Koncerter

Ufomammut, 02.10.19, Lille Vega, København

Foto: Daniel Nielsen
Skrevet af Simon Freiesleben

Det italienske kultband Ufomammut fejrer 20-års jubilæum med en turné, der onsdag bragte forbi Vega, hvor de gav en opvisning i tonstung doom metal.

Ufomammuts jubilæumskoncert på Lille Vega kan siges at være opbygget efter en nærmest bibelsk skabelon ud fra devisen om, at de sagtmodige skal arve jorden. Hvis du var kommet for at få tung tråd, så måtte du væbne dig med tålmodighed, for den første halve time brugte Ufomammut på at spille blød, melodisk og ja, nærmest akustisk, psych- og dungeon synth. Kun ganske få gange i det første sæt flirtede det italienske orkester med den halsbrækkende tunge doom metal, som de er kendt for.

Men alt godt kommer som sagt til dem, der venter. Og da først Ufomammut åbnede op for sluserne og lod de elektriske guitarer sende bølger af ætsende fuzz ud over os, så skal jeg love for, at publikum fik som fortjent. Efter det indledende sæt leverede Ufomammut en regulær tour de force i hvordan man får doom til at fremstå som en teknisk virtuos genre, hvor et virvar af taktskift mellem 5/8, 7/8 og 15/8 ser legende let ud og hvor hver en fiber på publikums kroppe blev blæst igennem af rå musikalsk energi.

Her er en lille introduktion til Ufomammut måske på sin plads. Det italienske band kan i ordets bedste forstand kaldes for et kultband, og det var derfor ikke et enormt publikum, der stod klar til at tage imod dem på en regnvåd efterårsonsdag. Men det var – forventeligt nok – et dedikeret crowd, der havde glædet sig til at støtte op om det italienske doom-orkesters 20-års jubilæum, som de netop nu fejrer med en europaturné og bokssættet XX – der også rummer et lille mini-album med nye, afdæmpede udgaver af gamle sange. Det var disse, der dannede ramme for koncertens indledende sæt.

Ufomammut har altid insisteret på at træde deres egne veje i stoner- og doomgenren. Onde tunger har – men en vis rette – anklaget disse genrer for at være en kende stillestående og bagudskuende, eller for blot at sovse musikken ind i så meget fuzz, at det er svært helt at høre forskel på de enkelte plader. Men Ufomammut – der består af de tre italienere med de mundrette aliasser Urlo, Poia og Vita – har udviklet en karakteristisk lyd over deres 20-årige virke, hvor de konstant har leget med at tage elementer fra psych- og progrock ind i musikken.

Tilbage til koncerten – under den dronende og stenede indledning, der havde mere til fælles med Pink Floyds mere stenede momenter eller med Wooden Shjips psych uden de mest krautede elementer, der begyndte dele af publikum at blive en kende utålmodige. Der kom et par brovtende tilråb fra publikum, der der udnyttede stilheden til at kalde på »mere bas!«. Det virkede ærligt talt en kende malplaceret, men jeg forstod også godt manden. Selvom det gav en voldsom kontrasteffekt, da Ufomammut efter en halv times forspil pludselig satte strøm igennem på instrumenterne, så var de lydmæssige dungeon synth-eksperimenter i det første sæt ikke alle lige vellykkede og interessante.

Det var til gengæld nemt at tilgive, da først bandet gav los – og her fik publikum virkelig smæk for skillingen, da bandet endte med faktisk at spille hele to sæt ekstranumre. Det var tungt, beskidt og ikke mindst satans groovy. Det er den første doom koncert, hvor jeg mindes at have set folk rent faktisk danse til musikken. Helt der var jeg ikke selv, men jeg indrømmer, at de tunge rytmer var uimodståelige for mine nakkemuskler, der instinktivt satte sig i bevægelse.

Samtidig ligger der ofte noget faretruende og nærmest maskinelt over Ufomammuts musik. Det en øjeblik lyder guitaren som en skarattende advarselsalarm og det næste øjeblik afløses den af en syntheffekt, der lyder som en ubådssonar. Andre gange får musikken et mere okkult skær, som når Urlo messer sig igennem ”Zodiac” eller ”Lacrimosa”. Og så er der et nummer som ”God”, der virkelig bøjer og vrider definitionen på hvordan doom kan og bør lyde. Her var guitaristen Poia – iført den ekstremt italienske t-shirt »No espresso, no show« – virkelig i centrum, da han begyndte at shredde sin guitar som en anden galning. Men selvom tempoet blev sat gevaldigt op, så forblev det hele på besynderligt vis tonsertungt.

Selvom det ikke var alt i den indledende første halve time af koncerten, som gik rent hjem for mig, så beundrer jeg alligevel Ufomammuts insisteren på at genopfinde sig selv og ikke blot bruge jubilæet som en rendyrket sejrsrunde. Men jeg beundrer endnu mere deres evne til igen og igen at opbygge de vildeste musikalske klodsmajortårne, som de derefter får til at styrte sammen ned i et kulsort helvedesmørke af ætsende guitarer og dundrende trommer.

Allerbedst synes jeg dog om bandets opførsel efter koncerten, hvor samtlige tre medlemmer var ude iblandt publikum for at trykke dem i næven, uddele krammere og takke dem for at være mødt op. Ufomammut er ikke bare helvedes musikalske, de fremstår også satans sympatiske.

★★★★½☆

Fotos af Daniel Nielsen / www.frozenpanda.com

Skriv et svar