Koncerter

Chromatics + Desire, 04.10.19, Store Vega, København

Foto: Daniel Nielsen

Æstetisk overeksponering af blåt og rødt neon lys, da Chromatics og Desire skabte et 80’er-nostalgisk parallelunivers.

Engang imellem får man mulighed for at træde ind i anden verden. En verden, der er skåret til i perfekt koordinerede farver og som er båret af skræddersyede toner. Sådan en verden blev der skabt fredag aften på Store Vega til dobbeltkoncerten med de to søsterbands Chromatics og Desire.

Begge bands er båret af den mytiske producer, komponist og analog-fetichist Johnny Jewel, der lægger skabelonen for det stramme koncept. Og med ham som chauffør ved koncerten på Vega følte man nærmest, man sad på passagersædet i Nicolas Winding Refns film Drive (2011), mens Ryan Gosling kører en igennem et 80’er-indsvøbt Los Angeles. Eller at man sad på forreste række til et neonbelyst modeshow i Refns nyeste film, The Neon Demon (2016).

For Vega var klædt i rødt og blåt neonlys, og synthtonerne lød som et kassettebånd fra 1980’erne med to bands, der spillede så overstram new wave synth-pop, at det nærmest var for 80’er til at kunne passe ind dengang, uden at det ville føles som en parodi på samtiden.

Men med Desire og Chromatics stramt komponerede koncerter blev en lille tidslomme skabt, og vi blev ført ind i et overæstetiseret, længselsfuldt og overfladisk univers. Begge bands havde en markant distance til publikum med deres massivt tilstræbte cool attitude, og under den tykke overflade lå der en tung ensomhed og dansede kinddans med ekstasens eufori.

Desire

Johnny Jewels sideprojekt, der især er kendt for den længselsfulde ”Under Your Spell” fra Drive-soundtracket, lagde for land med 35 minutters stramt komponeret synth-pop. I front står sangerinden Megan Louise iklædt et latex catsuit, der var lige så stram omkring hendes krop som den musik, der kom ud af højtalerne.

Med hovederne bøjede over deres keyboards, og enhver form for følelse gemt væk fra ansigtet, blev musikken leveret fuldstændig renset for noget som helst, der ikke gik i takt med den overeksponerede neon-æstetik. Det var dansabelt på den måde, hvor man let bevæger fødderne fra side til side, opretholder sin cool attitude og bevare en mystisk aura.

Ikke helt ulig David Lynchs Twin Peaks-univers var det som om, at der lå et stort drama og gemte sig under overfladen. Megan Louise sang: »Mirroir mirroir on the wall/ Who’s the fairest of them all/ It’s us,« og jeg kan ikke lade være med at tænke på, at der må ligge en underliggende usikkerhed bag behovet for at synge: Det er os, det er os, det er os, det er os, der er smukkest i landet her.

Rytmerne svingede og Johnny Jewel spillede hele vejen igennem en massiv italo disco-synthbas, der lød som en vred humlebi. Men konceptet tillod aldrig, at musikken blev sluppet fri og forløste sig selv. Målt på energiniveauet sluttede vi, hvor vi startede, og i løbet af de seks numre var det kun i et cover af New Orders ”Bizarre Love Triangle”, at festens ekstase for alvor pippede frem. Musikken fortalte os snarere, at vi skulle dvæle os hen i musikkens længselsfuldhed til numrene fra det ti år gamle album, II.

En ting stak dog ud fra det ellers så stramme koncept. Megan Louises arme svingede konstant og hun kunne ikke holde sin energiske spilleglæde tilbage. Hun havde det al for sjovt oppe på scenen til at bevare den distancerede, påtagede cool attitude. Og hermed satte koncerten sig mellem to stole. For skulle vi danse eller dvæle hen? Det fik vi aldrig svar på.

★★★½☆☆

Chromatics

Mere strømlinet blev det under koncerten med aftenens hovednavn, mytiske Chromatics, som denne aften spillede sin første koncert i Europa siden 2013. På skærmen bag bandet tonede først et logo fra pladeselskabet Italians Do It Better frem, ligesom hvis vi sad i biografen. Med det samme forløste koncerten sig allerede i et cool beat med lækker synthbas på det instrumentale ”Tick of the Clock”. Et nummer, der både indeholder den David Lynchske synth-mystik og italo discoens potentiale for det cool, euforiske og dansende.

Italo disco opstod i slut-70’erne, da italienske producere som Georgio Moroder spillede disco gennem deres synthesizere og trommemaskiner, og tilsatte middelhavs-dolce vita og europæisk harmonik til den amerikanske dansemusik. Der er ikke mange som rører ved italo discoen i dag, men Chromatics pakker den glimrende ind i et lydbilleder af noir og mystik.

Med den fine ”Kill for Love” blev Chromatics-sangerinden, Ruth Radelet, for alvor introduceret med hendes spinkle vokal, der var nøgen og nervøs, lidt som New Order-sangeren Bernard Sumner. Forsigtigt strøg hun akkorderne på sin guitar og var nu længselsfuld som den tyske sangerinde Nico. Da sangen til sidst eksploderede med et potent guitarriff fra Adam Miller, var det som om, at New Orders spejlkugle hang over scenen.

Denne koncert var om muligt endnu mere distanceret og påtaget cool, men musikken var så mættet af længselsfuldhed og eufori, at dette var væsentligt mere dragende, end da Desire spillede. Den konstante, æstetiske overeksponering af 80’er-nostalgien var overvældende og gjorde glimrende op for, at ikke alle Chromatics’ sange er lige gode. Flere gange føltes sangene som noget, man havde fundet på et tilfældigt, masseproduceret kassettebånd, uden at de gjorde det store væsen af sig.

Men med ”Kill for Love”, ”Cherry” og Neil Young-coveret ”Hey Hey, My My (Into the Black)” samt en masse cool italo disco-inspireret synthekstase gavnligt doseret under hele koncerten, blev det en god aften.

Højdepunktet indtraf, da Ruth Radelet trådte alene ind på scenen og spillede første ekstranummer med forsigtige strøg på guitaren i en sensitiv udgave af Bruce Springsteens ”I’m on Fire”. Herefter fulgte en lidt svag udgave af ”Shadow”, som er kendt fra den nye sæson af Twin Peaks. Det magiske synthtema var denne aften blevet ført over på Adam Millers guitar, og det lød af skuffelse og uindfriede forventninger.

Til sidst fik vi et komplet unødvendigt cover af Kate Bushs ”Running Up That Hill”, der var så sløvt og tilbagelænet, at det gjorde intet godt for den ellers eminente sang. For på trods af den ekstremt gennemførte, oversensitive æstetik var der plads til kedsommelige kiksere i Chromatics’ første europæiske koncert i seks år.

★★★★☆☆

Fotos af Daniel Nielsen / www.frozenpanda.com

Skriv et svar