Koncerter

Daughters, 23.10.19, Loppen, København

Foto: Daniel Nielsen
Skrevet af Daniel Niebuhr

Galskaben fik frit spil på Loppen i løbet af det, der gik hen og blev en monumental, sveddryppende aften i selskab med Daughters.

»Don’t tell me how to do my job,« konstaterer Alexis Marshall tørt ind i den mikrofon, han som så mange gange før har smadret mod sin bordeauxpigmenterede, arrede pande. Der er gået mindre end to minutter. Vi storsveder allerede under Loppens tætpakkede bjælkeloft, som selv samme Marshall kort efter kommer til at blive båret rundt under.

Det er kun tre dage fra etårsdagen for udgivelsen af Daughters’ sublime You Won’t Get What You Want. Rhode Island-kvartetten har over flere omgange turneret ekstensivt på begge sider af Atlanten, og i løbet af de seneste 362 dage har den ultrahøje kvalitet af både førnævnte You Won’t Get What You Want samt deres fuldkommen maniske og supertighte liveoptrædener kun gjort hypen endnu større. Selvfølgelig er der også udsolgt i dag. Loppen er fuldkommen tætpakket med mennesker.

For væk er dagene som støjende, Rhode Islandsk nichekultband akkurat som sjælefrænderne i Lightning Bolt og The Body, der i start-00’erne nærmest kun appellerede til noiseafficionadoer. Det er derfor ikke overraskende også kun de to seneste plader – der også tæller Daughters’ selvbetitlede forgænger fra 2011 – som bliver besøgt i dag.

“The Reason They Hate Me” lægger for, mens metaltrætheden efter utallige dage på landevejene indledningsvis skal poleres væk. Det fremviser først og fremmest ikke Daughters – og i særdeleshed Marshall – i sin mest rabiate udgave, men nærmere med en markant ligegyldighed over for omgivelserne og med ganske få fucks at dele ud af. Galskaben vokser dog gradvist frem, jo længere hen vi kommer, anført af “The Lords Song”, hvor Marshall, akkompagneret af de forreste tilhørere, leverer vrælende nik til Peggy Gore: »I cry about it, because I want to!«

Indslagene fra s/t virker samtidig nøje udvalgt til at kunne flettes ind som supplement mellem de seneste skæringer. “The Hit”, som velsagtens er bandets mest poppede og letfordøjelige udspil, bliver denne aften fremført langsommere og dermed også noget tungere end sin studieudgave, mens “The First Supper” som en glædelig overraskelse (angiveligt) er røget på sætlisten for første gang i 2019.

Det er dog stadig You Won’t Get What You Want-kompositionerne, der bærer det største læs. De infernalske sirener på åbningsminuttet af “Satan in the Wait” fremkalder aftenens første noterbare jubelbrøl, og “Less Sex” fungerer som bufferzone mellem de mere frenetiske indslag, hvor vi for en stund får mulighed for at trække vejret midt i de saunalignende tilstande.

Der er dog også udsving: Marshall er ikke altid lige stærk på vokalfronten og glemmer sågar store tekstbidder, når der samtidig også skal springes, kravles, og omfavnes i takt med at han mister mere og mere af tøjet på overkroppen. Mange af de små guitarnuancer der præger Daughters’ lydunivers, drukner samtidig ofte i de buldrende basvibrationer fra Jon Syversons kompromisløse trommespil.

Men så var den der jo heldigvis; den gradvist voksende galskab, der eskalerer på først “Guest House” med kulminationen i form af Marshalls gentagende, klagende, desperate råb efter hjælp, der giver genlyd i salen. »Let me in!« skråler han om kap med publikum. Dernæst manifesterer den sig i selve musikken på “Daughter”, der tegner sig for bandets mest skizofrene komposition, som både når omkring bossanova’sk percussion og hvinende guitarflader, før hele seancen til sidst kammer over i den direkte skræmmende, 10 minutter lange, afsluttende “Ocean Song” om Paul, der ultimativt drager ud for at drukne sig selv i det frådende Atlanterhav, mens vi andre drukner os selv i støjoceanet fra kaskader af feedback. Sideløbende har Marshall – nu i bar overkrop og badet i rødt lys – transformeret sig til sin vanligt demagogiske skikkelse skuende ud over menneskemængden, mens han snupper en sidste omgang kravlende på publikumshænder oppe under loftet.

»To know / To see for himself / If there is an ocean / Beyond the waves,« fremstammer han udmattet. Storsmilede. Resignerende. Mere har han ikke luft til – det har ingen af os.

★★★★★½

Fotos af Daniel Nielsen / www.frozenpanda.com

Skriv et svar