Koncerter

Ezra Furman, 24.11.19, Lille Vega, København

Foto af Daniel Nielsen
Skrevet af Jens Trapp

Amerikanske Ezra Furman tog Lille Vega med storm og gav os en heftig rundtur i det transgender sårbare lettere trashede rockunivers, hun har bevæget sig igennem på især de seneste fire soloalbums.

Til lyden af strygerne fra Lou Reeds “Street Hassle” kom Ezra Furman og hendes band på scenen. Bandet i henholdsvis røde og blå kortærmede kedeldragter og Furman selv i en sort- og hvidstribet buksedragt, stor perlehalskæde og det lange sorte hår ned over ansigtet. De gik lige på med “Suck the Blood from My Wound”, åbneren fra det fremragende album Transangelic Exodus fra sidste år, fulgt op af “Calm Down aka I Should Not Be Alone”, åbneren fra det seneste, mere punkede album Twelve Nudes og “Rated R Crusaders” fra samme album. En effektiv åbning, der straks fik publikum med og anslog en løssluppen, let trashet rock’n’roll stemning, der holdt hele koncerten igennem, kun afbrudt af en del finstemning af de mange guitarer Furman skiftede imellem. »Well, let me tell you what I prepared to say… I got nothing« som det lød allerede under den første af disse øer af stilhed midt i al musikken.

Det var i det hele taget en meget koketterende og flirtende Furman vi fik at se. Der var blink til publikum, kasten med håret, sjove kommentarer mellem numrene og tydeligvis en glæde ved at befinde sig netop i Lille Vega på netop denne søndag aften i november. Eller sådan føltes det i hvert fald. En smittende glæde og en tæft for at underholde. Sammenholdt med et supertight band, gik det hele op i en højere enhed og de halvanden time koncerten varede fik hurtigt englevinger at flyve med. Bandet er det samme som altid (fra 2012), dog uden saxofonisten. Bandet startede med at hedde The Boy-Friends, men det blev lagt i graven i 2017, blot for at genopstå umiddelbart efter og uden ændringer som The Visions. Det var tydeligt, at de kendte hinanden og vidste nøjagtig, hvor de ville hen og hvad de skulle stille op med musikken og hinanden. At der så også var en fremragende lyd på Lille Vega løftede kun nydelsen endnu højere op.

På “Haunted Head” fra Perpetual Motion People kom vi ned i tempo. Det er en sang, der ændrer toneart i hvert vers og dermed bryder alle regler, ligesom også teksten kredser om dette tema: »Tried to get cute with pain/I thought I could avoid it, thought I knew the game/But just when you get the hang of it, the rules all change/And you’re doing time for crimes that don’t exist.« Et tema som Furman kredser om i mange af sine sange, måske tydeligst på Transangelic Exodus, hvor fortælleren er på en slags flugt fra myndighederne (regler og normer) i selskab med en engel.

Det album bærer også dedikationen: »For the immigrant. For the refugee. For the closeted. For the out. For the vulnerable. For the homeless. For the searching« og en forklaring: »When my darling grew wings and the government came for us, we lived in a red Camaro. When your body’s illegal and the people sworn to protect you, refuse to protect you, one may have to re-draw the map that once represented home. And perhaps this was always waiting to happen. Perhaps we were always marked for outlawhood. Ever since we were kids. Ever since we fell in love the wrong way and the exodus began.«

Det må også være dette forhold, der lod Furman fremstå med den vrængende sårbarhed, de flest af sangene blev fremført med, så der oveni det meget søde koketteri med publikum, men også med kønnet, døden, rock’n’roll-outlaw mentaliteten og med Amerika, blev lagt et lag af desperat charme, eller snarere en charmerende desperation ned over aftenens koncert, som gav det kant og en aggression eller vildskab som gjorde det så dybfølt. Ligesom det jo, i sagens natur, heller ikke er tilfældigt, at Furman vælger netop Lou Reed som underlægning til bandets entre på scenen. Der er en del lighedspunkter imellem de to kunstnere. 

»Oh yeah; the human body! I’m so glad you brought your human body here« som Furman sagde på et tidspunkt, hvorefter de spillede “Trauma”, “My Teeth Hurt” og endnu et dyk tilbage til Perpetual Motion People med en langsomt henslængt udgave af “Body Was Made”. Furman førte os derpå ind i bilen til englen og fortælleren på numrene “Psalm 151” og et solonummer, hvor hun kunne glæde sig over at der ingen rytmiske regler var. Endnu et nik til tematiseringen.

Sådan bølgede det frem og tilbage mellem især de to seneste albums, men med små afstikkere tilbage til Perpetual Motion People og nummeret “My Zero” fra Day of the Dog. Hele tiden med en vekslen mellem vellydende klart definerede instrumenter og mere udsyrede soli og mellemspil af Furman selv. Vi var selvfølgelig omkring “Driving Down to L.A”, “Love You So Bad” og “I Wanna Be Your Girlfriend”.

Som ekstranumre fik vi “On Your Own” dedikeret til alle de tilstedeværende. Et vist nok uindspillet nummer med de sigende linjer: »I can’t go back home/my parents house is burning/in a dream I saw it burning.« Vi fik en en fed svedig og desperat udgave af Clash-nummeret “Police on My Back” fra Sandinista og til allersidst den elegiske rock’n’roller “What Can You Do But Rock’n’Roll” og sluttede på den måde af i samme høje energiniveau som vi lagde ud. En virkelig fin, meget stærk og underholdende koncert med Ezra Furman og bandet The Visions.

★★★★★½

Fotos af Daniel Nielsen / www.frozenpanda.com

Skriv et svar