Plader

Efterklang: Altid sammen

Tilbagevendt med det første studiealbum efter syv år, har Efterklang fornyet sit udtryk, der nu ligger et sted mellem det elektroniske og orkestrale. Det er skrøbeligt og flydende, men albummets udviklingskurve mangler et ryk og kræver tålmodighed af sin lytter.

Hele syv år skulle der gå imellem Efterklangs seneste studiealbum, Piramida, og deres nyeste udspil, Altid sammen. Syv års livserfaring har virkelig potentiale til at føre lidt, hvis ikke en hel del, udvikling med sig, og det har det så sandelig også gjort for de tre herrer, Casper Clausen, Mads Brauer og Rasmus Stolberg, bag det eksperimentelle, elektronisk-indie-rockede band.

Og hvordan trækker det nye udspil så præg af bandets musikalske udvikling? Der er flere punkter, der er gennemgående.

Det er et album, der i sin simplicitet stiller store krav til sine lytteres indlevelsesevne – og til dels også til tålmodigheden. Som titlen formentlig allerede har røbet, er Altid sammen Efterklangs første forsøg på et dansksproget album. Det sætter ganske naturligt frontmanden Casper Clausen i en udtryksmæssigt forandret situation, der til tider kan virke en smule beklemt. Og til trods for den på papiret romantiskklingende, næsten klæbrige albumtitel, gemmer der sig indeni essensen af Efterklangs femte studiealbum en uundgåelig stemning af omklamrende ensomhed, der nægter at givet slip på lytteren.

Omdrejningspunktet i det lyriske univers er særligt kærligheden, hvordan den så end udformer sig. Der er masser af facetter af de ofte abstrakte formuleringer, der giver anledning til vidt forskellige fortolkninger. Abstraktionsniveauet, vi befinder os på, er en dejlig, åben plads, der ikke kredser sig om nogen eller noget. Grænserne er tågede, tenderende til udviskede.

I intronummeret, ”Vi er uendelig”, udpensler Clausen eksempelvis den monotone og uendelige rutine med ordene: »Dagene driver / forsvinder for evigt / min sjæl i det blå / til tider / vi er forelsket nu«. Sætningen er Clausens, men betydningen er helt og aldeles overladt til lytteren.

Stedvis bliver det dog lidt tydeligere, at vokalleveringen har en anden karakter på dette album, end den tidligere har haft. Og det har været svært for mig at vænne mig til det. Clausen kan nemlig hurtigt komme til i sine falsetstykker at udtrykke en enorm skrøbelighed, der er på grænsen – sommetider en smule over den – til at blive klynkende. Den oplevelse får jeg i outroen på ”Vi er uendelig”, med omkvædet »Altid os / sammen om at dele os / vi er uendelig / du forstår / vi skændes om at lyse op« og i sidste del af nummeret ”Uden ansigt” med det underliggende vokalstykke »Altid for mig selv«.

Ensomhedens faste jerngreb gennemsyrer stemningen på hele pladen. Det er først og fremmest på grund af samspillet imellem sætninger som: »Jeg står i din favn / helt alene / jeg går imod horisonten« på ”Supertanker” og det underspillede instrumentale lydbillede, der stadigvæk besidder sin sammensmeltende karakteristika, der lader lydene samles i ét komplekst værk – omend simpelt i sit udtryk.

Det er svært at forestille sig en substans i lyden. Og det er ikke nogen skidt ting. Den er flydende og langsommelig; den er helt fin og skrøbelig, og så er den særdeles billeddannende. Det stille, enkle guitarspil, der indleder Altid sammen på ”Vi er uendelig”, de underlige fløjtelyde på ”Hold mine hænder”, der bevæger sig over i et virkelig smukt og opløftende klaverspil, der sammen med harpestrengelyde kravler ind under huden på én og fortsætter med at udvikle sig, indtil man sidder lige i midten af det enormt smukke scenarium, albumcoveret afbilder. ”Hold mine hænder” er formentlig det smukkeste nummer på pladen; et virkelig ekvilibristisk komponeret nummer, der er absolut uundværlig for forståelsen af pladens helhed.

Universet er præget af en fin balance imellem det elektroniske og det instrumentale, som Efterklang er så dygtige til. Men efter utallige gennemspilninger af albummet, sidder jeg endnu tilbage med en fornemmelse af ikke helt at være i stand til at skille numrene ad. Og måske er det netop dét, der udgør Altid sammen. Det er en samlet rejse på ét og samme skib over et eventyrligt hav af sentimentale minder og oplevelser.

Efterklang formår med deres femte studiealbum at skabe en lyd, der er ulig den tidligere, men uden at gå på kompromis med integriteten. Det er en åben og abstrakt, men også en smule for klynkende, affære, der i sit simple og velkomponerede lydunivers dog kunne have nydt godt af en mere synlig udvikling fra start til slut.

★★★½☆☆

Skriv et svar