Årets bedste plader

2010’ernes bedste danske plader: 45-41

Skrevet af Redaktionen

Redaktionen gør status over 2010’ernes bedste danske udgivelser: I næste kapitel runder vi blandt andet vanvittige tværfløjtesoli, lun, østjysk leg med det danske sprog samt en popduo med punkattitude, der stoppede, mens legen stadig var god.

45, Værket – Jealousy Hits (2016)
Fra de første, hysteriske lydflader, der indleder “Overture”, til de sidste, døende tværfløjtetoner, som sætter punktummet på “Epilogue”, er Jealosy Hits ét vildt, prog-tastisk ridt fremført af en flok purunge knægte, der lige så vel kunne have været garvede veteraner. Man når både at blive væltet helt omkuld af Værkets maniske kaskader af hæsblæsende guitarriffs, buldrende trommefills og – ja(!) – udsøgte tværfløjtesoli, når det går allermest hidsigt for sig, men også blive bjergtaget af den nærmest renæssancemalede skønhed, der synes at strømme ud over Jealousy Hits, når armbevægelserne bliver allerstørst.

Dansk progrock har i hvert fald aldrig på én og samme tid lydt så kolossalt, rørende og virilt, som det gør her.
(DN)

44, Murder – Gospel of Man (2010)
Jacob Bellens og Anders Mathiasens Murder opstod i 2005 og sendte deres første album på gaden året efter; altså stort set samtidig med Bellens’ andet og trods alt mere succesfulde rockband, I Got You On Tape. Murder udgav yderligere to albums: Stockholm Syndrome i 2006 og så Gospel Of Man i 2010.

Gospel of Man er det en letgenkendelig Jacob Bellens i front, men i denne sammenhæng er det også med alt-country referencer, der peger på kunstnere som Bonnie ”Prince” Billy og Bill Callahan, og som trækker veksler på en stil, der går helt tilbage til Crosby, Stills og Nash. Det står tydeligst i et nummer som ”Subrosa” med de smukke vokalharmonier og Mathiasens fingerspillede, akustiske guitar. Gospel of Man er dejligt tyst og underspillet musik, som kræver sin tid, for rigtigt at åbenbare sig i al sin vælde, og som på en mærkelig måde stikker lidt ud fra den musik, som ellers prægede 10’erne.
(JT)

43, Sonja Hald – Vækstplanen (2015)
Sonja Hald vandt Karrierekanonen i 2014, og året efter udsendte de så denne imponerende debut. Legen med sproget er i højsædet, og der refereres heftigt tilbage til tidligere tiders ikoner både i musikken, men i endnu højere grad i teksterne og stemmen, der synger disse. Om det er at drive gæk med sætninger fra John Mogensen og Skousen/Ingemanns katalog eller selve Jonas Halds stemme, står det hurtigt klart, at synet ikke decideret er rettet fremad. Det gør dog ikke noget, da de ting, de ser, når de kigger bagud, er af den kvalitet, som det er.

Tilsat en god portion glimt i øjet og lune østjyske temperamenter er Vækstplanen et album, der både får en til at trække på smilebåndet og samtidig giver stof til eftertanke. Alt dette er med til at gøre Vækstplanen til en af de mest charmerende og underfundige plader til at have kommet ud af Danmark i det seneste årti.
(SH)

42, Agnes Obel – Philharmonics (2010)
Sangen “Riverside” på Agnes Obels Philharmonics blev et af årtiets første danske sange, der fik et liv og gennembrud internationalt. Philharmonics er dog meget mere end “Riverside”, selvom hittet giver et godt billede af, hvordan albummet lyder. Pladens 12 sange bæres primært at Obels smukke stemme og klaverspil, og mere behøves der egentlig ikke, når man skriver så flotte og gode sange, som hun gør.

Undervejs på albummet krydrer Obel instrumenteringen med cello og kor, men hun formår at få den ekstra instrumentering til blot at understøtte vokalen, og på intet tidspunkt går hun på kompromis. Temaerne på Philharmonics er mørke og dystre, og det er noget, Obel og albummet tydeligt udforsker. Det kammer på intet tidspunkt over, og man får blot lyst til at udforske mørket og natten sammen med Obel.
(TS)

41, Dig og Mig – Sommervarmen (2012)
Duoen Dig & Mig kom ud af det blå, nåede at hitte på Det Elektriske Barometer, blive Ugens Uundgåelige på P3 og spille på Roskilde Festival, inden de forsvandt igen lige så hurtigt som de var kommet. Inden da blev det dog også til et enkelt album, der var mere charmerende end originalt, men propfyldt med medrivende hvirvelvindssange, der placerede sig et sted mellem skramlet punk og 80’ernes danske pop. Simpel rockmusik, der ikke lader, som om det er finere, end det er og ikke mindst en række fremragende popmelodier og omkvæd med fællessangspotentiale.

I sangerinden Andrea Aagaard havde duoen desuden også en effektiv stemme, der ramte den perfekte blanding af poppet genkendelighed og punket, ungdommelig attitude. Sommervarmen er et perfekt ungdommeligt snapshot fra en duo, der fandt en formular, som fungerede, og som stoppede, mens legen stadig var god. Tag bare duoens største hit “Skyggerne”, der ikke handler om andet end at ligge i sengen og se skyggerne suse forbi på væggen. En sang, der perfekt indkapsler Dig & Migs bedste kvaliteter: Det er naivt, catchy og ikke mindst forbandet charmerende.
(CWB)

Læs også 2010’ernes bedste danske plader: 50-46

Leave a Reply