Årets bedste plader

2010’ernes bedste udenlandske plader: 100-91

Skrevet af Redaktionen

Redaktionen gør status over 2010’ernes bedste udenlandske udgivelser: I vores første kapitel kreerer en levende hiphop-legende sit mest skizofrene og triumferende værk, en anden gør sin monumentale entré på den internationale scene, mens en Baltimore-duo i syvende omgang leverer drømmepop fra en helt anden verden.

100, Kate Tempest – Let Them Eat Chaos (2016)
Let Them Eat Chaos er et album, der nemt kan komme til at lyde prætentiøst, når det opsummeres. Et spoken word/rapkonceptalbum med syv hovedpersoner fra det samme boligkompleks i Sydlondon, der hver især vågner klokken 4:18 til lyden af en storm, der raser udenfor, og hvor man derefter præsenteres for deres liv med alt, hvad det indebærer af håb og udfordringer. Men Kate Tempest formår at blæse liv og nærvær ind i det højlitterære konceptalbum, så det føles både vitalt og vedkommende.

Resultatet er et album, der emmer af vrede og indignation over verdenens tilstand og alle dens problemer lige fra økonomisk ulighed, klima- og miljøkatastrofer, stigende stofmisbrug og kriminalitet. Det ubestridte højdepunkt er den sydende ”Europe Is Lost”, der er én lang fordømmelse af vestlig dekadence, selvtilstrækkelighed og arrogance: »Europe is lost, America lost, London lost / Still we are clamouring victory / All that is meaningless rules / We have learned nothing from history.« En fornem og distinktivt europæisk realisering af hiphoppens potentiale som hårdtslående politisk protest.
(SF)

99, Parquet Courts – Light Up Gold (2013)
Light Up Gold, der udgør opfølgeren til Parquet Courts’ ofte oversete debutplade, American Specialties, kaster Savage, Savage, Brown og Yeaton sig hovedkuls ud i en af årtiets mest intelligente DIY-punkudgivelser, som ikke mindst lagde fundamentet for kvartettens fremtidige udvikling og modningsproces hen imod nogle af 2010’ernes absolutte anmelderdarlings. Light Up Gold bæres ikke mindst fremad af den eksiltexanske frontmand Andrew Savages aspirerende newyorker-artpunkdrømme, der rent lyrisk serveres med en god portion selvrefleksion, selvironi og indifferens over for omverden, mens lydsiden både tonser igennem på uforfalsket punkmanér, men samtidig også dyrker de skæve popmelodier, som i langt højere grad kom til at skinne igennem på senere Parquet Courts-plader.
(DN)

98, Kendrick Lamar – Section.80 (2011)
Allerede på første nummer på Kendrick Lamars officielle debutudgivelse rapper han, som om han aldrig havde lavet andet. Leveringerne på åbneren, “F*ck Your Ethnicity”, er knivskarpe og velovervejet, produktionen er dejligt jazzet, og det danner en rød tråd for resten af Section.80. Lyrikken viser, at Lamar er en intelligent og observerende ung rapper. Han er sympatisk, men under overfladen vokser en vrede og frustration, og Lamar kommer omkring kriminalitet og stoffer, men også personlig usikkerhed og en urolig opvækst.

Albummets tilbagelænede jazzproduktion passer samtidig godt til Lamars måde at eksperimentere med sin vokal: Nogle gange lyder han næsten doven og dvask, og på et nummer som “Rigamortis” kan han skrue flowet så meget op, som kørte man alt for hurtigt i en bil, man ikke kunne styre. Debuten Section.80 præsenterede os for en ung Kendrick Lamar, der allerede dengang havde teknisk overskud som ingen anden.
(TS)

97, Beach House – 7 (2018)
Også på syvende – og hidtil seneste – skud på albumstammen fra Beach House holder Baltimore-duoen et niveau, som på alle måder er imponerende. Jeg kan ikke komme i tanke om ret mange andre kunstnere, der på samme måde formår at virke relevante og i bevægelse efter samme antal udgivelser. Virkemidlerne og stemningerne er velkendte, men dreampop-lydbilledet er mørkere og mere fortættet end på de tidligere albums. Det er især kendetegnet af en slæbende trommelyd, der trækker store dele af pladen ned i et døsigt tempo. På 7 mestrer Beach House fortsat kunsten at indhylle lytteren i en atmosfære, der på én gang er velkendt og umulig at definere.
(UH)

96, Courtney Barnett – Sometimes I Sit and Think, and Sometimes I Just Sit (2015)
Sjældent har et debutalbum haft en så passende titel som Courtney Barnetts Sometimes I Sit and Thnki, and Sometimes I Just Sit, der er propfyldt med herligt navlepillende hverdagsobservationer og strøtanker om forstadslivet tilsat et ordentligt skvæt kæk slackerrock og grungeæstetik. Selvom det er et meget teksttungt album, så undgår den australske singer/songwriter at køre fast i sit eget tekstunivers. Tværtimod træder albummet en meget fin balancegang mellem de lettilgængeligt humoristiske og hipsterironiske dele samt de mere højtragende og hverdagsfilosofiske indslag.

Det er kort sagt et af de albums, hvor det er en fryd bare at sidde og nyde tekstuniverset, som Courtney Barnett introducerer en til. Det føles så relaterbart og ægte, når hun synger om at vende tilbage til barndommens deprimerende forstadsområder på jagt efter et sted at bo, eller om dilemmaet med at være inviteret til en fest, som man egentlig ikke orker at tage til, fordi man er udmattet af andre mennesker og har brug for ro. »I wanna go out, but I wanna stay home,« er måske et lidt banalt kampråb for en generation, men ikke desto mindre et, der vækker genklang.
(SF)

95, Vince Staples – Big Fish Theory (2017)
Vince Staples havde velsagtens allerede vist mere end bare gode takter på debutsuccesen Summertime ’06, der var en imponerende præstation båret af en gennemført produktion fra hiphop-sværvægtere No I.D. og Clams Casino. Men det stilistiske spring på den fremragende efterfølger Big Fish Theory var til at mærke, og gjorde den til endnu et springende punkt i Staples’ karriere. Den omklamrende og klaustrofobiske stemning på pladen er foranlediget af kølige klubinspirerede beats, hvor fascinationen af Detroit-technoen skinner klart og tydeligt i gennem i produktionen.

Med Big Fish Theory virkede Vince Staples for en kort stund nærmest uovervindelig, som en auteur klar til at tilslutte sig rækken af den moderne hiphops største, der nok ikke kunne matche Kendrick Lamar i mainstreamappel, men så afgjort i karisma.
(KFN)

94, Iron & Wine – Kiss Each Other Clean (2011)
På Kiss Each Other Clean dykker Iron & Wine ned i 10 fremragende komplekse kompositioner, som tilmed er lidt mere poppede end på gruppens tidligere udgivelser. Der leges mere med lyden her; tag bare de mange rytmiske lag, der driver sangene fremad, hvilket står tydeligst på et nummer som ”Rabbit Will Run”. Sam Beams letgenkendelige stemme lyder samtidig formidabelt, mens han presser sig selv mere i leverancen af sine flertydige tekster. Flere af numrene på albummet er sågar små perler af vellyd; såsom ”Tree By The River”, ”Half Moon” og ”Rabbit Will Run”, der er popkunst af høj kvalitet, fyldt med detaljer, små finurligheder, sære lyde en god portion varme og intelligens, som i sidste ende kræver nogle lyt, før alt er kommet for en dag.
(JT)

93, Kanye West – The Life of Pablo (2016)
The Life of Pablo er en legesyg og konstant muterende skabning, der – om man vil – måske er det mest undervurderede album i Kanye Wests ubegribelige bagkatalog. Det er dynamisk, højtsvævende, sprællevende og ofte befriende ignorant på ydersiden. I det hele taget er albummet en skizofren og triumferende form for larger-than-life-playliste, der indfanger Kanyes geniale og humoristiske spontanitet i et monumentalt rod, hvis iboende galskab har en stærkt vanedannende virkning. Mens mange af Wests albums har været tilbedt fra første sekund, fik The Life of Pablo en mere beskeden modtagelse, for det er samtidig her, vi finder den dårligste Kanye-lyrik.

Og selvom det naturligvis lyder ligeså skammeligt godt, som man kunne frygte, er der samtidig ofte en sønderknusende selvmodsigelse, der venter rundt om hjørnet. Det medfører blandt andet, at det nu nogle år efter står krystalklart, at The Life of Pablo har en kolossal langtidsholdbarhed. Efter utallige afspilninger har det en forbløffende friskhed over sig, og så er det i øvrigt uden tvivl et af årtiets mest underholdende hiphopalbums.
(MH)

92, Grimes – Visions (2012)
Da canadiske Claire Boucher som kun 23-årig udgav sit gennembrudsalbum, Visions, var det i den grad et frisk pust. Sådan plejede popmusik ikke at lyde. I dag, syv år efter, har Visions stadig en kølighed og friskhed over sig, der virker ægte moderne. Samtidig har Grimes noget på hjerte. ”Oblivion” lyder i første omgang som et festhit, men viser sig at have en rygradsrislende og – for især utallige kvinder – alt for genkendelig tekst om frygten for overfald: »I never walk about after dark / It’s my point of view / ‘Cause someone could break your neck / Coming up behind you / Always coming and you’d never have a clue.«

Visions ligger Grimes’ futuristiske, glasklare vokal som et både piget og ikke-menneskeligt lydbillede på toppen af alskens elektroniske beats. Det er et album med bjergtinder og bakkedale, hvor ikke alt er lige imponerende, men de højder, der nås på eksempelvis ”Genesis” og ”Oblivion” er uomgængelige. Elektronisk pop, som kommer fra det helt nære og fra det ydre rum på én og samme tid.
(CG)

91, Mac DeMarco – Salad Days (2014)
Få kunstnere har været så definerende for indiemusik i dette årti som Mac DeMarco. Med en analog, 70’er-inspireret lyd, melankolske popsange om kærlighed og en uimodståeligt umiddelbar persona er han intet mindre end et stilskabende fænomen. På Salad Days inviterer DeMarco os ind i en verden af twangy chorusguitarer, æteriske omkvæd, bløde, underspillede trommer og en stemme dyppet i rumklang, som længes efter en romantisk fortid af grynede solnedgange. Sangene minder endog meget om hinanden, både i lyd og stil, hvilket medfører, at albummet til tider mere er båret af en stemning end en samling sange, på trods af at de også fungerer hver for sig.

Hovedværket er “Chamber of Reflection”, der rammer følelsesmæssigt tungere end resten af ‘Salad Days’. Tempoet er langsommere, instrumentationen er mindre let og legende, og teksten snakker om deprimerende ensomhed i sin hypnotiserende messe af mantraet »Alone again«Re. Med Salad Days fremviser Mac DeMarco ikke mindst sin unikke evne til at indkapsle sine følelser i musikken og til at skabe stemninger af forvirret og rodløs ungdommelighed som ingen anden i 2010’erne.
(SH)

Læs også om 2010’ernes bedste udenlandske plader: 90-81

Skriv et svar