Plader

Wallis Bird: Woman

Den irske kunstner Wallis Bird har på sin sjette plade Woman begået et album, der flirter både med soul og gospel, den traditionelle irske folkemusik og nogle mere moderne rytmer, samtidig med at det lyder som noget, der kunne have være udgivet for 20 år siden. Resultatet er spændende og fuld af liv, men også noget rodet og lettere umoderne

Irske Wallis Birds synes at besidde en hel unik og mærkbar passion for musikken. En stemme,der kan give selv de store divaer kam til håret, og en begejstring, der transcenderer langt ud over et albums firkantede rammer og smitter lytteren med selvsamme glæde lige fra første strofe. Dette gælder også for hendes seneste plade, Woman. Åbningsnummeret ”As the River Flows” er virkelig et musikalsk spil med musklerne, og man kan levende forestille sig de religiøse højder, det ville nå på en scene. Når Bird i crescendo synger »Overcoming mystery« for femte, sjette, syvende gang, og musikken først ved ottende gang sætter ind, og for fuld kraft, ja, så mærker man virkelig hendes formåen; ikke bare er hun en fremragende, levende og spændende sangerinde, hun kan også skrue et godt popnummer sammen, så det både overrasker og imponerer.

Og Bird kan virkelig skrue et godt nummer sammen; det værende en klavertung ballade som ”Time It Is Not Waiting”, et sjovt lille op-tempo nummer som ”That’s What Life Is For”, der ikke er bange for at flirte med den irske folkemusik, eller den soulede, sexede ”I Know What I’m Offering”. Men lige under den genreeksperimenterende overflade ligger der en hård kerne af kvinde-power soul-pop fra start 00’erne, der er meget svær at komme udenom. Woman skulle simpelthen have været udgivet i 2001, side om side med Anastasia, Destiny’s Child og alle de andre. Prøv at sætte nummeret ”Salve!” på. Lyder det ikke fuldstændig som noget, Erann DD kunne have skrevet? Det samme gælder et nummer som ”Love Respect Peace”, der befinder sig mere i den soul’ede ende, med dertilhørende gospelinspireret kort. Og måske er det faktisk koret, og de flerstemmige baggrundsharmoniseringer, der findes på alle numre på nær et enkelt, der giver pladen den her underlige følelse af at have været blevet udgivet 20 år for sent.

Som pladens titel indikerer kredser sangenes tekster sig meget om kvinder og kærligheden til dem, både i de tætte relationer (»I am your woman/ and you are mine« – ”Woman oh Woman”) og i de universale, feministiske sammenhænge. Pladens slutnummer, den meget flotte ”Repeal” som eksperimenterer med den traditionelle lyd af irske fløjter tilsat nogle næsten militærinspirerede trommer, bevæger sig netop i tekstunivers mellem det tætte og det nære. »Let me decide what’s good for me« synger Bird, og formåer både at referere til en kontrollerende kæreste og til det dominerende patriarkat på en og samme gang, og er et fint nummer at slutte en plade om og til kvinder af på

Der er ikke noget galt med musik fra 2001. Det lyder bare så frygtelig meget som noget, det blev udgivet for 20 år siden, og Woman er altså udgivet i år. Det er selvfølgelig en blanding af den soul-pop genre, Bird beskæftiger sig med, tilsat den umiskendelige irske lyd, der får alting til at minde en om The Corrs, som resulterer det her lidt umoderne udtruk, og jeg er faktisk rimelig sikker på, at mange af pladens numre på mange måder, og muligvis uden det evindeligt harmoniserende kort, kommer til deres ret i en live-mæssig sammenhæng. Indtil da må vi nøjes med en lidt rodet plade, der trods sine højdepunkter, og en sangerinde hvis gennemslagskraft i sig selv kunne brænde et nyt hul i ozonlaget, ikke helt formår at få mine arme i vejret.

★★★★☆☆

Skriv et svar