Årets bedste plader

2010’ernes bedste danske plader: 40-36

Skrevet af Redaktionen

Redaktionen gør status over 2010’ernes bedste danske udgivelser: Gør jer blandt andet klar til at runde et konceptalbum fra en russisk mineby, avantgardistisk råbevokal i et labyrintisk idékaos og ungdommeligt postpunktalent vest for Storebælt.

40, Synd og Skam – Center (2013)
Center er anden halvdel af avantgardistiske Synd og Skams todelte debutalbum, hvor første halvdel, Lad Mig Falde Ind Til Dig, blev udgivet tidligere i 2013. Center sitrer ligesom første halvdel af sprælsk legesyge og idérigdom. ”Kategori” og ”Ind i Dit Kød” lyder som en dekonstrueret Raw Power på dansk, som hvis Captain Beefheart spillede den. Men med sit improviserede udtryk og ofte næsten dadaistiske råbevokal er sandheden dog, at Center lyder som en masse ting, men i virkeligheden ikke som så meget andet.

Når det er alligevel er anden halvdel, der udmærker sig over første del, er det muligvis på grund af det solklare højdepunkt; den for gruppen usædvanligt smukke næsten-ballade ”Op Ad Dine Lår”, fuldendt med blæsere og romantik. Center – og Synd og Skam i det hele taget – skal angribes med tålmodighed og en vis mængde musikalsk eventyrlyst, men for den nysgerrige lytter bør både instrumentering såvel som lyrikken på Center udgøre et labyrintisk kaos af idéer og inspirationer, der er en ren fryd at gå på opdagelse i.

Efter Center gik Synd og Skam en helt anden og på mange måder endnu mere udfordrende vej på den avant-poppede Billeder af Mesa, men i 2013 var Center dog utvivlsomt en lille og uomgåelig milepæl i nyere dansk eksperimental musik – et formfuldendt stykke avant-larm med begge ben på jorden.
(KFN)

39, Vi Sidder Bare Her – Ingen Regning Til Mig (2014)
Han kommenterer cykling, han har sit eget radioprogram, han speaker i Aarhus Letbane, og så er Jørgen Leth minsandten også endt på Undertoners Top 50 over bedste danske albums i 10’erne. Det er dog helt fortjent, for Ingen Regning Til Mig er Vi Sidder Bare Hers bedste album og et godt billede af den Leth-fascination, der greb nationen i 2010’erne.

Arrangementerne og lyrikken rammer plet stemningsmæssigt. Det er også sjældent at Jørgen Leth åbner så meget op for sine følelser, som han gør på dette album. Særligt alderdom er et tema der går igen. Det står stærkt på et nummer som “Kalkunhals”, hvor Leth frustreret fortæller om, at benene lige pludselig ikke kan følge med, selvom hovedet er som det plejer, og hvordan ens forfængelighed gør, at man skal søge bekræftelse fra andre i at man (stadig) ser godt og ung ud. På “Løgn” fortæller Jørgen, at han med livet har lært at blive bedre til at tackle løgne, og har vænnet sig til, at det er en del af livet, hvilket selvfølgelig er ret trist.

Ingen Regning Til Mig er et smukt og medrivende album. Nogle gange er instrumenteringen af Mikael Simpson og Frithjof Toksvig så flot udført, at det er svært at fokusere på Jørgens historier, men man ved, man virkelig skal lytte, fordi én af Danmarks mest markante kulturskikkelsr øser ud af sin livsvisdom.
(TS)

38, Efterklang – Piramida (2012)
På konceptalbummet Piramida drog Efterklang, der netop var blevet reduceret til en trio, på en fælles rejse til den forladte russiske mineby Pyramida og lavede en række såkaldte ’field recordings’, som skulle danne rammen om deres næste album – en proces, der blev foreviget i dokumentaren Ghosts of Piramida, som sagtens kan anbefales, hvis man vil grave dybere ned i processen.

Konceptet er i sidste ende underordnet, for det er i stedet intimiteten og de spartanske produktioner, der får Piramida til at stå ud som et af årtiets bedste danske udgivelser. Den upolerede stil, der blev til i samarbejde med fremragende kunstnere som Nils Frahm og Peter Broderick, stod i kontrast til gruppens mere storslåede udgivelser som Magic Chairs, og det var ikke mindst noget der faldt i god jord her på siden.
(NK)

37, Jacob Bellens – The Daisy Age (2012)
Jacob Bellens’ første soloalbum, The Daisy Age, formår på sin helt egen herligt underspillede og sagtmodige facon langsomt at vokse sig større og større, samtidig med at det næste kan lyde som om sangene er skåret over den samme læst som i Bellens’ to bands I Got You On Tape og Murder.

Han formår imidlertid at give de enkelte sange deres helt eget liv i kraft af ganske små og fine virkemidler; et kækt lille riff her, en fløjten der, lidt rockabilly og en jazzet feeling indimellem. The Daisy Age er et herligt album at tage på rejse i sjælens inderste afkroge med.
(JT)

36, Yung – A Youthful Dream (2016)
Aarhusianske Yung ramte en nerve med A Youthful Dream. Man fornemmer et klart slægtskab med Iceage, men her tilsættes også rigeligt powerpunk og grunge til post-punkgryden. Albummet er kendetegnet af en metallisk produktion, der får guitarerne til at lyde som noget, man kan skære sig på. Det hele overskygges dog af Mikkel Holms vokal, der med sin insisterende tilstedeværelse konstant veksler mellem håb og desperation.

Pladen peaker mod slutningen med den formidable tretrinsraket ”Pills”, ”Blanket” og ”The Sound of Being Okay”. A Youthful Dream er fyldt med ungdommeligt talent, men skiller sig især ud på den vilje og ambition, som Yung lægger for dagen.
(UH)

s også:
2010’ernes bedste danske plader: 50-46
2010’ernes bedste danske plader: 45-41

Leave a Reply