Plader

Greta: Ardent Spring, Pt. I

Gretas debut er en 80’er-pop-pakke af drømmende, astronautisk pop og inderlige refleksioner om passion, kærlighed og længslen efter forår. Er man til den slags, så er den klart en anbefaling værdig.

Første gang, jeg lytter til Ardent Spring, Pt. I, går jeg en tur gennem det kølige efterårslandskab på en landevej mellem Farum og Bregnerød. Jeg forestiller mig Gretas grønne og glødende forårsfortællinger udspille sig på markerne og mellem nåletræerne omkring mig. Undervejs smelter hele sceneriet sammen med lyduniverset i mine ører og giver mig en følelse af at det virkelig er forår. Eller måske sådan en mærkelig forår/efterårshybrid. Som finder sted på et tidspunkt i 80’erne. Eller måske finder det sted 50 år ude i fremtiden på en fjern galakse, hvor alle går klædt som i 80’erne. 

Nogenlunde sådan vil jeg beskrive mit første møde med Greta. Ardent Spring, Pt. I er også hendes første EP, og den udkom tidligere i år. Kort sagt er EP’en et ocean af synthpop — med tryk på synth. Og pop. Mere uddybende kunne man beskrive den som en samling af spændende, intense og science fiction-soundtrack’ede numre, der behandler menneskets færden i livet, i spirende kærlighed og i drømme – tilsat en hel masse keys, futuristiske beats og effekter, og så synthesizeren, direkte importeret fra – ja, 80’erne selvfølgelig.

Greta selv fortæller, at sangene er skrevet henover flere forår, og at hun især har været inspireret af forårene i København og Berlin og af kontrasten mellem naturens foranderlighed og betonbyggeriets evige stilstand. Og kontraster kan man sagtens høre i musikken. For eksempel på “Ardent Spring”, der varmt beretter om ung kærlighed og en spirende have, akkompagneret af elektroniske beats og Gretas luftige og kølige vokal. Eller sangen “White”, der ved begyndelsen lyder som taget ud af serien Stranger Things, og ved slutningen nærmere som et rumskib i landing, eller som noget, der er mixet i en tidsmaskine og sendt hertil fra fremtiden. Altså, som nævnt tidligere, er musikken mindst ligeså tilbageskuende som den er futuristisk, og på bizar vis er det netop dét, der faktisk får det til at lyde enormt meget af 2019. 

Højdepunkterne rammer hun på sange som nævnte “Ardent Spring”, på den ydmygt catchy “Baby” og det langsomme og eftertænksomme intronummer “Spin”, hvor vi får rendyrket, alternativ og overdrevet pop. Det er også de numre, hvor jeg tydeligst mærker vokalen og det lyriske lags gennemslagskraft. Andre steder er det sværere at høre og forstå under instrumentalsidens tætte masse, der kommer til at tage for meget plads. 

Så tillader jeg mig at undre mig — kan man egentlig få for meget synthesizer? Og ved eftertanke må jeg sige; det kan man nok godt. Men på den anden side er der også noget så gennemført over instrumentets evindelige, enerverende og kompromisløse tilstedeværelse, at jeg næsten må overgive mig og tage hatten af for den insisteren og viljestyrke, det udviser.

Ved EP’ens sidste toner af “Wilderness”, der hastigt fader ud og bliver til stilhed, er jeg ved at være hjemme fra min gåtur. Jeg bliver trukket tilbage til nutiden, til 2019 og efterårskulden, der får mig til at ånde lettet op idet jeg træder ind i varmen. Efter afslutningsnummeret står jeg tilbage med en halvskuffet følelse af at blive efterladt for tidligt, eller uden en ordentlig slutning — som om musikken stoppede, før den nåede at sætte farten ned. Jeg har ikke kunne opspore nogen information om, hvorvidt en “Part II er i Gretas” fremtidsplaner, men denne uforløste slutning (og så selvfølgelig det faktum at en “Part I” som regel lægger op til flere “Parts”) giver mig forhåbninger. Jeg er i hvert fald nysgerrig efter at høre mere fra Greta.


★★★★½☆

Skriv et svar