Årets bedste plader

2010’ernes bedste udenlandske plader: 90-81

Skrevet af Redaktionen

Redaktionen gør status over 2010’ernes bedste udenlandske udgivelser: Denne gang kan du læse om et gennemført, undersøisk hiphopkonceptalbum, fyrværkeri i slowmotion og hele to karismatiske kvinder, der tog sig bedst ud som robotter.

90, Beach House – Depression Cherry (2015)
Der er tale om nuancer og detaljer snarere end revolutionerende nybrud og overraskelser, når Beach Houses bagkatalog skal måles op mod hinanden. Bandet har nemlig altid vandret rundt i det omtrent samme tempo i de omtrent samme stemninger – men hvorfor også ændre på noget, der tydeligvis virker? Det synes at være devisen på Depression Cherry, der aldrig rigtig ændrer på den velkendte Beach House-formel, men snarere perfektionerer lyden af den. Undertoners anmelder sammenlignede i 2015 lytteoplevelsen med »at se fyrværkeri i slowmotion«, og det er stadig en fremragende sammenligning her ved udgangen af årtiet. Den melankolske og svævende fornemmelse er nærmest til at tage og føle på, når et fantastisk nummer som ”Space Song” strømmer ud af højtalerne. Kort sagt er Depression Cherry muligvis det perfekte soundtrack til efterårskulde og regnvejr.

Depression Cherry er måske ikke regnet for Beach Houses kunstneriske højdepunkt, men det er måske deres mest vellydende album – et af den slags, som man stort set altid kan sætte på og bare nyde, mens det langsomt driver gennem drømmetågerne. Højdepunktet er førnævnte ”Space Song”, men også ”Sparks” står som et utroligt stærkt nummer i Beach Houses efterhånden imponerende bagkatalog. Hele nummeret er viklet ind i så stærk dissonans, at det skaber en desorienterende og rå stemning, som giver en herlig kontrast til den ellers pæne og nydelige dreampop.
(SF)

89, King Gizzard & The Lizard Wizard – Nonagon Infinity (2016)
I udvælgelsen af albums til nærværende liste kunne man tage ikke mindre end 15 albums fra King Gizzard & The Lizard Wizard under overvejelse. At netop Nonagon Infinity har gjort indtryk på redaktionen kan måske hænge sammen med, at den er udgivet i 2016; lige inden det for alvor blev vanskeligt at følge med i australiernes udgivelsestempo. Der er heldigvis også masser af musikalske årsager til at elske albummet. De eventyrlystne psychrockere kaster sig over garagerocken i en parade af sange, der ubønhørligt hamrer derudad, før det hele kulminerer på det forrygende afslutningsnummer ”Road Train”. At albummet er skabt som et uendeligt loop, hvor afslutningen hænger sammen med begyndelsen, fungerer dermed som mere end en sjov gimmick. Man har faktisk lyst til at trykke repeat og lade toget buldre videre.
(UH)

88, Run The Jewels – Run The Jewels (2013)
Både El-P og Killer Mike havde en lang stribe af elskede udgivelser bag sig og seriøs undergrunds kredibilitet, men alligevel havde få nok forudset slagkraften af deres nye fællesprojekt Run the Jewels, der udgav deres første udspil i 2013 og hvilken en debut. Det selvbetitlede debutalbum er kompromisløst, og EL-Ps karismatiske bombastiske produktioner passer suverænt til Killer Mikes ubesværede flow.

Det er en debut, hvor de to rappere kaster sig ud i frit fald, men man kan samtidig mærke, at de har hinandens ryg, deres sammenspil føles naturligt, og musikalsk komplimenterer de hinanden suverænt. De formår legelystent at rappe og spytte rim igennem albummets 10 tracks, og deres overlaps er både velskrevne og rummer stort kunstnerisk overskud. Det er altså kort sagt en voldsomt stærk debut og introduktion til et af 2010’ernes mest elskede hiphopmakkerpar. For albummet er både lyrisk og produktionsmæssigt uforfærdet, og det er noget, man må lette på hatten for.
(TS)

87, The War on Drugs – A Deeper Understanding (2017)
A Deeper Understanding er et album, der i høj grad er båret af sine guitarer. Samtidig er det et stærkt vanedannende album med mange psykedeliske passager, hvor de guddommelig guitarsoli får lov til at brede sig som på få andre udgivelser fra årtiet. Albummets 10 sange er egentlig skabt ud fra en ret ensformig formel, men The War on Drugs formår alligevel at skabe stykker og figurer i numrene, som overrasker lytteren. A Deeper Understanding er sød, følsom og romantisk pop forklædt i langt hår, cigaretlugtende læderjakker og indierock.

Mellem alt det forrygende guitarlir kan bandets stærke frontmand, Adam Granduciels, godt flyve under radaren. Men det bør han ikke, for hans vokal er både luftig og fængende, og har man fokus på den, er det svært ikke at lade sig falde hen til den. Vokalen og lyden går hånd i hånd og gør A Deeper Understanding til et af årtiets mest helstøbte indierock-album.
(TS)

86, Mick Jenkins – The Water[s] (2015)
I kølvandet på Kendrick Lamars banebrydende ‘Good Kid M.A.A.D City’ dukkede der pludselig en interesse op for konceptalbums i den såkaldt ‘bevidste’ del af hip-hoppen. Et af de navne, der nød godt af denne interesse, var Mick Jenkins, som kompromisløst fik alt på sit gennemførte mixtape The Water[s] til at handle om vand. Vand som en metafor for sandhed, adlibs med vandtema, undersøiske beats og slet og ret påmindelser om at huske at drikke nok vand, hvilket jo også er både vigtigt og symptisk.

Ser man bort fra konceptet, er det en samling numre med produktioner funderet i en eklektisk traplyd, der for det meste er blid og underspillet, hvilket giver plads til Jenkins’ dybe og ru stemme i hovedrollen. Til tider kæmper de dog også om opmærksomheden, og på numre som ‘Jerome’ skrues intensiteten i vejret, så også gæsten Joey Bada$$ må hæve stemmen betragteligt, hvilket skaber en dynamik i vokalerne, der ikke er hverdag i hip-hop. The Water[s] står her fem år senere stadig som et af de mest unikke hip-hopalbums fra 2010’erne.
(SH)

85, Janelle Monáe – The ArchAndroid (2010)
Tilbage i 2007 hørte jeg EP’en Metropolis: Suite I (The Chase) lavet af en kreativ, jakkesætbærende, sort kvinde fra Kansas ved navn Janelle Monáe. EP’en startede historien om Cindi Mayweather og var ment som den første i en række serier af såkaldte ’suites’, der alle skulle fortælle historien om androiden i stil med en større space opera.

Sådanne planer når sjældent i mål (kigger på dig; Kanye, Jay Electronica, etc!) men de to næste dele blev fortalt på debutpladen, The Archandroid, hvor Monáe viste, at hun ikke kun var spændende for krydsfeltet af sci-fi-nørder og soulfans. ”Tightrope” blev et kæmpe hit, og Monáe viste et imponerende overskud til både at viderefortælle sine metaforiske narrativer om at være uønsket og udstødt som en other i et rigidt samfund, men samtidig også skabe fængende melodier og fremragende musik. Siden har Monáe frigjort sig fra den fortællemæssige ramme, men de første skridt mod hendes status som verdensomspændt popstjerne startede med The ArchAndroid.
(NK)

84, Alt-J – An Awesome Wave (2012)
Engelske Alt-J’s debutalbum, An Awesome Wave, vakte nogen opsigt med sin særegne genrehybrid, som bandet selv kaldte for folk-step. Albummet byder på 14 numre fra små, cirka et minut lange guitar- og klavervignetter på baggrund af forskellige lavmælte samples af snakkende folk til næsten matematisk gennemarbejdede kompositioner med klaversamples, prikkende guitarer, knastørre trommer og smukke kor bag forsanger Joe Newmans let nasale og hæse stemme. An Awesome Wave er et herligt afvekslende bekendtskab med dens elementer af folk, klassisk, hip-hop, trip-hop og indie-rock og numre, der umærkeligt afløser hinanden i et smukt hele.
(JT)

83, Shabazz Palaces – Black Up (2011)
Black Up er et svævende og atmosfærisk hiphopalbum, der – med rapper Ismael Butler fra 90’ernes Digable Planets som frontmand – danner et spændingsfelt mellem det, der var, det, der er, og det, der bliver. Det er i den kategori af eksperimenterende hiphop, der med stilistisk overskud er både fængende og frisk, men som samtidig insisterer på et drømmende og udfordrende udtryk, hvilket garanterer albummets langstidsvirkning.

Black Up er Shabazz Palaces’ debut og fortsat det mest helstøbte, de har skabt. I den årrække, jeg nu jævnligt har vendt tilbage til albummet, er lydene og versene svøbt i genkendelses glæde, men den konfuse fornemmelse af uforudsigelighed og kaotisk detaljerigdom er fuldt ud intakt.
(MH)

82, St. Vincent – St. Vincent (2014)
Annie Clark havde allerede udgivet fire glimrende plader, da hun endelig i 2014 fandt sig til rette i sit udtryk. Budskabet var ikke til at tage fejl af: På sine første plader havde hun ledt efter sit udtryk, og nu havde hun fundet sig selv i en krydsning mellem et rumvæsen, en isdronning og en robot, der var programmeret til at efterligne Television-frontmanden Tom Verlaine.

Allerede på førstesinglen, ”Birth in Reverse”, var musikken væsentlig mere hektisk, finurlig, dansabel og flirtende på en og samme tid. Med sin computerspilsklingende, elektroniske lyd, sit ophakkede, midi-styrede guitarspil og et visuelt univers i pastelfarver og futuristiske toner fandt hun den formel, der var værdig til, at hun nu endelig kunne opkalde sit værk efter sit eget kunstnernavn, St. Vincent.

Annie Clark viste sig som en guitarvirtuos, der kvalificerede hende til at være en af nutidens mest originale guitarister. Hun holdt sig ikke tilbage i sin tekniske ekvilibrisme, og alligevel forfaldte hun aldrig til overfladisk guitarlir på St Vincent. Hun fik tonerne til at lyde som en naturlig forlængelse af sit underfundige sind, og hendes sang var ligeså selvbevidst afmålt som hendes guitarspil.
(PMJ)

81, Radiohead – A Moon Shaped Pool (2016)
A Moon Shaped Pool understreger Thom Yorke og co. igen, at der er ingen som Radiohead. Man ville aldrig tro, at nogen som helst andre end netop Radiohead havde skabt dette album. Thom Yorkes stemme, sensibiliteten i sangenes opbygning, de ildevarslende temaer. Som alle gruppens udgivelser siden 2000 er A Moon Shaped Pool ikke lettilgængelig. Den skal høres mange gange, før den åbner alle sine lag for én. Før det fænger.

Men som altid belønner det sig. Fra politiske under- og overtoner og aggressive violiner på “Burn the Witch” til drømmeri, beroligende klaver og sørgmodig vokal på “Daydreaming”. Det hele afrundes af en gammel kending, der endelig fandt vej til et album; nemlig den smukke, både romantiske og melankolske “True Love Waits”.
(CG)

Læs hele vores opgørelse over 2010’ernes bedste udenlandske plader:
100-91
80-71
70-61
60-51
50-41
40-31
30-21
20-11
10-1

3 kommentarer

  • El-P og Killer Mike spillede først på Roskilde i 2013, så kronologien i afsnittet om RTJ halter.

  • Hej Mathias L. Ups! Det har du jo faktisk helt ret i. Det er rettet nu. Tak for at være vågen, når jeg ikke er det :) god weekend!

  • Hej Mathias.
    Tak for din kommentar. Jeg har rettet i det relevante afsnit.
    Mvh Simon Freiesleben, koncertredaktør på Undertoner

Leave a Reply