Koncerter

Bedouine, 05.09.19, Alice, København

Balancerende på ro og kedsomhed dykkede singer-songwriteren ned i folk-nostalgien.

Bedouine virker som en hilsen fra fortiden. Hun står alene på scenen kun med en akustisk guitar, en mikrofon, et glas hvidvin og en blomsterdekoration, der snor sig op langs mikrofonstativet.

Guitaren ligner et instrument, der er ældre end både stedet og Bedouine selv. De toner, Azniv Korkejian masserer ud af den, lyder som om, de var skrevet i 1960’ernes USA og fremført på Newport Folk Festival.

Bedouine er ikke en musiker, der uden modstand lader musikhistorien udvikle sig med nye klange. Med sine yderst rolige folk-sange arbejder hun snarere for at bevare en tradition fra den amerikanske musikhistorie, hver gang hun står på en scene og spiller sine sange.

Hun er født i Syrien af armenske forældre og vokset op i Saudi-Arabien. Som 10-årig flyttede familien til Los Angeles, og det er USA’s folk-tradition, som sætter sit tydelige præg på de to album, hun har i bagagen, Bedouine (2017) og Bird Songs of a Killjoy (2019).

På Alice skabte det en utroligt rolig atmosfære i rummet. Hendes fødder stod helt samlet på scenegulvet. Roligt berørte hendes fingre strengene, mens hun med rolig stemme og i roligt tempo spillede aftenens første sang, ”Skyline”. En klassisk kærlighedssang, der er spækket med nostalgi mod barndom og teenageforelsker. »I’ve got a craving for a/ Thing of the past and/ It’s hitting me hard«, sang hun.

Denne rolige atmosfære forblev i rummet de næste 70 minutter, mens Bedouine stod på den lidt forhøjede scene med hendes lave krop og akustiske guitar, og gennem hele koncerten, stod publikum og lyttede yderst opmærksomt.

Jeg fik lidt gåsehud, da hun lukkede øjnene og fløjtede, mens hun lagde nogle sagte anslag på guitaren som en intro til ”When You’re Gone” fra hendes to måneder gamle album, Bird Songs of Killjoy. Og med et snert af soul-melankoli sang hun den fine kærlighedssang: »I love you/ You love how much I love you/ When you’re gone«.

Det var så behageligt og roligt, at det også lå og balancerede på grænsen af kedsommeligt. Enkelte gange tippede den over, når stemningen blev for enerverende. Men med et vedblivende svagt glimt i øjet viftede hun som regel momenterne af kedsomhed væk. For Bedouine er også sjov. Pludselig fortalte hun, at hun havde været i en østjysk svømmehal hele to gange denne uge, fordi hun spillede i Aarhus aftenen i forvejen. Og i denne kommunale svømmehal var der en sauna, og i USA finder man kun saunaer, hvis man besøger et dyrt spa-center.

Andre gange kunne hun nærmest forsvinde helt ind i sine egne sange og glemme tid og sted. Efter ”Echo Park” virkede hun nærmest helt overrasket over sin egen ro. Hun tørrede noget væk fra sin øjne, forsvandt et øjeblik ind i sig selv og sagde overrasket: »Okay. Nu spiller jeg næste sang«.

Når Bedouine var allerbedst kunne hun hypnotisere publikum. Alle vuggede i takt til de behagelige toner fra ”Dusty Eyes”, der med sin langsomme valsede stemning var et højdepunkt i koncerten, og hun opfordrede folk til at slow danse med hinanden. Det efterfølgende sidste nummer, ”One of These Days”, var omvendt munter i sin country-klingende stemning, og her tippede hun over mod kedsomheden. Sådan svingede det mange gange i løbet af koncerten.

★★★★☆☆

Fotos af Daniel Nielsen / www.frozenpanda.com

Leave a Reply