Plader

Thom Yorke: Anima

Skrevet af Jens Trapp

For godt to måneder siden udgave Thom Yorke i samarbejde med sin mangeårige ven og musikalske partner Nigel Godrich albummet Anima. Sangene på det elektroniske album kredser, som sædvanlig fristes man til at sige, om menneskets fremmedgjorthed i en dystopisk verden, hvor angst synes at være konsekvensen af, ikke at have kontrol over sit liv. Der er mange fine ting på albummet, men det er også et album der forbliver sært upersonligt og til dels uforløst.

I starten af juni dukkede der annoncer op i undergrundsbanen i London og forskellige andre steder i Europa. »Do you have trouble remembering your dreams?« blev der spurgt i annoncen, der var ledsaget af et telefonnummer og en tekst om et såkaldt drømmekamera som Anima Technologies skulle have opfundet. Bl.a. på Twitter blev annoncen diskuteret en del. Ringede man telefonnummeret i annoncen op, blev man informeret om, at myndighederne havde lukket Anima Technologies, og at de derfor ikke kunne hjælpe som lovet, hvorefter en bid af nummeret ”Not the News” blev afspillet. I dag er det ingen hemmelighed, at annoncen var Thom Yorkes reklame for albummet Anima, der udkom den 28. juni. Hjemmesiden Anima Technologies sælger således pladen i forskellige formater og sangen ”Not the News”, med det syrede, svært forståelige drømmespind af en tekst, er albummets sjette skæring. »Who are these people?/ I’m in black treacle/ Cue sliding violin/ In sympathy« synger Yorke med sin let genkendelige falset, så irriterende og henrivende den på én og samme tid måtte forekomme. Sangens omdrejningspunkt er neddyppet i sirup (black treacle), som i en drøm. Senere i sangen er der også knust glas, spåmænd, fjer fra havfugle; alt, der kan være med til at tegne et superforvredet billede af virkeligheden. Om Yorke har været i en eller anden obskur ændret bevidsthedstilstand, eller han bare har brugt den cut-up-teknik han tidligere har benyttet sig af, er sådan set underordnet. Teksten giver ikke mening. Den maler derimod, som sagt et herligt syret billede af drøm eller underbevidsthed. At de citerede linjer så ovenikøbet magter at klamre sig til min hjernestamme, så jeg griber mig i syngende at cykle ud af Vesterbrogade: Who are these people osv. vidner om Yorkes tæft for at skrue en god melodi sammen.

Inden vi imidlertid når så langt, er der blevet festet med rige zombier i åbneren ”Traffic”, en technodrejet sag med en dyster fremtidsvision om bl.a. fremmedgjorthed, nettets faldgruber jf indledningen med dens Twitter-terminologi: »Submit, submerged, no body, no body, it’s not good, it’s not right, a mirror, a sponge« og peger så på den essentielle erkendelse: »But you’re free.« Med fed ironisk streg under. For hvor frie er vi egentlig? Rich zombies i Kensington og Chelsea og foie gras fra drypfodrede gæs.  De rigeste af de rige; bevidstløse zombier i den dyre ende af London. Hvori består vores frihed? På anden skæring “Last I Heard (…He Was Circling the Drain)” vågner han af en drøm: »I woke up with a feeling I just could not take«. Vores mand svømmer i rendestenen og bliver suget op af byen, menneske og rotte bytter plads og klaustrofobien og mareridtet er til at tage og føle på, selvom musikken desværre lander et sted mellem arkadespil, lalleglad puls og dystopisk stueorgel og ikke tilfører nummeret meget andet end en ensformighed, som ganske vist understreger sangens knuskende tema, men faktisk ikke er værd at skrive hjem om.

Tredje nummer ”Twist” består af to dele, der tidligere er blevet spillet til koncerter som to separate numre og første del starter med et meget fedt drive og beat, med stemmemanipulationer indflettet før falsetten falder ind i en typisk Yorke. Det er et godt nummer, et af albummets bedste sammen med “I Am a Very Rude Person” og “Not The News”. “Dawn Chorus” er en langsom monoton sang om at gentage sig selv om og om igen, fanget i dét at være et menneske i en fremmedgjort verden. Et af Yorkes yndlingstemaer, og i høj grad også et hovedtema på Anima. Alle sangene kredser om dette. Så følger de to ovenfor nævnte, stærke numre “I Am a Very Rude Person” og “Not The News” med en pludselig sammenhængskraft mellem numrenes enkeltdele. Det løfter sig her. “The Axe”, “Impossible Knots” og “Runawayway”, det digitale albums tre sidste numre forbliver mere elektronisk pulserende end godt er. Der bygges ikke små gnistrende musikalske oplevelser op; det bevæger mig ikke. På vinyl får man yderligere et ‘skjult nummer’: “Ladies & Gentlemen, Thank You for Coming”, det nummer har jeg ikke adgang til.

Albummet ledsages af en kortfilm. En pudsig og syret sag med 50-årige Yorke i koreografisk interessant hovedrolle. Muligvis om at finde sin indre kvindelige arketype, jf titlen Anima. I følge dybdepsykologen Jung er anima den kvindelige side i mandens ubevidste, og repræsenterer samtidig det billede, han bærer i sig af den kvindelig natur i det hele taget, netop i form af den kvindelige arketype. I filmen, som man er nødt til at finde et Netflix abonnement for at se, indgår sangene “Not the News” anden del af “Traffic” og “Dawn Chorus” og det er en ganske god film! Instrueret af Paul Thomas Anderson, der står bag film som Magnolia og There Will Be Blood.

Det ambient eksperimenterende elektroniske lydbillede skyldes jo i høj grad Nigel Godrich, som har arbejdet sammen med Thom Yorke i mange år. Det er da også til at få øje på de to herrers fælles rejse fra de første spæde æteriske flader og manipulationer på mesterværket OK Computer fra 1997, frem gennem alle Radioheads albums siden. Over fællesbandet Atoms For Peace, hvorfra der er samples på nummeret ”Not The News” og frem til Yorkes soloalbums. På Anima er filerne fløjet gennem æteren, fra den ene til den anden. Frem og tilbage, men har på denne himmelfart desværre også mistet noget af nærværet.

Jeg synes sgu ikke rigtig det vokser på mig. Det forbliver sært endimensionelt. Lidt for tænkt og lidt for upersonligt. For meget arbejde af først Thom Yorke og så af Nigel Godrich og tilbage igen eller den anden vej rundt. Ikke blandingen af blod og sved, hvilket nok også ville ligge uden for lige netop denne musiks ærinde. Men det bliver for anæmisk til mig, selvom jeg godt kan lide de to herrer og bøjer mig i støvet for visse af deres tidligere samarbejder (især synes jeg Yorkes første soloalbum The Eraser fra 2006 er virkelig godt) og indimellem fungerer det da også på Anima, F.eks. på ”I Am a Very Rude Person”, der faktisk drister sig ud i et let og lydefrit løb uden alt for mange konstruerede krummelurer og sin insisterende besværgelse: »You don’t mean a thing, but it won’t bother me« der bliver gentaget igen og igen hele sangen igennem, som et mantra. Og som nævnt er også “Not The News” og ”Twist” gode steder at opholde sig. Ideen med drøm/underbevidsthed/anima fungerer, men også det er lidt tænkt. Er det så halvgodt eller halvskidt, når alt kommer til alt? De gode numre er virkelig gode og der en ansatser til mere, hen gennem albummet, men der er også meget kedeligt uforløst materiale. Jeg lander på tre et halvt U for Anima og vender så ellers tilbage til Suspiria, Yorkes filmmusik fra sidste år (uden Godrich), som er et glimrende album! Det vil jeg hellere lytte til.

Og hvorfor ikke lade Thom Yorke selv få det sidste ord, og fortælle, om han overhovedet kan se noget optimistisk ved fremtiden, for Anima er vitterlig et dystopisk album om angst og fremmedgørelse. Her fra et interview med Crack Magazine: »I think we’ve reached a crisis point. I hope it will be our final crisis point where we actually allow the anger and frustration that’s inside of us to come to fruition. To speak. We need to wake the fuck up. Once we wrestle the wheel off the maniac – maniacs – trying to drive us off a cliff, I’m optimistic. I really do think right now we’re seeing the people at the wheel for what they are and it’s only going to snap us awake. I hope so.«

★★★½☆☆

Skriv et svar