Plader

Beck: Hyperspace

Softrockede Beck stræber med den vægtløse tilstand på nyt album. Desværre taber han til tider jordfornemmelsen.

Becks 14. album lyder som et forsøg på at skabe en tilstand. En tilstand, hvor man kigger op mod den mørke aftenhimmel i et eftertænksomt øjeblik. Op mod den ”Stratosphere”, som han synger om på det smukke, nærmest vægtløse nummer på et album, der desværre døjer med ujævne afstikkere under de 39 minutter, Beck har skabt i samarbejde med blandt andre superproduceren Pharrell Williams.

Grundtonen ligger med stærk inspiration i 1970’ernes soft rock a la 10cc. Den soniske fløde har fået et touch af 80’ernes synthklang og er stramt ført op i nutiden af Pharrell og Becks produktion. Men 10cc’s ”I’m Not in Love” kunne uden problemer have sneget sig ind på albummet, og lyden er så velproduceret og lækker, at det emmer af lidt Daft Punksk storhedsvanvid på det dyreste album i mands minde, Random Access Memories (2013).

”Uneventful Days” har den 10cc’ske vægtløshed, men er samtidig drevet frem af Pharrells potente beat. ”Die Waiting” besidder som det meste af albummet en kosmopolitisk LA-storslåethed. ”Hyperspace” leger ubesværet med klange, arrangementer og rap i de højeste luftlag.

Til gengæld taber Beck al jordkontakt og forsvinder op i den blå luft på ”Chemical” med hans tynde falsetvokal og malplacerede rap. ”See Through” sender uelegant tanker mod Frank Oceans genopdagelse af R&B-musikken og er så minimalt arrangeret, at den desværre også bliver al for anonym. Tilmed begår Beck sågar den udåd, at han udstiller de svageste sider af sin vokal.

”Saw Lightning” falder helt ved siden af som en autogeneret Beck-single fra Guero-tiden (2005), og tidligere har han blandet bluesguitar og elektroniske rytmer langt mere elegant. Og med tanke på, at Beck med Sea Change (2002) lavede et af alletiders bedste break up-albums, behandler ”Dark Places” bruddet med hans kone gennem 15 år, Marissa Ribisi, ret skuffende.

I det hele taget er der langt til både 1990’ernes lo fi-”Loser” og den underspillede indie-helt, Beck løftede sig til at være i 2000’erne. I 2010’erne har Beck i stedet stilet mod de højeste pladser i musikerhierarkiets stratosfære, og sidder nu til bords med folk som Paul McCartney, Pharrell Williams, U2 og Taylor Swift – alle navne, Beck har spillet med i dette årti.

Det har lydt som en jagt efter den afslebne, gode sang, de fleste kan elske. Jeg hørte den glimrende ”Dreams” fra forgængeren Colors (2017) i en sportsreklame på TV 2, og der er næppe mange sange fra den ældre del af Becks bagkatalog, der sådan for alvor kan sætte familien Danmark op til en juli i selvskab med verdens bedste cykelryttere.

Beck lyder aldrig helt som sig selv, men Hyperspace har alligevel et stærkt slægtskab med Colors. Det nye album lyder som den soft-rockede eftertænksomhed, der er kommet efter festen på Colors. De lyder begge lækkert og kan nok skaffe et bredere publikum. Desværre er kanterne og humoren skåret af i forbifarten. Niveauet er ujævnt, og det himmelstræbende lydprojekt er gennem det meste af albummet uforløst.

★★★½☆☆

Skriv et svar