Tilbage i 2016 brød det amerikanske indie-folk band Whitney igennem med deres anmelderroste album Light Upon The Lake. Det 7-mand store band fra Chicago blev dannet i 2015 af forsanger Julien Ehrlich og Max Kakacek og gav deres første danske koncert på Pavilion scenen på Roskilde Festival i 2016, hvor Julien Ehrlich indtog trommerne og forsangerrollen centralt på scenen – og gav et brag af en koncert.
Whitney fastholder den indie-folk stil, de brød igennem med på deres første album og forkæler os med igen, igennem en række stærke, melankolske sange med udgangspunkt i en nostalgisk 70’er lyd og masser af iørefaldende vokalharmonier. Omdrejningspunktet i musikken er stadig trommeslager og forsanger, Julien Ehrlich, som med sin karakteristiske klare, fine og bløde stemme giver Whitney deres egen specielle stemning og lyd. Stemmen og musikken er på én gang smuk, længselsfuld og sørgmodig, men lukker aldrig om sig selv. Tag eksempelvis titlen på pladens anden skæring “Used to be Lonely”, som på én gang indkapsler det melankolske i ensomheden men også optimismen i tosomheden. »Well it made no sense at all / Until you came along / I am afraid you’re letting go / ‘Cause the only life I’ve ever known / Used to be lonely / Lonely«. Der er en optimisme, lethed og dynamik i musikken, som giver modspil til Julien Ehrlichs stemme, og på den måde fremstår Whitneys sange utroligt balancerede og ja, meget behagelige.
Albummet indeholder, ligesom forgængeren, 10 numre og indledes af “Giving Up”, der kredser om og beskriver den ulykkelige kærlighed og følelsen af at blive forladt: »Waiting for the morning sun / Are you coming home my love / Tears are falling one by one / I can feel you giving up«. Efterfølgende nummer “Used to be Lonely” lægger, ligesom albumåbneren, stille fra start, men bygges op og når sit klimaks med guitarsolo, trompet og vokalharmonier – et klassisk Whitney-nummer, hvis man altså kan sige det om et band, der kun har udgivet to plader. Men det fungerer, og det er fandens smukt.
På Forever Turned Around er det igen makkerparret Ehrlich og Kakacek, som har skrevet hovedparten af materialet. Undertegnede læste fornyligt i et interview, at tilgangen til sangskrivningen denne gang har været en anelse anderledes. I et forsøg på at udvide deres kreative rammer har de begge – og resten af bandet i øvrigt – kastet sig over hinandens instrumenter i sangskrivningsprocessen. Resultatet? Mere end godkendt! Forever Turned Around er bestemt en plade, som udtryksmæssigt ikke ligger langt fra debuten. Alligevel fornemmes her på to’eren en anelse mere optimisme og lettere opstemthed, som eksempelvis på den instrumentale og legesyge sang ”Rhododendron”, som vel bedst af alt kan beskrives som et lille fint Jazz-frikvarter halvvejs på albummet.
Pladen er fint produceret med plads til alle instrumenter i lydbilledet og til numrenes melodiske temaer, der skiftevis bliver båret af klaver, guitar og blæsere. Det er således en plade, som virkelig egner sig til de gode hørebøffer, hvor man som lytter får mulighed for at lægge mærke til detaljerne.
Whitney har altså med Forever Turned Around begået en stærk to’er, der på en solid og overbevisende måde fortsætter det høje niveau, de lagde ud med på debutalbummet. Eneste anke herfra er, at sangene kan flyde lidt sammen og på den måde virke ens og monotone. Men når det monotone lyder så godt og lækkert, som tilfældet er med Whitney, så er det en meget lille anke.