Plader

Cigarettes After Sex: Cry

Skrevet af Lasse Yde Hegnet

Cigarettes After Sex’ andet album er en direkte fortsættelse af debutens lydunivers, og vidste man ikke bedre, ville man formentlig ikke kunne høre forskel på de to plader overhovedet. Det er nu ikke et problem når det er et så forbandet lækkert rum at være i.

Cry lægger ud med nummeret “Dont Let Me Go”, og allerede fra første sekund er man ikke i tvivl om at man er tilbage i det forfærdeligt bløde, dampende fløjl-beklædte rum, der udgør cigaretternes lydunivers. Som om man er trådt direkte ind i en intim drøm, der bliver understreget med bløde strøg under guitarens stille og rumklangsfyldte tema.

Som på debuten, Cigarettes After Sex, fra 2017 formår bandet at give lytteren en følelse af, at tiden går i stå. Intet kan bevæge sig i deres rum, for luften er så tyk af kærlighed, længsel og begær, og de stearinlys man nødvendigvis må tænde for t adlyde albummets stemning, suger al ilten ud. Stærkeste eksempler på den stillestående og forelskede lyd, er på titelnummeret “Cry” og singlen “Falling in Love”, hvor trommernes rolige, men tilstedeværende piskeslag holder takten under dynen af guitarrumklang og de her brede flader af synth, der er bandets varemærke.

Nummeret “Heavenly”, der er pladens tredje, er det første nummer der rent faktisk udfordrer bandets tidsstopperi, fordi den giver et indtryk af at have et højere tempo. Om det er sandt, skal være usagt, men både rytme og melodik synes at bevæge sig hurtigere her. Derfor stikker det ud fra mængden, i det nummeret synes at bevæge sig rundt om lytteren og aktivt opsøge lytteren med omfavnende intentioner. Det messende »Givin’ you all my, givin’ you all my, givin’ you all my love« er på sin vis totalt i tråd med bandets stil, men underbygger alligevel fornemmelsen af at nummeret er lidt hurtigere end ellers.

På en måde har pladen også mindre drama og mindre melankoli end sin forgænger, der på nummeret “Each Time You Fall in Love” havde den her magtesløse energi og historiefortællende dimension. På Cry er det kun “Kiss It Off Me” der kommer tæt, men uden helt at gøre det, da perspektivet i teksten ikke ligger på en anden person end sangeren selv. I det hele taget står vokalen på Cry ikke helt så alene, eller i fokus som på debutpladen, hvilket gør lydbilledet en smule mere mudret. Dette valg gør også lyden varmere, end tidligere i det grænserne mellem elementerne i numrene, ikke er trukket nær så skarpt op. Lyden er ganske enkelt blevet blødere, og dét er dets største kvantespring.

Albummet er et dampbad af blinkede toner fra guitaren og Greg Gonzalez’ androgyne stemme, og det er som sagt svært at høre nogen musikalsk eller konceptuel udvikling. Pladen er optaget i et gammelt palæ på Mallorca, og musikken skulle, i følge bandet, være unægteligt forbundet med omgivelserne den er blevet til i. Javel ja. Det skal man nok være bandmedlem for at kunne høre. Skulle der være noget, er det den romantiske dekadence et gammelt spansk palæ kan give. For den er på pladen, men er også i bandet som helhed. Derfor er det også svært at skulle vurdere pladen og andets udvikling. Er målet at levere flere timers soundtrack til blød og hengiven elskov, så kan der jo ikke være andet end topkarakter, men hvis målet må er modigt at udforske sit lydunivers eller skabe en musikalsk udvikling, så falder det ned af stigen med et brag. Derfor kan pladen ikke saluteres med andet end en solid over-middel karakter, for Gonzalez og co. ved, hvad de laver – og dét gør de godt!

★★★★☆☆

Leave a Reply