Artikler

Crunchy Frog B’day Bash: 25 Years of Acquired Taste

Foto af Daniel Nielsen
Skrevet af Jens Trapp

Reportage fra en forrygende fejring af Crunchy Frog, som holdt deres 25-års fødselsdag på Pumpehuset i Indre København. 14 af selskabets bands gav minikoncerter lørdagen igennem.

Tillykke med de 25 år! Det er alligevel noget i en så turbulent verden som pladeselskabsbranchen. Opblomstringen af streamingtjenester og økonomisk smalhals generelt har ikke gjort det nemmere at overleve i den branche. Men umiddelbart virker Crunchy Frog, som fødselaren jo selvfølgelig hedder, til at leve godt på en sund filosofi om at gøre det man kan lide, fordi man kan lide det. Ikke fordi der skal laves kalkuler og new management-fikumdik med fokus på bundlinjetallene alene. Drengene bag Crunchy Frog gør det, fordi de kan lide det, virker det som. I hvert fald er gesjæften blevet udvidet med et par barer i form af Whammy Bar på Amager, The Mudhoney på Nørrebro samt Crane Brothers og Tahonga Lounge i Hillerød. Og drenge er de måske heller ikke mere, selvom det i høj grad er drengerøvsdrømme, der leves ud og det endda i herligste stil på den fedeste bane; jeg mener rockmusik, især garagerock, kolde øl, egne barer med sprut, øl, kaffe og milkshakes og så en fødselsdagsfest i Pumpehuset, hvor tingene bare klapper og 14 af selskabets bands bliver præsenteret. What’s not to like?

Yebo, Crunchy Frog

Det hele startede for 25 år siden med bandet THAU, som kunne opnå en distributionsaftale med selskabet Cloudland Records (Trains and Boats and Planes, Rhonda Harris, 18th Dye m.fl.), hvis de selv startede et pladeselskab. Det gjorde de så. Og deres legendariske debutalbum Utah bærer stolt katalognummeret FROG 001. Til daglig er det Jesper ”Yebo” Reginal der tegner selskabet. I går fejrede de som sagt deres 25-års fødselsdag med et brag af en fest i Pumpehuset. »Crunchy Frog B’day Bash: 25 Years of Acquired Taste« som de selv kaldte begivenheden. Vejret var med os. Tørvejr og en gavmild mængde sol gjorde, at efterårskulden ikke var så gennemtrængende, som den kunne have været. Byhaven summede af liv og forventning, mens rom og øl blev langet over diskene i barerne. En DJ underholdt med gammel britisk beat, ren pigtråd i lyden; The Monkees, The Kinks, The Who og så videre …

Og jo, lad os lige tage den med det samme, selv om historien nok er kendt af alle: Navnet Crunchy Frog stammer fra en Monthy Python-sketch. »If there wasn’t a [frog] bone in, it wouldn’t be crunchy«, siger Terry Gilliam i sketchen om den lille chokolade kaldet Crunchy Frog, og sådan synes det også at være med musikken på selskabet. Der skal sgu være det her lille frøben i, for at gøre det hele lidt knasende og anti-mainstream.

På det annoncerede tidspunkt gik første band på scenen og spillede i den tildelte tid. Hvilket var en meget kort tid, men sådan var konceptet for festen skruet sammen. De 14 bands spillede i blokke af to eller tre bands og havde hver ca. 20 minutter til deres rådighed. Enkelte fik lidt længere tid, sandsynligvis på grund af deres større popularitet. Felines startede festen med drømmende indierock, lidt atypisk Crunchy, men dog med deres eget knasende frøben i form af det lidt skævvredne tag på indien. Til lejligheden havde de medbragt en percussionist, og det klædte musikken rigtig godt. Med I Am Bones, andet band i den første lille blok, (skiftet mellem bandsene i blokkene hen over aftenen foregik lynhurtigt; som en smooth og velsmurt maskine), rørte vi ved noget essentielt Crunchy Frog, nemlig garagerocken med nerven siddende i dirrende fryd helt ude i fjæset på publikum. Johannes Gammelby leverede i front for bandet en intens performance på de tildelte 20 minutter. De fik det ret hurtigt op i et højt, rytmisk stærkt og medrivende gear. I Am Bones udkom tilbage i 00’erne på århusianske Morningside Records. Efter nogle år gik de i sig selv, men er nu genopstået efter ni års pause, som en slags sideprojekt til Gammelbys nye band The Malpractise, som vi straks vender tilbage til. I Am Bones fik EP’en Oaf  på gaden sidste år, samt en ny single i maj 2019, som også er at finde på jubilæumsalbummet.

Anden blok af bands bestod af The New Madness og Powersolo. Førstnævnte en af Crunchy Frogs nyere signings. Dette var deres anden koncert overhovedet og efter sigende den første, som ikke har fundet sted på en sexklub, som Yebo finurligt bekendtgjorde i præsentationen. The New Madness læner sig op en fin tradition for følsom rock og lød som et lovende bud på noget fremtidigt stort. Med veteranerne i Powersolo kom der, for det første, en solid dosis humor ind i musikken. For det andet kom der en fanden-i-voldskhed og et overskud, som selvfølgelig dels skyldes de mange år Kim Kix i front for bandet (brormand lå hjemme med brækket ben) har været på banen, dels den karismatiske udstråling af psychobilly craziness manden besidder. Det var dæl’me underholdende. Helt tilbage i 2001 sendte bandet singlen ”Got a Sack o’ Dope Hidden in My Ass” på gaden og titlen indrammer, den dag i dag, meget godt den følelse, man sidder med i mødet med bandet. I dagens anledning var de udvidet med korsangerne Pussy og Itchypants, som i sin tid sang kor på et af Crunchy Frogs helt store hits, bandet Junior Senior. Også Yebo og en anden jeg ikke lige fik fat i hvem var, men som i hvert fald var i strålende humør, gæstede scenen og sang kor på et af numrene, før trioen Powersolo lukkede med et af deres kultnumre ”Boom Babba Do Ba Dabba”.

Powersolo

Tredje blok foregik indendøre i den Sorte Sal, hvor først Lars Vognstrup, nu blot som Hands of Light gav et meget kort sæt på gulvet, hvor koncentrationen om at få al elektronikken til at spille sammen med guitar og sang, desværre gjorde nærværet en smule ufokuseret. Til gengæld synger han som en drøm, så det trak op i den samlede oplevelse. Og så var Apparat Organ Quartet en af de helt store oplevelser og det band af dem alle, som jeg personligt glæder mig mest til at opleve live igen! Desværre erfarede jeg først for sent, at de dagen før havde givet koncert på Alice. På den sorte scene i Pumpehuset leverede islændingene et fabelagtigt godt sæt med deres geniale setup. Tre elektroniske musikere i front, med synths, computere og manipulerede vocoderstemmer på en eminent rytmisk bund i form af deres trommeslager, som indimellem benyttede sig af dobbeltpedal på stortrommen og hele vejen igennem lå som en stensikker ekvilibristisk bund i bandets usandsynlige, men yderst vellykkede miks af genrer, med en lyd der ligger et sted midt imellem Kraftwerk, Gary Numan og Rammstein. Hele lyden og oplevelsen var så skarptsleben, at den uden videre formåede at flække rummet i to lige store dele af intellekt på den ene side og følelse på den anden. Stærkt!

Hands Of Light

Apparat Organ Quartet

Det er naturligvis svært at klandre de hårdarbejdende lydmænd for den dårlige lyd i Kransalen ovenpå, når alt hvad der hedder lydprøver osv. er sløjfet, men lyden deroppe var lidt et antiklimaks. Umiddelbart var jeg heller ikke imponeret af setuppet, som nu var udvidet til tre bands. Først Bidt, som er en næsten indadvoksende del af familien Crunchy Frog med medlemmer fra bl.a. THAU og Learning From Las Vegas centreret omkring illustrator og billedkunstner Rasmus Bregnhøi. De blev gæstet af et par af medlemmerne fra næste band med det sært intetsigende navn ONBC. Det band forblev anonymt og svært dechifrerbart, på trods af flere af medlemmernes tidligere tilknytning til bl.a. Superheroes, Epo-555 og The Boombox Hearts. De to tidligere THAU-folk Yebo og Ulrik Pedersen gæstede ONBC og de herrer er jo som bekendt også kernen i The Tremolo Beer Gut, som lukkede denne fjerde blok i ret god stil. Lyden var endelig blevet bedre og bandet har den her anderledes distinkte lyd af surf og twang, rumklang og tremolo. Da også en vanvittigt dygtig hoolahop artist/danserinde kom på scenen, var der ikke et øje tørt.

The Tremolo Beer Gut og Hoolahopartisten

Nedenunder på Sort Scene var det nu Shiny Darkly og The Malpractices tur til at give deres minikoncerter. Shiny Darkly er en kvartet med rødder i en shoegaze-agtig, postpunket new wave stil og tradition og især forsanger Kristoffer Bech besad en god portion karisma og kom godt ud over scenekanten. Bandet var velspillende, men også en smule anonymt og stillestående. Et af den slags bands, hvor jeg greb mig selv i at tænke, at de dæl’me skal oppe sig og holde fast, hvis ikke de inden for nogle år ligeså stille glider hver til sit i kernefamilie og traditionelt arbejde, uden tid til musikken. Jeg krydser fingre for at de holder kadencen, for med deres Nordic Noir-take på new wave musikken, kan de komme langt. The Malpractise var rå energi med Johannes Gammelby fra I Am Bones i front. Det var tonsertungt og med noget der nærmest lød som falsetgrowling i front. Lyden på vokalen var dog ikke optimal, men energien på den lille scene var intens og stærk.

Shiny Darkly

The Malpractice 

Tilbage i Kransalen ovenpå sluttede dagen af med den sidste blok af koncerter. D/Troit leverede en svedig omgang soul, på grænsen til det selvsmagende men effektivt eksekveret, det må man give dem. Lyden var betydeligt bedre end første runde heroppe. Svenske Eggstone havde gode momenter, men forsvandt lidt ind i anonymitetens tågebanker. Til gengæld fik Sista Bossen endnu engang indprentet deres forrygende DNA i alle tilstedeværende med et sindssygt og anarkistisk show, hvor forsanger Hampus Sundén skiftevis råbte, sprang omkring, kastede sig ud over publikum, klatrede op på den tønde der tidligere på dagen havde indeholdt Crunchy Frogs specialbryggede øl (og før det, den specialbryggede vin og før det igen den specialbryggede rom med frøknogler) hvor Sundén stod og løb på stedet, eller lå på ryggen med benene i vejret og sang skønsang, for kun kort efter at springe op igen og råbe insisterende ud til publikum. Et forrygende og gakket show. En perfekt afslutning på en lang fødselsdag, selvom festen fortsatte i rygerloungen.

Sista Bossen

Alt i alt en flot fejring af Crunchy Frogs første 25 år i pladeselskabsbranchen, hvor højdepunkterne var Powersolo, Apparat Organ Quartet, Tremolo Beer Gut, Sista Bossen og den fine specialbryggede rom.

Endnu en gang tillykke med fødselsdagen og tak for underholdningen.

Fotos af Daniel Nielsen / www.frozenpanda.com

Skriv et svar