Årets bedste plader

2010’ernes bedste udenlandske plader: 70-61

Skrevet af Redaktionen

Redaktionen gør status over 2010’ernes bedste udenlandske udgivelser: Denne gang byder vi på hestevrinsk i Giras galehus, en flok teenagedrenges skræmmende stilsikre rockdebut og et frigørende hiphop-epos med homoerotiske undertoner.

70, Jon Hopkins – Singularity (2018)
Jon Hopkins’ femte studiealbum, Singularity, er en elegant blanding af tung techno og svævende, smukke ambiente passager. Det ene øjeblik kan man sidde til en fin klaverkoncert, og få sekunder efter kan man stå midt på et snasket dansegulv på en technoklub i Hamborg, og på en eller anden måde giver det hele bare mening.
På trods af at albummet udelukkende er instrumentalt, så formår Hopkins at male finurlige, skræmmende og utrolige billeder og scenarier i hovedet. Hårrejsende klaverstykker kan som på eksempelvis “Emerald Rush” fylde lydbilledet, men pludselig kommer en boblende, brummende og bombastisk techno-bas buldrende ind og kræver ens fulde opmærksomhed.

Hopkins formår instrumentalt at skabe genkendelige billeder af situationer og følelser, man selv har oplevet. Albummet kræver ens fulde opmærksomhed, og nok også et helt bestemt humør, men giver man sig hen til Singularity, er man garanteret en fascinerende rejse gennem et meget unikt lydlandskab.
(TS)

69, Yves Tumor – Safe in the Hands of Love (2018)
Som et Blur-album produceret af Oneohtrix Point Never og Madlib tog Yves Tumors Safe In The Hands of Love røven på flere af redaktionens medlemmer ved udgivelsen sidste år. »Albummets balancegang mellem tilgængelighed og støj,« som det lød i vores anmeldes, er netop Tumors største præstation. På trods af det gennemgående støjende lydbillede, formår han nemlig at skabe fængende melodier med sin ekstremt alsidige vokal. Et eksempel på dette er ”Economy of Freedom” – lavet i samarbejde med danske Croatian Amor – som starter som rent knitrende, kaotisk lydbillede og diskret udvikler sig til noget, der tilnærmelsesvist minder om 00’er-R&B – om end i en noget hjemsøgt og forskruet version. Man ved aldrig, hvor man har Yves Tumor på Safe in the Hands of Love, og det er absolut pladens store styrke. Han dukker op, falder ud, skruer ned, skruer op og manipulerer med lytterens følelser, grænser og forestillinger.
(NK)

68, The Drums – Portamento (2011)
Efter The Drums’ gennembrud med den selvbetitlede debut fra 2010, så var Portamento den svære toer. Bandet viste sig dog ikke at være en døgnflue, men tværtimod et af tidens mest interessante indiebands. Portamento er et superkitschet og superærligt album. Man kan fornemme inspiration fra navne som Joy Division, New Order og The Smiths, men alligevel formår The Drums og Portamento at være helt sin egen.

Intet er overladt til tilfældighederne, og selvom man kan høre, at det helt teknisk måske ikke er verdens bedste musikere på instrumenterne, så formår The Drums at lave simple og anderledes melodier, der såre simpelt bare er virkelig gode og fængende. Det kræver i dén grad også musikalsk snilde, og det gør bare Portamento utroligt ægte.
(TS)

67, Swans – To Be Kind (2014)
To Be Kind er med en spillelængde på over to timer en fuldkommen monumental plade – og samtidig har Swans i alle sine mange konstellationer aldrig været det, som man selv med god vilje kunne kalde for et easy listening-band. Resultatet er ikke overraskende en plade, som kan være svært at dykke ned i ved første gennemlytning – faktisk ville den optimale lytteoplevelse formentlig være, hvis man blev sænket ned i et sansedeprivationskammer med et sæt vandtætte hørebøffer og intet andet end To Be Kind som selskab.

Uanset hvordan man får knækket koden, så er To Be Kind til gengæld et galehus af en plade, der bliver ved med at give og give, jo flere gennemlytninger man snupper. ”Screen Shot” åbner ballet med et ulmende og hypnotisk guitarriff, der altid sender en lille sitren ned gennem rygsøjlen på mig med sin crescendo. Og så sniger Michael Giras rablende og nihilistiske messen sig stille ind (»No pain, no death, no fear, no hate, no time, no now, no suffering, no touch, no loss, no hand, no sense«) med en tydelig opbygning mod et ubehageligt og foruroligende klimaks. Og det er kun første sang – en lille smagsprøve på vanviddet og de uforglemmelige øjeblikke, der lurer forude. Tag blot den 34-minutter lange ”Bring the Sun/Toussaint L’Ouverture” med sin kakofoniske sammensmeltning af guitarflader, fløjtespil og hestevrinsk eller den formidabelt svingende rockgroover ”A Little God in My Hands”, der nærmest lyder som et kærlighedsbarn af Nick Cave og Tom Waits. Kort sagt er To Be Kind sin helt egen plade – en af den slags albums, der slet ikke lyder som nogen andre. Og det er uhyre positivt ment.
(SF)

66, Tyler, the Creator – Igor (2019)
Der er milevidt fra Tyler, the Creators hårdkogte, ret oldschool hiphop på Goblin i starten af årtiet til det punkt, han er nået til på Igor i 2019. En personlig og kreativ udvikling, der er spændende at dykke ned i. Man kan også dykke dybt ned i Igor; et album, der kan høres som en roman i sig selv. Manden bag tidligere tiders store-i-munden-homofobiske rim afslørede, at han »[has] been kissing white boys since 2004« på Flower Boy og bliver nu det “jeg” på Igor, der vellydende må erkende: »You make my earth quake« og »I think I’m falling in love / This time I think it’s for real« om kærlighedsforholdet til ham, der ender med at bakke ud til fordel for sin (pige)ekskæreste, hvilket også oprulles i videoen til ”A Boy Is a Gun”.

Med både video og tekster sender Tyler igen-igen referencer til Luca Guadagninos (homo)erotiske kærlighedshistorie Call Me by Your Name som på den overordentligt iørefaldende ”I Think”, hvor det lyder: »And I wish you would call me by your name / Cause I’m sorry.« Musikalsk er Igor pakket ind i blød rap, lidt r’n’b, Gorillaz-agtige genremiks og Solange-gæstevokaler. Et både tematisk og stilmæssigt imponerende og ikke mindst frigørende album, der øger forventningerne til Tyler i det næste årti.
(CG)

65, Killer Mike – R.A.P. Music (2012)
R.A.P. Music er det første samarbejde mellem Killer Mike og El-P, og man forstår udemærket, hvorfor de to siden har svejset sig sammen i Run the Jewels. Mens Killer Mike ikke havde vist sig synderligt exceptionel præ-R.A.P. Music, er han her så sulten, at han ubesværet fortærer hiphopscenen i 12 mundrette bidder. Hans tordnende og politiske opråb intensiveres fra første sekund af El-P’s buldrende lydbillede, og at R.A.P. Music er hårdtslående er en gemen underdrivelse. Faktum er, at det nærmere føles som en blodig destruktion af verdenssamfundet, der med en rå nerve og en ejendommelig sydstatsmusikalitet samtidig tager banger-begrebet til nye højder.
(MH)

64, Black Midi – Schlagenheim (2019)
Har der været en mere vovet, stilsikker og ikke mindst håndværksmæssig overlegen rockdebutudgivelse i dette årti end Black Midis Schlagenheim? Næppe. De fire BRIT School-dimittender torpederede demonstrativt forestillingen om, hvilke musikalske produkter den velrennomerede uddannelse spytter ud med ét langt tæppebombardement af høresansen. Allerede på åbneren, “953”,  fornemmer man ungdommens rastløshed i de punkede akkorder fra de flænsende guitarer, men der skal samtidig ikke graves særlig dybt for også at kunne spore de mere elgante nuancer samt myriaderne af forskelligartede inspirationskilder. Punk, jazz, reggae, math, afrobeat, kraut, noise, Slint, Primus, XTC, At The Drive-In; Schlagenheim stikker heldigvis i alle mulige retninger i et bombastisk 21.århundrede-tidssvarende lydbillede, som ikke mindst konstant bevarer kontrollen over det kaos, det selv søger at skabe.

Troede man, at man vidste, hvor man havde Black Midi henne, bliver de konstant ved med at tyre skruebolde efter én, foretage u-vendinger og nærmest implodere i deres egne kreative udtryk: Det foruroligende korarrangement i c-stykket på “Years Ago”, det dér helt gakkede Big Brother-sample på “bmbmbm”, det uforlignelige, postrockede klimaks på “Ducter”. Ingen i bandet var fyldt 20 år ved pladens udgivelse, for fanden! Det burde næsten være ulovligt at være god i så ung en alder.
(DN)

63, LCD Soundsystem – American Dream (2017)
Annonceringen af LCD Soundsystems American Dream i 2016 vakte en uforbeholden vrede i musiknørdernes digitale omgangskreds. Helligbrøde var begået, for bandet havde fem år forinden spillet en 188 minutter lang maratonfarvelkoncert i Madison Square Garden, der poetisk fuldendte legenden om newyorkerbandet, der aldrig burde være slået igennem. Flere af deres største fans følte sig berøvet af et emotionelt, betydningsfuldt øjeblik i deres liv, da koncerten nu kun pludselig var et ’på gensyn’. Vreden tog dog af, og da bandet halvandet år efter rent faktisk udgav American Dream blev det helt fortjent til stor applaus. For med deres fjerde album lykkedes det James Murphy og LCD Soundsystem at skrive et nyt kapitel til en ellers færdigskrevet bog, der fuldt ud lever op til forventningerne. At høre nye eksempler på deres ikonisk smadrede og eklektiske dancepunk var som igen at se en gammel ven, og Murphys tekster var stadig dryppende med melankoli og sarkasme. American Dream er ikke den sidste LCD udgivelse, og det gør mig inderligt glad at kunne skrive.
(NK)

62, Dirty Projectors – Swing Lo Magellan (2012)
På deres syvende studiealbum, Swing Lo Magellan, fortsatte Dirty Projectors med at videreføre dén lyd, der tre år tidligere havde sikret dem deres gennembrud med Bitte Orca. Dér havde de vist et højst idiosynkratisk take på indie-pop med en lyd, der bar præg af det kontrasterende forhold mellem de to korsangere Angel Deradoorian og Amber Coffmans engleblide vokaler og Dave Longstreths skarpe og knækkende stemme, som konstant afsøgte afkrogene af, hvad en popmelodi kan indebære. Under sangen lå metalliske trommer og guitarer pendulerende mellem progrock og bløde akustiske fingerspilspassager. På Swing Lo Magellan formår Dirty Projectors desuden at være mere blød, tilgængelig og stram i sangstrukturen uden at betræde de mere R’n’B-klingende territorier, sådan som Longstreth har gjort sidenhen.

Alt i alt rammer det uhyre elegant en yderst original lyd, der giver plads til spidsfindige og særegne teksteksperimenter på et album, som oser af varme og personlighed.
(SH)

61, Phoebe Bridgers – Stranger in the Alps (2017)
Phoebe Bridgers har de seneste år gjort sig bemærket som en af de mest lovende unge sangskrivere. Det har ført til en række samarbejder med både kollegaer som Lucy Dacus og Julien Baker på EP’en Boygenious samt mere etablerede kunstnere som Connor Oberst og senest The Nationals Matt Berninger. Det bedste, vi har set fra Bridgers hånd, er dog stadig hendes debutalbum fra 2017. På Stranger in the Alps foldes Bridgers sangskrivertalent ud i fuldt flor med en inderlig intimitet fra de første, luftigt hviskende fraser på åbneren “Smoke Signals”. Her forenes det melankolske og det skævt humoristiske, mens et stænk af foruroligende undertoner lurer i sangenes undergrund.

Phoebe Bridgers debut er fyldt med stærke sange og fejende flotte musikalske arrangementer på sange om alt fra barndomsminder og døden til forliste og forkerte forhold. Som de fleste debutalbum er Stranger in the Alps ikke uden sine svipsere. Til tider står albummet en smule i stampe som eksempelvis på Mark Kozalek-coveret “You Missed My Heart”, men når hun er bedst på sange som “Motion Sickness” og “Scott Street”, funkler Phoebe Bridgers’ talent, så det ikke er til at overse.
(CBW)

Læs også:
2010’ernes bedste udenlandske plader: 100-91
2010’ernes bedste udenlandske plader: 90-81
2010’ernes bedste udenlandske plader: 80-71

Skriv et svar