Koncerter

Alex Cameron, 21.10.19, Store Vega, København

Foto: Mathias Kristensen

Den australske sleazeball og entertainer Alex Cameron fik det til at koge i Store Vega på en ellers kedelig oktober-mandag.

Selvom Alex Cameron ikke formåede at trække så mange publikummer til Store Vega, at balkonerne skulle tages i brug, var der så opkogt en stemning, da han indtog scenen, at man skulle tro, der var stuvende fuldt. 

En forklaring på det halvtomme Vega skal måske findes i det faktum, at Cameron har lagt vejen forbi Danmark en hel del gange inden for de seneste to år: Senest spillede han på Heartland Festival i 2018, hvor Undertoner fik mulighed for at møde Cameron til en snak om humor, husleje og optimal berømmelse, og få måneder inden da havde han spillet på Lille Vega.

Men der er alligevel sket lidt siden da. I september udgav Cameron sin tredje udgivelse, Miami Memory, der scorede 4 U’er her på siden. Pladen bød på en distancering til tidligere udgivelsers portrætteringer af tabermænd, creeps, og de typer, der desperat gør alt for ikke at tabe ansigt, men gør lige netop dét i processen. Dog er den lettere barokke humor stadig intakt, og den fik publikum da også at smage denne aften. 

Allerede opvarmningsakten var forholdsvis humoristisk, selvom det var svært at gennemskue, om det nu også var intentionen. Jack Ladder, som også akkompagnerede Cameron på keys under hovedakten, stod som solist og gav sig i kast med en på alle måder pastiche optræden, der trak så tungt på 80’ernes synth-pop, at selv hans frisure var som en copy-paste af årtiets karakteristiske mullet. Overordnet set var det dog en ret uinspireret og småkedelig optræden rent musikalsk, som heldigvis på ingen måde var karakteriserende for resten af aftenen. 

Anderledes original og fængende var dog Cameron selv, da han trådte på scenen iført sin signatur beklædningsdel, en wifebeater-undertrøje, og en guldskjorte, der dog hurtigt måtte vige for varmen genereret af utallige kitschede dansetrin og gestikuleringer under aftenens indledende numre “Bad for the Boys”, “Divorce” og “Country Figs”. 

Efter den synthpoppede hymne til “Candy May” blev det tid til nogle af singlerne (og højdepunkterne) fra Miami Memory i form af den lyrisk lidt kuriøse “Stepdad” med sin letgenkendelige staccato synth, efterfulgt af titelnummeret “Miami Memory”, der desværre faldt lidt til jorden, da Camerons vokal flere steder var helt off pitch

Efter den lettere forglemmelige kærlighedssang “Gaslight” fik Camerons gode ven og »business partner«, saxofonisten Roy Molloy, lidt overraskende for os førstegangs-publikummer til Alex Cameron-oplevelsen, stukket mikrofonen i hånden til en særlig live-edition af Roys “stool reviews”, som indslaget blev introduceret. Her fik Molloy et par minutter til at anmelde den taburet, han sad på under koncerten – en taburet med »immaculate buttfeel«, der indkasserede fire ud af fem stjerner. 

Det humoristiske indslag blev overgangen til koncertens tre svageste numre “Happy Ending”, “Other Ladies” og “PC With Me”. Hvor “Happy Ending” på Camerons debut Jumping the Shark er et af de stærkeste numre med sin besnærende lo-fi kvalitet og tunge synth, så faldt den, sammen med de andre numre, igennem i koncertens forfladigede udgave. 

Heldigvis var der hurtig oprejsning, da 80’er pop-balladen og Bruce Springsteen sound-alike nummeret “Strangers Kiss” blev sunget i duet med aftenens kvindelige guitarist, Lyla Lawson, der overtog Angel Olsens del af duetten på fremragende vis. “Far From Born Again” og “The Comeback” afsluttede koncerten med både fællessang og indgåelse af en kontrakt mellem Cameron og publikum om, at så længe publikum kommer, kommer Cameron og co. også. Da ekstranummeret “Runnin’ Outta Luck” ebbede ud, var der ikke meget tvivl om, at publikum nok skulle overholde deres del af aftalen.

★★★★★☆

Fotos af Mathias Kristensen

Skriv et svar