Koncerter

Júníus Meyvant, 11.09.19, Studie 2, København

Foto: Mathias Kristensen.

Junius Meyvant leverede en hyggelig, men også lidt for ufarlig og rodet koncert i Studie 2.

Det var en tilbagelænet aften i DR Koncerthuset i selskab med islændingen Unnar Gísli Sigurmundsson, som gemmer sig bag kunstnernavnet Júníus Meyvant. Faktisk føltes det nærmere som at være inviteret til en hyggelig jamsession end til koncert.

Da jeg kun få dage før koncerten blev gjort opmærksom på, at Meyvant først begyndte at slå på guitarstrenge i starten af sine 20’ere, var jeg umiddelbart imponeret og fascineret over, hvor langt han havde båret en så sent tillært evne. Men … Ja, førend jeg fortsætter denne tankestrøm, vil jeg gerne have lov til at understrege, at der absolut ikke skal herske nogen tvivl om, at vi har at gøre med et menneske, for hvem den intuitive fornemmelse for melodiskabelse har vist sig ganske naturlig.

Det er ikke et rent tilfælde at hans første single, ”Color Decay”, med sin bjergtagende stryger- og strengesymbiose bragte ham frem i et skinnende lys. Den eftertænksomme stemning, der i mine ellers ubetydelige ører skaber så klar en genlyd dybt nede i min rumlende mavesæk, er uomtvisteligt den allersmukkeste del af Júníus Meyvants brede pallette af facetter. En stemning, der dog langt fra var rammedannende for koncerten foran den knap så udsolgte sal i DR Koncerthusets Studie 2.

Det fremmødte publikum havde derfor relativt god plads til armbevægelserne, og der var nu også masser af grund til at benytte sig af muligheden. Meyvant og bandet – inklusive de to danske mænd, Mads og Frederik, på blæsere, hvem Meyvant i den afslutningsvise introduktionsrunde lige glemte navnene på (som han selv sagde, var det ret »awkward«), stod for en energisk og dansabel hyggestund. Og det var netop dét, det var: en hyggestund, en uformel jamsession midt i Meyvants stue, vi var inviteret med ind i. Altså, det foregik naturligvis bare ikke i hans rigtige stue.

Scenen blev indtaget – i øvrigt uden et opvarmningsband, hvilket også medvirkede til den venskabelige stemning – helt tørt med ordene: »Hej hej! It means go away, doesn’t it? Hej hej!«. Så grinte vi.

Sådan fungerede synergien imellem Meyvant og publikum hele aftenen – måske med undtagelse af de enkelte gange, hvor der blev distanceret en smule ved at snakke islandsk til det overvejende uforstående publikum. Der blev grinet næsten ligeså ofte, som der blev klappet. Heldigvis fordi det var sjovt, ikke fordi der ikke blev klappet så meget. Og så muligvis også af en mere praktisk årsag: Der var meget snak.

Og nu tilbage til mit indledende ”men”: Der var nemlig ikke alverdens tid for musikerne til at gøre det, de er bedst til, fordi frontmanden havde en del problemer med sin guitar, særligt med at få den stemt rigtigt, og netop derfor var der masser af tid til at sludre og træde i vande. Hvis ikke det var fordi guitaren skulle stemmes, så var det fordi Meyvant havde sat sin capo forkert og måtte starte nummeret forfra. Generelt havde den langskæggede islænding desværre lidt for meget bøvl med sin guitar, som svækkede den musikalske oplevelse. Måske var det rejsen fra øen langt mod nord, der var skyld i en træthed, der resulterede i en ufokuseret aften, måske var det kolde fingre. Der måtte i hvert fald opvarmning til, før Meyvant blev helt fortrolig med sine strenge, så den kantede, næsten barnlige guitarsolo skulle måske have ventet til længere ud på aftenen.

Det er heldigvis ikke sådan, at guitarkvalerne alene skal stå på mål for en ellers hyggelig aften, der inkluderede såvel sjove anekdoter om vasketøj som storladne soul-funkede dansenumre. Personligt ville jeg dog have ønsket langt mere af den ømhed og inderlighed, jeg oplevede i numre som ”Ain’t Gonna Let You Down” og ”Signals”, der klæder Meyvant så vanvittigt smukt, men endte med at forsvinde lidt væk i ironi og kolde fingre.

★★★½☆☆

Fotos af Mathias Kristensen.

Skriv et svar