Plader

Intet Altid: Når nogen rammer jorden

Stærkt personlige tekster og dansable beats komplimenter hinanden på popduoen Intet Altids debut, Når nogen rammer jorden.

Bloggeren og litteraturkritikeren Mark Fisher skrev: “Den epidemi af mentale kvaler, der præger vores tid, kan ikke forstås, eller heles, hvis den blot ses som skadede individers private problemer”. Fisher begik selvmord i 2017, men hans ord er mere relevante i dag end nogensinde. Hans litterære univers er nært beslægtet med den følelse, der stråler ud af Intet Altids debutalbum, Når Nogen Rammer Jorden. Intet Altid fortæller historier fulde af internaliserede kvaler: Kvaler, der ikke kan deles med andre. Kvaler, der derfor ikke avler solidaritet.

Store dele af popkulturen har omfavnet forbrugerisk eskapisme og købt helt ind på historien om evig individuel optur. Det gælder dog ikke Altid Intet. Caspar Eric og Mikkel Grevsen sætter med deres depri-pop ungdommen i tale og inviterer indenfor til pumpende beats og ærlige samtaler. Måske er det ensomheden, der fylder mest. En følelse, der er blevet definerende for en generation af ængstelige unge såvel som ældre, der føler sig afkoblede fra et samfund i evig forandring. Ensomheden, der fungerer bag røgsløret af toptunede online profiler, fører til angst og apati.

Caspar Eric fører som lyriker lytteren igennem sit indre følelsesliv, mens Mikkel Grevsen folder lydtæppet ud under ham. Rent musikalsk er der tale om dansksproget pop med stort P. Autotune og hippe beats står dog i stærk kontrast til teksterne, der kredser om selvmord, finansiel svindel og ulykkelig kærlighed. Kontrasten sætter en streg under den daglige fremmedgørelse. Imellem den ‘derudaf’-attitude, alle tvinger til at påtage sig, og deres komplet understimulerede følelsesliv. 

Fra starten ser de to millenials døden lige i øjnene: »det er en fejl / når mine venner / bebrejder sig selv / for ikke at have givet mig / mere lyst til livet.«  Ordene er lånt fra digteren Édouard Levé, der kort efter at have udgivet sin sidste roman, Suicide, gjorde alvor af tanken og tog sit liv. Uden at have læst Levé, er det svært, ikke at se selv selvmordet som et udtryk for den hypernormaliserede virkelighed, vi lever i. Den ultimative handling, selvmordet, bliver et produkt – den ultimative selvrealisering.

Eric trænger trods autotunen tydeligt igennem som den nærværende stemme, mens Grevsen holder igen og lader et nøje udvalgt arsenal af synths, drømmende guitar og dansabel bas svøbe sig om Erics narrativ. Musikken koncentrerer sig om vokalen, komplimenterer alle ord, og tilbyder et mere modent lyrisk niveau, end man er vant til fra hjemstavnens dansegulvspop. Det er tydeligt at duoen bestræber sig på at lave musik, der tiltaler både fødder, hjerte og hjerne.

Et af mine yndlingsnumre er “Xu Lizhi”, pladens afsluttende og mest introverte nummer. Xu Lizhi arbejdede ved en af Foxconns slavelignende fabrikker i det sydlige Kina, der producerer dele til Apple telefoner. En dag hoppede Xu ud fra fabrikkens tag. Ledelsen tog derefter foranstaltninger for at forhindre lignende hændelser. Ikke ved at forbedre de forfærdende arbejdsvilkår, men ved at installere hegn omkring bygningen. Sådan spinder Altid Intet afmagtens globale tråde: fra den ludfattige fabriksarbejder i det globale syd, telefonens fødsel, til den deprimerede forbruger i det globale nord, hvor telefonen bidrager til fortsatte mentale kvaler.

Eric gentager på nummeret igen og igen »Når nogen rammer jorden / på en nat / lidt ligesom i nat / vil det ikke tiltrække nogen opmærksomhed / uanset hvor meget jorden skælver«, mens Grevsen langsomt intensiverer musikken i baggrunden. Drumpads og synths kollapser ind i en hornsektion, der på én gang er opløftende og ildevarslende.

Grevsen og Eric nævner i flere interviews, at de blev motiveret til selv at skrive musik på grund af den generelt lave lyriske kvalitet i dansk pop. Alligevel rammer de en nerve, der vækker universal genklang: At have det af helvedes til. Om det så er Sam Smith eller XXXTentacion beskriver de på hver deres måde den samme ængstelighed.

Altid Intet insisterer dog – selv når de er i deres mest deprimerede hjørne – på altid at forsætte dansen. Som bekendt: Sharing is caring, og historierne skal fortælles, før solidariteten kan skabes.

★★★★½☆

Skriv et svar