Plader

Shikoswe: Back in the Tall Grass

Nogle gange skal der en hel ny kunstner til at minde en om fordums musikalske forelskelser. I mit tilfælde hedder hun Nora Shikoswe Hougnæs, og efter at have spøgt i de skandinaviske indie-kroge et godt stykke tid kommer nu den længe ventede debutplade, Back in the Tall Grass. Og den var uden tvivl ventetiden værd.

At kalde den norske kunstner Shikoswes debutalbum Back in the Tall Grass for en drømmepop plade er faktisk en underdrivelse. Det her æteriske udtryk – det drømmende i drømmepop – ligger som en så tæt tåge hen over hele pladen, at det ved de første par gennemlyt kan være svært overhovedet at skille numrene fra hinanden. Den indsvøber hvert et lille guitarriff, hvert et lille synthesizer stykke, hver en lille stemmefrasering, og det er selvfølgelig skønt at drukne sine øregange i, men også set og hørt så mange gange før. Åbningsnummeret, den blide popballade ”Some Days” har med sin svævende tekst om at holde hænder i lysskærets farver ikke umiddelbart karakter af at ville lytteren noget seriøst andet end at være soundtrack til en teenageforelskelse. Men knapt når man til denne forhastede erkendelse, før man, metaforisk forstås, bliver slået ned bagfra af en tekst, der med sin rå ærlighed simpelthen tvinger en til at tage den her plade mere seriøst, end man havde troet, det kunne bære.

Jeg taler selvfølgelig om pladens andet nummer, ”Two Heads in a Room”, hvor Shikoswe ligger alle kortene på bordet og synger, »Sorry that I made you cry/ then asked you to stay all the while/ there’s a war between my tenderness for you/ and the fact that I don’t love you anymore«. Alt imens et drømmende smukt guitarriff bærer den svævende, flerlagede melodi frem, og Shikoswes stemme forbliver lys og fin. Men den tekst er hverken lys eller fin eller drømmende eller flerlaget. Den er hård og grim og ægte og gør ondt. Der ligger en ærlighed og selverkendelse i de ord, som virkelig er interessant, specielt når de bliver sat til musik, det egentlig kun i nyere tid er lykkedes for The xx at give en form for kant. Her er der virkelig kant, og den er spids.

Det forliste forhold – kærligheden der var – er et tema, Shikoswe berører flere gange, og det synes lige råt og ærligt hver gang. På ”To the Dogs” synger hun, »This is going to the dogs/ Never knew it would be such a dull process«, og den simplistiske synthesizer hamrer derudad og understreger det næsten tragikomiske billede af at se sit forhold styret til jorden, ikke med et brag men med en klynken, som den gode T.S. Eliot skrev. På ”Good Intentions” mærker vi, hvordan forhold mellem mennesker kan ændre sig fra noget smukt til noget grimt: »Good intentions for some time/ but now I feel bruised«. Og på ”From the Start” bliver Shikoswe selvbebrejdende: »I’m not gonna pass my education/ just like I flunked our relationship«. Men bestod hun ikke forholdet? Eller var det hende, der droppede ud af det? Alt imens kører synthesizerne og guitarerne og de stille trommer og den underspillede bas og der lånes fra højre og venstre af andre drømmeskabere som The Cure, My Bloody Valentine, The Radio Dept. og Childhood. Men stemmen – forstået som Shikoswes eget udtryk – er unægtelig hendes egen, og gør Back in the Tall Grass til et debutalbum, der skiller sig ud fra mængden og til en plade, man lytte til igen og igen og stadig finde nye, små nuancer at dykke ned i. Det er både velkendt, men også nyt og spændende – en musikalsk bittersød og næsten overjordisk atmosfære blandet med en moderne kvindes hudløse ærlighed.

Åh, at drømme, endeløst og uendeligt. Hvis det blot kunne blive i selskab med Shikoswe og hendes helt vidunderlige blanding af flerlaget drømmepop og rå kærlighedstekster, så var jeg klar.

★★★★★☆

Skriv et svar