Plader

Esben: Autokannibal

Ligesom så mange andre almindelige mennesker er Esben sin egen autoimmune sygdom. Autokannibal, som består af et kompromisløst eksekveret lydlandskab og udfolder rammerne for Esbens ekvilibristiske og hudløst ærlige menneskefortællinger, er en selvskrevet kandidat til årets absolut bedste album.

De to sublime herrer bag Autokannibal er langt fra de mest fremtrædende inden for dansk populærmusik, men jeg er ikke et sekund i tvivl om, at hvis de havde været det, så ville vi leve i en bedre verden.

Esben, der sammen med Loke Deph og Boone udgør Kaput, er en af Danmarks klart mest interessante rappere. Med sit befriende, særprægede flow og stemmeføring, der på én og samme tid er slæbende og knivskarpt, gør han al forcering og kunstighed, som for ofte finder vej til toplisterne, til skamme. Esben overgør ingenting for at vise, hvad han kan, han gør det bare, præcis som han har lyst – og der står absolut ingen tvivl tilbage.

Telepa-T er produceren bag dette mesterværk, og meget lig Esbens gøren er Telepa-T også helt eminent til de underspillede produktioner. Han har sit virke i Sigma, hvor denne type beats også præger lydbilledet. Der er bare noget helt unikt ved krydsningen mellem Esbens ubesværethed og Telepa-T’s sjette sans. En krydsning, der er noget nær umenneskelig.

Allerede på intronummeret, der også er titelnummeret, begynder en opløftende tordensky at tage form. Den melankolske stemning slås an fra de første guitartoner, der spilles af Daniel Vognstrup Jørgensen fra Bottled in England, og den bekræftes af Esbens krøllede, lyriske univers: »Jeg holder mig på bunden, lunter rundt i ring / du kommenterer alt og siger dumme ting / jeg tager dig hårdt i psyken, lader dig cykle hjem / længe leve hykleriet, hyg dig til vi ses igen«.

Og her bliver det formentlig relevant at nævne albumtitlen: Autokannibal. Måske er det bare mig, der er smådum, men jeg måtte i hvert fald slå det op. Kort sagt er autokannibalisme at spise sig selv. Så blev jeg dét klogere – også ikke mindst på albummet. Det er en meget sigende titel, der indrammer hele den selvdestruktive, onde cirkel, som lyrikken tager sit afsæt i på virkelig velskreven vis.

På nummeret ”Husene” bliver både Telepa-T og Esbens evner ekstremt tydelige. En kildende synth, der gemmer sig imellem det, jeg lettest vil kunne beskrive som et løstsiddende, metallisk guitarakkordstrøg. Det ser underligt tørt ud på skrift, men det føles virkelig som at kunne flyve over alle husene badet i smørsovs. Og det er godt. Samtidig fortæller Esben fuldkommen jordnært om det dybt infantile og ganske normale menneske, der sammenbidt og idiotisk rækker ud efter det samme destruktive lorteparforhold som sidste gang: »Prøver bare på at gøre dig glad / igen / bare så jeg kan køre dig flad / igen / det’ så skørt at du gad / igen / har hørt at du’ helt nede med flaget / igen«.

Gæsterne Sune Just, Loke Deph og Lukas Lunderskov på de tre ud af albummets i alt ti numre er ikke ligefrem nogle overraskelser, det ville nærmere være overraskende, hvis ikke i hvert fald én af dem medvirkede. Her tænker jeg særligt på Loke Deph, der som nævnt er en tredjedel af Kaput-gruppen ligesom Esben. Deph rapper første vers og omkvædene af ”Blålys”, hvor kammeratskabet og ordlegen træder tydeligt frem imellem de to rappere og deres let forenelige universer.

Sune Just gæster nummeret ”OK”, der med sine legesyge trommer, dybe orgellyde og syngende strygere har en vanvittig energi på omkvædet: »Udadtil er vi okay / det lader til at vi’ okay / bag facaden er det no way / det’ ren facade og det’ okay«. For selvfølgelig er humøret ikke nødvendigvis afspejlet i den menneskelige adfærd. Livet er også smerte, selvom det er lettere at sige, at alt er fint.

Esben er en af de ypperste, når det kommer til være et lyrisk vidunderbarn, men han er sgu også mand for at give lytteren et smil på læberne. Det gør han f.eks., når han siger, at »Hvis du’ ude at skide, så bliv siddende«. Et råd, der i sin bogstavelige forstand er værd at følge.

Autokannibal viser ikke bare Esben og Telepa-T fra deres allerbedste sider, men dansk rap i det hele taget. Der er så meget komprimeret menneskelighed og autenticitet i hver en sætning, ægthed i hver en sagt linje og et så fantastisk rigt instrumentalt liv. Historieudfoldelsen er berigende og flerfacetteret, og for hver gang, man lytter albummet igennem, finder man nye intelligente detaljer og dobbeltbetydninger. Autokannibal er et nyt personligt venskab, et ekstremt vigtigt skridt for genren i sin helhed, og så er det et af de absolut bedste danske rap-albums til dato.

★★★★★★

Skriv et svar