Plader

Blaue Blume: Bell of Wool

Blaue Blume fortsætter deres musikalske drømmerejse og tilfører deres udtryk en hel del synthesizers.

Blaue Blume er tilbage med deres andet fuldlængdealbum og den egentlige opfølger til debutalbummet Sygyzy fra 2016, som fuldt fortjent høstede roser over en bred kam. Året efter i 2017 udkom EP’en Sobs, som tog bandet i en mere tilgængelig og poppet retning, bedst udtrykt ved den iørefaldende single “Macabre”. Bandets forsanger Jonas Schmidt blev i slutningen af 2017 ramt af stress og angstanfald. Han beskrev selv, hvordan han »af frygt for at skuffe« havde ignoreret alle stresssignaler og fortsatte det intense arbejde med indspilninger og koncerter, indtil kroppen bogstaveligt talt gav efter. Det resulterede desværre i en sygemelding og en dybere depression, som det har taget Schmidt lang tid om at komme ud af. Nu er han og resten af Blaue Blume heldigvis tilbage med deres nye album Bell of Wool.

På det nye album Bell of Wool, som indeholder ni skæringer, har Blaue Blume stillet skarpt på et overvejende elektronisk og ambient udtryk, som bærer de fleste sange. På enkelte sange, som eksempelvis den stille og nærmest Frank Ocean agtige albumåbner “Swimmer”, er det udelukkende Schmidts fremragende vokal og synthesizer, der udgør sangen, og det står ret hurtigt klart på albummet, at vi har at gøre med et mere stille og eftertænksomt udtryk end debuten Sygyzy, som var båret af et dynamiske udtryk og et sammenspil af en anden verden.

På albummets tredje skæring “Morgensol”, som i øvrigt er bandets første (fulde) sang på dansk, kommer noget som ligner en forløsning midtvejs i sangen, hvor trommer og guitar får lov at komme frem i lydbilledet, og sangen bygger op og når et flot klimaks. Nogenlunde samme opbygning bruges også på den fremragende “Lovable”, hvor første del, båret af synthesizers og Schmidts følsomme og sarte vokal, afløses af et tungere beat og Schmidt, der synger »How come I never make you proud / Never make you proud«. Det fungerer godt — rigtig godt endda.

Albummets sidste skæring “New Navel” er en lille perle. Den åbner med en storladen ambient synthesizer, som mod slutningen går over i ordene »Want to call my mother up again / want to tell her she is my best friend / I want to call my father up and tell him he is my best friend too” og slutteligt ender sangen i en flot bas og guitar outro. En ret god måde at slutte albummet på. Og en flot kærlighedssang.

Bell of Wool har samlet set et mere elektronisk udtryk end albumforgængeren og debuten, Sygyzy, og EP’en Sobs. Bell of Wool har også et mere ensartet musikalsk udtryk, og bliver for undertegnede en mere monoton og uforløst oplevelse. Retfærdigt eller uretfærdigt, så måles den næste plade man laver altid op imod forgængeren. Og Bell of Wool har ikke debutens dynamik og storladenhed, hvor der var langt større variation i sangene, og hvor Blaue Blume føltes som et helt band med plads til alle bandmedlemmer og et samspil af høj klasse. Men Blaue Blume har stadig deres egen imponerende lyd og stemning og leverer stadig sange på et meget solidt niveau. Og Jonas Schmidts stemme lyder stadig helt fantastisk. Der findes ikke mange stemmer i denne verden, som besidder samme karisma og inderlighed, og det er i høj grad også dette, der bærer albummet denne gang.

★★★★☆☆

Skriv et svar