Årets bedste plader

2010’ernes bedste danske plader: 35-31

Skrevet af Redaktionen

Redaktionen gør status over 2010’ernes bedste danske udgivelser: Denne søndag bruger vi blandt andet i selskab med noget upoleret stenet, noget sexet og noget, der på ingen måde er techno.

35, Astrid Sonne – Human Lines (2018)
Jeg vil gerne starte med en uforbeholden undskyldning til både Astrid Sonne og ”Victor”, der venligt kommenterede: »Lad nu være med at kalde Astrid Sonne for techno«, da vi tidligere fremhævede Human Lines som en af boblerne til Bedste Danske Plade i 2018. Min fejl.

Sonne er dog ikke lige sådan at genredefinere, og Human Lines placeres måske bedst i den noget brogede experimental-kategori. Uanset genren så er Sonnes debutudgivelse en af de stærkeste og mest stilistisk afklarede i 2010’erne. Som en del af den eklektiske og voldsomt imponerende elektroniske musikscene i København, der i disse år spytter nye, spændende navne og udgivelser ud, står Sonne ud med sine støjede, spruttende og utroligt smukke kompositioner. Hun skaber til tider associationer til Oneothrix Point Never og Arca, andre gange til Jóhann Jóhannsson, men lyder aldrig usammenhængende eller forceret. Opfølgeren, Cliodynamics, viser på ingen måde tilbagegang, og vi glæder os voldsomt her på siden til at se, hvad Sonne disker op med i de kommende år.
(NK)

34, Baby in Vain – More Nothing (2017)
Efter et længere tilløb albumdebuterede Baby in Vain i 2017 på stærkt overbevisende manér. Den københavnske trio lykkes – i samarbejde med PJ Harvey-produceren Rob Ellis – med at overføre deres rå og upolerede udtryk fra livescenen til studiet. Sammenlignet med bandets EP-udgivelser er sangskrivningen på More Nothing på et helt andet niveau, ligesom der trækkes på flere stilarter end tidligere. At det fortsat er stonerrock, som er de tre unge kvinders hjemmebane, slås fast på det helt store højdepunkt; dommedagshymnen ”Apoca”.
More Nothing er en mørk og beskidt energiudladning af en plade, som giver store løfter for fremtiden.
(UH)

33, Marching Church – Telling It Like It Is (2016)
Med en pragtfuldt skramlet og ukurant lyd, lidt skævt og forvredent som Peter Doherty klonet med en ung Nick Cave bragede Elias Bender Rønnenfelt i front for Marching Church ind på scenen med først This World Is Not Enough i 2015 og året efter med dette, lidt mere strømlinede, men stadig herligt skæve album Telling It Like It Is. Det er fandme velgørende i en verden af overproduceret åleglat musik. Jeg er også begejstret for fraværet af 80’er-synthen, der ellers synes at dominere i 2010’erne. Hvad der derimod er, er en dejligt markant og til dels løssluppen bas, skæve støjende guitarer, der ikke stjæler billedet, et klaver, der pumper akkorder indimellem, violiner og en mundharpe, der titter frem i lydbilledet. Men først som sidst er det Rønnenfelts stærke og stærkt personlige sangstil, der kendetegner Marching Church, som med dette deres andet album slog deres egen eksistensberettigelse fast.
(JT)

32, Kogekunst – Sexede (2018)
Jeg kan jo selvfølgelig altid godt skrive lidt mere om, hvor fed en plade jeg synes, Sexede er.
Men det kan jo alligevel aldrig rigtig retfærdiggøres på skrift.
Det er både en plade, til når du har det godt og når du har det dårligt. Om at det er ok at have det på begge måder. Og om at andre også har det sådan.

Det er både frådende guitararrangementer og følsomme pianopassager. Hornblæsere, dyb synthbas, hele pisset og en spansksproget vignet fra Rrrrrrradio Lima. Oskar er et ordentligt pikhoved, der egentlig har det fint. Simon kan ikke vente til i morgen. Og sammen har de skabt noget helt magisk.

Lyt til den. Bliv forundret. Bliv underholdt. Føl noget.
(DN)

31, M. RexenThe United Kingdoms Part 1 – An Endless Sea Of Honey (2018)
I min optik er The United Kingdoms Part 1 – An Endless Sea Of Honey fremragende! Med sin helt egen stil og tænkning bag; skabt af et kollektivistisk hippieensemble som kalder deres musik for Wild style og dyrker en smuk og uhyggeligt velspillet groovende musik med dynamik, afveksling, ekvilibrisme og sans for den gode melodi. Michael Rexen i front for bandet er en karismatisk sanger med et imponerende register og en feeling, der er til at tage og føle på.

Jeg har det lidt sådan, at vi har brug for denne her type musik som modvægt til de mange bands med deres skinnende rene synthesizers og deres 80’erlyd, selvom de selvfølgelig også har deres charme og berettigelse. Men uden M. Rexens håndspillede musik – som i princippet kunne være akustisk – sine strygere og blæsere foruden de mere traditionelle instrumenter, så er det hele lige meget.
(JT)

s også:
2010’ernes bedste danske plader: 50-46
2010’ernes bedste danske plader: 45-41
2010’ernes bedste danske plader: 40-36

Skriv et svar