Singlr

Fredagssinglr og videopremiere: Heidi Mortenson – Just a Feeling

Foto: Mette Winckelmann
Skrevet af Bitten Kjærgaard

Heidi Mortensen gør op med binære forståelser af køn og autisme i ny video til hendes tilsvarende nye single “Just a Feeling”.

Heidi Mortenson har forladt det danske sprog til fordel for engelsk og annoncerer nyt album, Spectrum, med udgivelse den 11. oktober.

Ifølge Mortensen centrerer førstesinglen “Just a Feeling” sig om at mærke den fine melankoli, der ligger i processen i at acceptere, at følelser med tiden forgår, men er en åbning til noget nyt.

“Jeg relaterer godt til kommunikation gennem musik og dans som tager udgangspunkt i sanserne, og dermed for mig ofte giver en dybere mening end ord. Den anspændte opfattelse af at blive fanget i en følelse  — den langsomme bevægelse — kontra forestillingen om lettelse ved at indse, at denne følelse vil passere — realtidsbevægelsen,” forklarer hun.

Nummeret er sfærisk dream-pop med en sjælden autenticitet og tilstedeværelse, der primært er tilvejebragt af Mortensons vokal og sagte syngestil. Melodien er ørehængende og let tilgængelig, og den brydes kun af kontrastfulde, hvinende guitarflader, der på den ene side slet ikke passer ind og på den anden side skaber den rette spænding. Mortenson har skabt en lille perle af et nærværende, vedkommende popnummer, hvor hendes vokal rigtig kommer til sin ret.

Videoen er blevet til sammen med Madboots, et queer dansekompagni fra New York, hvis bevægelser skildrer et queer-image, der også er en del af Heidi Mortensons identitet.

Filmskaber Daniel Robinson har optaget og redigeret filmen og forsøgt at illustrere en følelse af tidsforskydning ved at skifte mellem langsom bevægelse og realtidsbevægelse.

Skriv et svar