Plader

Kogekunst: LALA

Skrevet af Daniel Niebuhr

På deres anden fuldlængdeudgivelse har Kogekunst aldrig været mere nærværende, i takt med at de dykker ned i tilværelsen hos et menneske på randen af emotionelt kollaps.

Det må alligevel være fedt at være Kogekunsts uperfekte jeg-fortæller en gang i mellem. Fuld af malerisk selverkendelse over sine egne fejl og mangler – og med en ukuelig optimisme og tro på, at det hele stadig kan fikses. Også selvom han vitterligt lader til at have det træls på en to-ture-i-den-dér-arm-oppe-i-Faarup-Sommerland-agtig måde, og også selvom det nærved forliste forhold allerede er på vej ned ad trappen med ham »lige i røven af hende

For han elsker hende. Det gør han jo virkelig.

På dén måde fungerer Kogekunsts anden fuldlængdeplade, LALA, som en tragikomisk fortælling om det 21. århundredes mand; i stærk synergi med alle sine følelser, apatisk tænkende og ulykkeligt forelsket. (En ikke helt irrelevant parallel kunne i den forbindelse være Father John Mistys I Love You, Honeybear – bare på dansk og langt mere nærværende.) For Kogekunst-jeg’et er jo ikke et røvhul, men nærmere en underlegen tøffelhelt, en »fedtet hvid satan, der ikke vil give tilbage,« som Oskar Krusell vel bedst formulerer det på LALAs uforlignelige hjørnesten; den kantede kærlighedsrockballade “Honeymoon”.

Sammenlignet med forgængeren, Sexede, er der her unægteligt en klar lyrisk rød tråd at spore, hvor vi dyrker både en- og tosomhed i takt med det tumultariske forholds rutsjebaneridt gennem op- og nedture; med- og (mestendels) modgang. »Der’ ikk’ så meget / Der virker / Sådan sagde du / Sådan cirka,« slås det hurtigt fast på pladens allerførste linjer sideløbende med den bippende trommemaskine på titelnummeret, og »hvorfor tager hun alt med sig / undtagen skuffelsen?« spørges der afsluttende i det uvisse på “Hun kan ikke sove”.

Rent kompositorisk tør duoen også mere. Der leges i højere og mere kontrolleret grad med form og stil, hvor rammerne for al Oskar Krusell og Simon Wetterstrøms eksperimenteren trods alt stadig holder. Det minimalistiske electronicafundament for “Rod” bærer eksempelvis fornemt det pludselige skift i intensitet, når tostemmigheden og de hvinende guitarflader støder til, mens den særdeles tålmodige opbygning på “Menneskekender” fra ambient intro til kaotisk klimaks ikke føles ét sekund for lang.

Kogekunst lykkes dog i farten og modningsprocessen også med at genskabe dele af det nærmest barnligt naive lydunivers, der prydede Sexede. “A4-flue” er således så børnetimeklingende og catchy, som det overhovedet kan blive, overtrukket med en slæbende shufflerytme samt en gedigen ørehænger af et synthtema. Og bliver det for meget for én med ligefremheden, kan man blot dykke dybere ned i detaljerne og dyrke de to guitaranslag, som skyder nummeret i gang, og som helt subtilt når at skifte position i selve firetaktsrytmen fire gange. Det er også her, at jeg-fortælleren – sådan da – ser lysest på sig selv og sin tilværelse. »Skakmat i første træk mod kvinden / I mit liv basalt set ret godt,« accepterer han fortrøstningsfuldt, mens han knytter »mulighedens næver og slår igen på livets øretæver« i håbet om, at de stadigvæk kan tage »bare én til dag her i livet sammen.«

Noget af det allerbedste, Kogekunst imidlertid har ændret fra Sexede, er at lade Krusell overtage de fleste af vokalgerningerne, hvor han særegent konstant pendulerer mellem det smooth croonende og gutturalt brovtende. Wetterstrøms porcelænsskrøbelige røst får selv kun enerum på den pianodrevne ode “Uden lys”, men træder også i forgrunden på duetterne “Lala” og “Rod” samt over folkesangtraditionerne og klapperytmerne på “Syvmileskridt” – og det fungerer i LALAs helhedsoplevelse ganske glimrende.

Og så står han til slut dér, jeg’et. Helt alene som en hest på prærien uden sadel, stemplet som idiot efter både at have slået sit hoved til blods, krænget sit hjerte ud og stukket pikken i hullet. Men det er jo som bekendt ikke nok. LALA er i sidste ende hans fortælling. En fortælling om tvivlen, tankerne, søgen efter accepten og om ikke at »skal have ret meget mere end at føle sig elsket.« Og det er lige præcis dét, der gør LALA så satans vedkommende. Så satans veludført.

★★★★★★

Skriv et svar