Plader

Josiah Konder: Through the Stutter

Skrevet af Jens Trapp

Københavnske Josiah Konder trækker veksler på nogle af de store kunstnere, der trådte vejen før dem, men gør det med en overlegenhed, der lover godt for fremtiden.

Jeg må indrømme, at jeg har listet lidt rundt om Josiah Konders nye album Through the Stutter — som katten om den varme grød, sgu. Bands har altid stået på ryggen af hinanden, ligesom man alle andre steder i kunsten står på ryggen af hinanden. Som salig Picasso formulerede det »Good artists copy, great artists steal«. Så selvom Josiah Konder står rimelig solidt på skuldrene af Nick Cave & The Bad Seeds, så holder de balancen, bevarer integriteten og leverer i høj grad et materiale, der er deres eget. Jeg synes det er et fremragende album! Der er ikke et eneste dårligt nummer på Through the Stutter. Og flere af sangene sidder så godt fast i mit nervesystem, at jeg går omkring og synger med, selv om jeg har ladet albummet ligge et par dage for lige at fordøje, hvad jeg egentlig synes; listet om grøden, som sagt. Vi har faktisk fat i noget af den bedste nye danske musik, jeg har hørt længe.

Albummet åbner med maksimal spænding med en jazzet dominant 7b9-akkord og opløses i mol under Julius Ernsts stemme: »Open your heart/ to me/ And don’t look/ away/ This tunnel was made for us/ And I’ve/ I’ve been waiting for months/ And here the colours will melt into one/ with our blood« sammen med en guitar i et mandolin-agtigt anslag. ”My Heart, My Hands” er en åbning der vil noget, og som i al sin effektivitet, bogstaveligt talt sætter stemningen for albummet. Der leges effektivt med genrerne og omkvædet er herligt opløftende. Den saxofon, som ved første gennemlytning irriterede mig en smule, giver mig nu en kildrende følelse af velbehag i nakken. Det er godt tænkt og godt spillet.

Andet nummer, ”Fall Away”, som på ekvilibristisk vis blev luftet på Rising-scenen til Roskilde Festival i sommer, fungerer stadig, og tredje skæring, “Hold Me”, leverer spændstig rytmik med diverse percussion, en fed guitarfigur, dejlig basgang og nogle lækre overraskende breaks, der falder lidt uden for resten af nummeret. Her understreges både modet og musikaliteten. På “Nothing to Fear” kommer tempoet ned og det dystre blive mere eksplicit. Der er twang og slide og ord som »wave goodbye«, »crying« og »distant smiles«. “Bullet” er stærk i sin opbygning og instrumentering, og ikke mindst er Ernsts vokal stærk og intens — et fremragende nummer i al sin cinematografiske og afvekslende vælde, hvor omkvædet er genialt skruet sammen og slutningen dejlig voldsom, og måske i virkeligheden det tættesete vi kommer på den Cave’ske lyd og stemning, der er i musikken. På “Entranced (Lascio Lo Scorrere)” er en kvindestemme med til at bygge den dramatiske stemning op. Tempoet er stadig i knæ, og nummeret er smukt som en flok ildfluer i natten over en sydspansk højslette. Min personlige favorit på albummet er den meget smukke “Kissed in Dreams Yearning”, hvor der pludselig også stikker en erindring om The Smiths frem: Er det stemningen eller stemmen i omkvædet, der gør det? Det er et rigt nummer, hvor bandet gør dygtigt brug af dynamik og orkestrering: Herrekoret sidder hvor det skal, bassen i introen er fortræffelig og teksten dejligt krydret med henvisninger til himmellegemerne sol, måne og stjerner. Dyrk også guitaren i slutningen af C-stykket. Banjoen, kastagnetterne og strygerne på singleforløberen “Out of the Hazard” gør, at nummeret stikker i en lidt anden retning. Umiddelbart slutter albummet lidt tamt. Men lur mig om ikke også “For What Faith” vokser på dig, med sin næsten spoken word-agtige falden ind i sig selv.

Efter de første par gennemlytninger fik jeg lyst til at sætte The Boatman’s Call på. Nick Cave & The Bad Seeds’ over 20 år gamle mesterværk, der altså ikke er ret mange år yngre (tror jeg) end forsanger i Josiah Konder, Julius Ernst, med den stærke, følsomme og udtryksfulde baryton. Så rejser Through the Stutter sig imidlertid op og insisterer på sin egen ret, og beder mig droppe den fokuseren på, hvad det minder om og måske er inspireret af. Josiah Konder har med dette, deres andet album, begået et lille mesterværk, der ikke rigtig lyder som noget andet på den danske scene. I min anmeldelse af bandets Roskilde optræden var jeg lidt kritisk over for distancen, og den måde bandet gennem koncerten lagde bånd på sig selv og ikke søgte det rasende og vildskaben. På plade kan man se hvorfor, for her kommer det underspillede og tyste helt til sin ret. At bandet så også siden Roskilde har udvidet aktiviteterne ved bl.a. at lave et audio-visuelt show til CPH:DOX filmfestivalen, glæder mig. Ligesom jeg glæder mig til at følge med i Josiah Konders kommende aktiviteter.

★★★★★☆

Skriv et svar