste ord, jeg havde hørt fra en dansk sanger meget længe. Hun kiggede publikum dybt i øjnene og insisterede på, at der lå en nerve bag samtlige ord, mens hun sang: »Gi’ mig et tegn, så jeg kan se, at der er noget på spil«.

Perfekt blev ordene indrammet af cool guitarer, insisterende trommer og vuggende baslinjer. Det lød som om, det var orkestreret af Nikolaj Nørlund. Sommeroligt og yderst velbalanceret, men i små, veldosserede udbrud fik musikken også lov til at skrige af verden.

Allermest bogstaveligt blev der skreget i sættets sidste nummer, “Rebel”, hvor Sarah Wichmann lod hele sin krop frembruse et langt desperat skrig, mens musikken udviklede sig i et afbalanceret klimaks, efter hun havde sunget: »Du står midt på gaden/ Og skriger om verden/ Men det er nat/ Og alle sover«. Wow. Jeg kunne mærke en varm kuldegysning bevæge sig fra mine kinder, og via min brystkasse bevægede den sig ud i mine arme.

(PMJ)

2. Mavourneen

Det sker musikalsk ingeniørkunst i processen, der starter i Hans Gustav Björklund Moulvads fingre, går gennem hans guitar, effektpedaler og kommer ud af hans tre guitarforstærkere. Foto: Mathias Kristensen.

Guitarbraget, der kom ud af Hans Gustav Björklund Moulvads guitar lød massivt. Et mørkt, vredt postpunk-brag, der skulle skære i ørerne inde i den soloplyste skatehal under Mavourneens halve time. Braget var så massivt, at det lød som om, han spillede for tre musikere på en gang. Ud af hans sorte Gretsch-guitar, effektpedaler og tre forstærkere kom der lyde, som om han spillede både bas-, rytme- og leadguitar på samme tid. Han var som et helt band samlet i en person og behøvede kun en enkelt trommeslager, Benedicte Pierleoni-Nielsen (Baby in Vain), for at fremføre de knivskarpe postpunk-kompositioner.

Når han stod bag mikrofonen og skreg var det svært ikke at tænke på Iceage-forsanger Elias Bender Rønnenfelt. Hans Gustav Björklund Moulvad skreg med den samme aggresivitet som frontmanden fra det verdensberømte punkband, mens han på fascinerende vis håndterede sin guitar, som var han en ingeniør, der var ved at udvikle nye metoder til at producere grøn energi. Den energi, der blev produceret på scenen, var bare mørk.

Det var en yderst formfuldendt koncert, som Mavourneen fremførte, omend den sparsomme opsætning endte med at blive en kende monotont. Det var selvom, at Benedicte Pierleoni-Nielsen med sine præcise rytmer gav sangene et pulserende åndedrag, der modvirkede, at de faldt ned i et tungsindigt hul. Til sidst steg sangene i tempo, og Mavourneen sluttede med et potent punkskrald. På trods af at Hans Gustav Björklund Moulvad ikke viste mange variationer af sin vrede, var det et satans veludført postpunk-brag, han skabte.

(PMJ)

3. Kogekunst

Den uforudsigelige duo efterlader ofte publikum måbende i sine fragmenterede, men catchy koncerter. Foto: Mathias Kristensen.

Med den efterhånden lange liste over Undertoner-skribenter, der har ment noget om Kogekunst, så er det ved at være svært at mene noget originalt om dette yderst originale band. Alligevel ville det være en skam ikke at inkludere dem på denne liste, for Kogekunst er simpelthen altid et seværdigt bekendtskab på en scene. Duoens tilgang til deres musik er så legesyg og drilsk, at det kan stikke af i en hvilken som helst retning, alt efter hvilken dagsform man fanger dem i. Og det er der noget enormt tilfredsstillende over, for det gør, at det aldrig virker hverken indstuderet eller ligegyldigt.

Selvom de har turneret flittigt, så findes der stadig masser af mennesker, der endnu ikke har oplevet Aalborg-orkestret endnu. Disse mennesker er nemme at spotte til koncerter, for de står som oftest med en blanding mellem en skeptisk grimasse, et undertrykt grin og en måbende åben mund og glor på Simon Wetterstrøms fuldkommen aparte ansigtsmimik eller på Oskar Krusells udsyrede guitarkrumspring. Musikalsk stikker det under aftenens koncert i flere retninger, end det burde være muligt på et 30-minutters sæt. Vi når både ørehængeren “Kan Ikke Vente Til I Morgen”, syrerock på “Saltvand Part 1 + 2” og en øm fællessang med “Hun Kan Ikke Sove” fra den kommende plade. Det ville smuldre helt fra hinanden, hvis det ikke var så forbandet catchy.

(SF)

4. Klaptrae

Med sine tunge høretelefoner og autotunede elektroniske klang, mindede Klaptrae om Bon Iver. Foto: Mathias Kristensen.

Bag kunstnernavnet Klaptrae står sangeren og guitaristen Laurits Steinberg. Men bag ham står også Justin Vernon og Bon Iver, fristes man til at sige. På scenen var det i hvert fald en reference, der hurtigt satte sig fast hos mig. Det angik både det visuelle udtryk på scenen med de kæmpe hovedtelefoner sat grundigt om ørene som en barriere for det let introverte band – men så sandelig også i musikken. Justin Vernon er naturligvis også en talentfuld og visionær musiker, så det er er på mange måder et naturligt sted at søge inspiration – og det er ofte kendetegnende for vækstslags-arrangementer som Uhørt, at de optrædende artister bærer deres referencer ude på tøjet.

Heldigvis havde Laurits Steinberg og hans bandmedlemmer mere i ærmet end rendyrket Bon Iver-pastiche. Selvom det inderlige og melankolske folk-udtryk fyldte meget, så blev det momentvis suppleret af et lidt lettere og mindre trykkende popudtryk, der faktisk var ganske forfriskende. Især på “Cocoa” var det lige ved at kamme over i en regulær dansefest – og det er absolut positivt ment. Samtidig var der små passager med virkelig lækker prop-poppet guitarspil. Der var nærmest noget mini-David Gilmoursk over det, og det lød som det sene Pink Floyd. Det er en lyd, som jeg faktisk ikke synes, at man hører så ofte i nyere dansk musik.

(SF)

5. Xenoblight

Med høj underholdningsværdi growlede Xenoblight sig til en metaltriumf, selvom der var få publikummer med heavy metal-veste på festivalen. Foto: Mathias Kristensen.

Aftenens sidste højdepunkt var uden tvivl Xenoblight, der er en kvintet fra den mørkeste jyske metalmuld. I front står Marika Hyldmar, der simpelthen bare er en fryd at opleve på scenen. Selvom jeg aldrig rigtig er blevet glad for de mere ekstreme metalgenrers growlen, så må jeg sige, at hun faktisk er en relativt alsidig og dygtig vokalist. Og så har hun en scenetilstedeværelse, der er langt større end hendes fysiske størrelse berettiger.

»Dig der! Er du klar til gå FUCKING AMOK?!,« skriger hun på et tidspunkt ind i hovedet på en tilfældig Uhørt-gæst, der kvitterer med et entusiastisk ja, inden Hyldmar grinende tilføjer: »I andre må altså også godt være med«.

Man kan godt mærke, at metalbandet er lidt på udebane på Uhørt. Der er selvfølgelig et par sortklædte metalhoveder blandt publikum, og der er et par andre hårdtslående navne på programmet, men det er langt fra en metalfestival. Derfor bliver det aldrig rigtig vildt oppe foran, men det tager egentlig ikke meget fra oplevelsen af, at Xenoblight er et velspillende, tight og top-underholdende orkester. Med to guitarister og knivskarpt trommespil i højt tempo fra Thomas Madsen var der masser af tekniske detaljer i lydbilledet at stå og fortabe sig i. Uden at ophøje mig selv til kender udi metalverdenens mange undergenrer, så fremstod Xenoblight ikke som et band, der rykker en masse grænser rent musikalsk. Men til gengæld var underholdningsværdien virkelig høj, og jeg kan kun varmt anbefale at fange dem live, hvis man får chancen.

(SF)

Leave a Reply