Plader

Fastpoholmen: Camping Orchestern

Yndefuld melankoli, sprudlende havefest, Mario Kart og sydlandsk jam. Alt dette er at finde på Fastpoholmens fjerde album, Camping Orchestern, der, trods sin farverige palet af udtryk, fremstår som et fuldstændig helstøbt album.

Det dansk/svenske band Fastpoholmen, med fætterkusineparret Adam og Dawn Fastholm i front, er tilbage og aktuel med deres fjerde studiealbum Camping Orchestern. Efter sigende er albummet »skabt ud fra Adams forestilling af, hvordan barndommens sommerferie-følelser ville lyde som musik«. Noget af et projekt, må man sige. Ikke desto mindre er det et projekt, som Fastpoholmen er sluppet rigtig godt fra.

Camping Orchestern åbner med det smukke og eftertænksomme nummer ”Får man va fräck”. Blide, ambiente harmonier baner vejen for forsanger Adam Fastholms ærlige stemme, der starter sangen med et tankefuldt spørgsmål: »Får man va fräck att tro på någonting stort / Drömme om en magisk plats på vår jord?«. Et støt akkompagnement bestående af akustisk guitar og klaver hjælper melodien på vej, og stille og roligt vokser nummeret sig større, for til slut at vende tilbage til udgangspunktet og til det spørgsmål, der startede den tankestrøm, der folder sig ud på ”Får man va fräck”. Nummeret er uden tvivl et af de fineste på Fastpoholmens nye album, og er et rigtig godt eksempel på, hvordan Fastholm til stadighed formår at kreere sarte sange indhyllet i en velafbalanceret, yndefuld melankoli.

Det er dog ikke længe, man får lov at dvæle ved livets små og store spørgsmål, for med det veloplagte og bekymringsfrie nummer ”Swing o boogie groove” byder Fastpoholmen op til dans: »Kom och dans med mig / Till detta swing o boogie groove!«, lyder det opfordrende fra både Adam og Dawn Fastholm, alt imens sydlandskinspirerede rytmer og opløftende blæsere lokker med godt humør og god energi og gør det meget svært at sidde stille. Med ”Swing o boogie groove” er vi inviteret til fest i Fastpoholmens egen baghave. Musikken er af den slags, der utroligt nok ikke går ham den sure nabo Jensen på, og i takt med at bekymringer kastes over skulderen, holder det fornøjelige lune sig intakt helt til den lyse morgen.

Der er mange interessante ting at bide mærke i på Camping Orchestern. En af dem er den genrekombination, der gør sig gældende på albummet. Hvor Fastpoholmens musik tidligere især har været forankret i genrer som reggae, afro-beat og world, er der på Camping Orchestern sket lidt af et skifte hen imod et mere indie-poppet og elektronisk udtryk. Noget der bestemt klæder bandets lyd og lader til at gøre plads til endnu mere variation.

Foruden den nye genrestil, kan jeg heller ikke lade være med at blive fascineret af Fastpoholmens evne til at skabe stærke og dragende melodier. Som eksempelvis på nummeret ”Jajajag”. Her introduceres melodien i en skrøbelig intro med et spinkelt klaver, der på vaskeægte vuggevisemanér luller én til ro, og det er altså noget, der virkelig lader den fine komposition skinne igennem. På samme måde har nummeret ”Det är allt som slår” mange fine, finurlige melodiske passager, der i den grad er værd både at lægge mærke og øre til.

Og så er der alle lagene! Fastpoholmens musik er så rig på lag, at man kan fortsætte med at opdage nye elementer og små detaljer, jo flere gange man lytter til de forskellige numre. Dette kommer især til udtryk på numre som titelnummeret ”Camping Orchestern” og det lidt mere ’fjollede’ nummer ”Bounce”. ”Camping Orchestern” starter ud med en god portion løjerlige, elektroniske lyde og effekter, der med ét sender dig på tidsrejse tilbage til sofaen i dine forældres stue eller i sækkestolen i SFO’en foran skærmen, hvor Mario Kart kører på fuld smadder. Mængden af skæve og insisterende nintendo-lyde er på randen til at blive i overkanten, men bliver det alligevel aldrig helt. På det syrede, disco-svingende electro-pop nummer ”Bounce” kommer Fastpoholmen endda én i forkøbet, idet de i sangens gakkede outro selv sørger for at afbryde sangen, inden den løber helt af sporet, med en kedelig, tør, dansk stemme: »Sluk for det lort« – perfekt!
Nummeret ”Ta det lungt”, der, så vidt jeg ved, vistnok betyder: »Ta’ det roligt«, afslutter på fornem vis hele albummet, med sit atmosfæriske og beroligende lydbillede.

Camping Orchesterns lydunivers byder på en meget visuel form for musik og et væld af følelser, situationer og stemninger, og det med en umiddelbarhed, der er meget kærkommen. Det ene øjeblik er man til havefest med kulørte lamper, det næste øjeblik lulles man til ro af en sød vuggevise. Alle disse forskellige indtryk… Måske er forestillingen om barndommens sommerferie-følelser slet ikke helt så tosset.

★★★★★☆

Skriv et svar