Koncerter

Elbow, 17.11.19, DR Koncerthuset, Koncertsalen, København

Foto: Daniel Nielsen
Skrevet af Peter Boier

Elbow viste fremragende kampform ved afslutningen af deres igangværende Europa-turné, der blev forløst med en enormt folkelig og rørende optræden i Koncertsalen.

»Thank you for Christmas!« udbryder Guy Garvey og forlader scenen efter at have bukket, takket, klappet og i det hele taget bare givet en masse igen for publikums kærlighed. Efter to timer i han og bandet Elbows selskab har jeg umådelig svært ved at nævne nogen, jeg hellere ville drikke fem store fadøl med og høre røverhistorier fra.

For forsanger Guy Garvey fremstår simpelthen gennemsympatisk, charmerende, sjov og hjertevarm.

Elbow er ikke bare forrygende selskab, de er også et forrygende liveband med en god håndfuld virkelig gode sange. Søndag leverede de en imponerende vellydende tur rundt i bagkataloget midt i en udsolgt koncertsal i DR Koncerthuset. Tidligt i koncerten landede den altid elegante “Mirrorball” fra gennembrudsalbummet The Seldom Seen Kid, og for første gang forstår jeg pludselig, hvorfor man booker rockkoncerter til Koncertsalen.

Guy Garveys hæse, luftige barytonvokal flankeres foruden bandet af to strygere, og tonerne kolliderer sublimt med den smukke sals akustik formet af de mange skæve vinkler. Rockkoncerter i Koncertsalen plejer ofte at blive en lidt afbrudt affære i mødet mellem energiudladningen på scenen og salens siddende og andægtige publikum, der denne aften meget symptomatisk foretrak et glas rødvin over en fadøl.

Men armeret med en fadøl i hånden beherskede 45-årige Garvey mesterligt salen og var nærværende helt op til de fjerneste kroge og balkoner. Han fortalte anekdoter som introduktioner til sangene, orienterede sig i skiftende retninger og inviterede publikum med ind i sangene.

Det med Garvey jævnaldrende publikum svajede med armene, klappede i takt og sang flerstemmigt med på sangene. Alt på Guy Garveys kommando. Han brokkede sig over Brexit, fortalte om sin faders død, sit ægteskab og hev sågar en 18-årig dreng på scenen, der havde fødselsdag. Han fortæller, at han også fejrede sin 10-årige fødselsdag til en Elbow-koncert, får et bjørnekram på scenen og derefter lov til at dirigere salen i fællessang.

Hvor andre bands forsøger at omdanne salen til en klub og flå folk op af de bløde, betrukne sæder, så accepterer Guy Garvey fuldkommen salens præmisser og vender dem til sin egen fordel. Det er simpelthen så hyggeligt, varmt og rart. Folk smiler og kaster kun kærlighed i scenens retning, og bandet kvitterer ved at spille en forrygende koncert.

Halvdelen af tiden viser de overlegen elegance og finesse i numre som “Magnificent (She Says)”, “Lippy Kids” og den gennemromantiske “Kindling”, der i øvrigt er et af aftenens absolutte højdepunkter med hele salen som kor. Det er et øjeblik fuld af gensidig kærlighed, som det er lige til at få gåsehud af.

Den anden halvdel af tiden gør de alt i deres magt for, at de førnævnte rødvinsglas bliver splintret til atomer med vildskab og støj. Det sker især i koncertens sidste nummer før ekstranumrene – publikumsfavoritten “Grounds for Divorce” – der river, rusker og fejer elegancen af bordet. Hele salen står op og skråler løs, og jeg tror, at DBU ville gå meget langt for at få en knivspids af den kærlighed til ÅÅH-UUH-ÅÅH-kor i Parken.

Det samme sker under “One Day Like This’” der er en hymne til livet. Den ender med, at publikum overtager sangen og synger bandet ud flerstemmigt, så Guy Garvey virker oprigtigt imponeret over, hvor godt det lyder: »Sounds like christmas!«

Elbow er folkelige helt ind til benet. De er, ledt an af forsangeren, uhyre nærværende, sympatiske og ærlige. Garvey synger om whisky, om smøger og om kærlighed. Til livet, til kvinder og til førnævnte whisky. Men det er poetisk, elegant og varmt. Med The Seldom Seen Kid var de i 2008 lige ved at bryde gennem den mur, der holder indierocken fra masserne, som The National senere har nedbrudt. Men de formåede aldrig helt i de efterfølgende 10 år at omsætte det til samme Royal Arena/Orange Scene-status. Og det kan man godt ærgre – og undre – sig  over. For de er simpelthen fucking folkelige, og man under dem det efter denne magtdemonstration af en koncert.

Skal man sætte en finger på noget som helst, vil det være det samme, som også har plaget et par af deres senere album. Bandet kunne med fordel slippe tøjlerne lidt oftere. “Seven Veils” og “Weightless” fra deres nye album Giants of All Sizes bliver søndag aften lidt for nydelige på den der måde, som mormor ville sige det. Men det er en meget, meget lille plet på en forrygende koncert, der afslutter Elbows Europa-turné med bravur.

★★★★★☆

Fotos af Daniel Nielsen

Skriv et svar